Tag-arkiv: lys

Ned i mørket og op igen

Marcel Rasmussen (1913–1964): Pilgrim vandrer mod horisont
Marcel Rasmussen (1913–1964): Pilgrim vandrer mod horisont
 
Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd?
Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?
Stiger jeg op til himlen, er du dér,
lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.
Låner jeg morgenrødens vinger
og slår mig ned, hvor havet ender,
så leder din hånd mig også dér,
din højre hånd holder mig fast.
Siger jeg: »Mørket skal dække mig,
lyset blive til nat omkring mig«,
så er mørket ikke mørke for dig,
natten er lys som dagen,
mørket er som lyset.
(Salme 139,7–12)

I går kom vi hjem fra Athen.[*] Det er en by, der som resten af Grækenland er begavet med ikke så lidt historie. Man kunne nogle gange få den tanke, at tiden står stille, selvom det selvfølgelig på ingen måde er tilfældet. Parthenon, templet på Akropolis, som er nogle-og-to-tusinde år gammelt, står der stadigvæk. Men det ser noget slidt ud efterhånden. Det er ikke uforgængeligt, selvom det måske kunne give anledning til den tanke, at noget er. Måske den menneskelige civilisation og den slags.

Grækenland er selvfølgelig et yndigt land, som af samme grund har masser af turister. Men man behøver ikke at bevæge sig langt fra Akropolis for at se en anden side af Athen. Omkring den centrale plads Monastiraki mødte vi en fyr, som vi kan kalde Nickos. Han boede på gaden, det var vist noget med stoffer af den hårdere slags. Nickos havde boet med sin far og stedmoder, men da de ikke kunne betale regningerne, blev han smidt ud. Det var vist snart tre år siden.

Historien er ikke noget enestående, snarere noget typisk. Folk mister deres arbejde, selvmordsraterne stiger. Man ser det ikke med det samme, for der er stadig alle de der nye biler i gadebilledet, som folk købte for bare få år siden, da de havde råd til den slags. Men lige under overfladen er tingene ved at falde fra hinanden. Læs videre Ned i mørket og op igen →

En sprække af lys

Prædiken til langfredag (Es 52,13–53,12; Mark 15,20–39), den 3. april, Øster Lindet Kirke kl. 9

Rembrandt van Rijn: De tre kors (1653)
Rembrandt van Rijn: De tre kors (1653)

There is a crack, a crack in everything – that’s how the light gets in… Der er en sprække, en sprække i alting, det er derfor, lyset kommer ind. – Sådan skriver den canadiske digter og sanger Leonard Cohen. Men er der nu også det i dag, denne Herreløse langfredag, hvor alterlysene er slukkede, hvor mørket skjuler jorderige, og himlen har lukket sin dør? Kan lyset finde sprækker, hvor det kan kile sig ind i dag, hvor det lys, vi har hørt skinner for os, skal bære mørkets uærlige gerninger? I dag, hvor nattemørket sænkede sig over graven og jorden. I dag, hvor det store mørke har magten over menneskene – hvor menneskets eget iboende mørke, uhyret i os, blev afdækket og afsløret i døden på et kors – den død, som alle mennesker var skyldige i. Jesus blev dømt og korsfæstet – alle var de med – alle medskyldige – ikke en eneste kan erklære sig uskyldig i at dømme kærligheden. Med hjertets hårdhed og hjertets kulde fældede verden sin dom over lyset og kærligheden.

Hjertet er menneskets trosorgan, det sted, hvor troen modtages og besvares – når Ordet rører hjertet, bevæger det åndedrættet, lungerne fyldes af luft, og stemmen udbryder i sang. Læs videre En sprække af lys →

To allehelgensprædikener

ein_feste_burgScriptoriet præsenterer her to prædikener til allehelgenssøndag om reformation og helgener, salt og lys.

Prædikenerne er begge til anden rækkes tekster fra Esajas’ Bog, Johannes’ Åbenbaring og Matthæusevangeliet:
Es 49,8–11; Åb 21,1–7; Matt 5,13-16.

Jordens salt og verdens lys

Niels Bjørn Christensen-Dalsgaard

Jesus taler egentlig til disciplene, men dermed taler han også til os, for alle kristne er jo at betegne som Kristi disciple. Vi skal derfor også høre ordene om, at disciplene er jordens salt, som en tale til os eller måske nærmere som en bøn til os – ja en bøn til os om, at vi må vedblive at være jordens salt, så vi bevares i troen på Guds kærlighed. Det er nemlig i troen på Guds kærlighed, at vi er jordens salt, og ikke i os selv – og det er derfor også med denne kærlighed, at vi må forsøge at salte verden og arbejde imod dens forråelse og kynisme, ja måske endda imod dens forrådnelse. Salt er nemlig det konserverende. Det som bevarer og beskytter. Holder vi ikke fast i Guds kærlighed, så bliver vi ligesom det usaltede kød og rives alt for let med af verdens kynisme. Vi må derfor holde hinanden fast på vores indbyrdes tro, så vi ikke mister den kraft, som vi alle har i troen på Gud; for mister vi alle den, hvad skal vi så saltes med? Hvad skal så bevare os i kærligheden til hinanden og sikre os imod, at ligegyldigheden fordærver os? Mister vi troen på den kærlighed, der er blevet os åbenbaret i Kristus, så er der ikke længere andre end Gud selv, der kan salte verden. Ændrer saltet karakter, mister det sin kraft og duer ikke længere til noget. Det ophører med at være salt. Det samme gør sig gældende for det menneske, der kalder sig kristent, men ikke længere i sit hjerte kan bekende sig til Kristus og den kærlighed, han har vist os. Læs videre To allehelgensprædikener →