Jeg havde for nylig en besynderlig oplevelse til et seminar i Aarhus. Seminaret skulle handle om Origenes, kirkefaderen fra Alexandria. Jeg arbejder egentlig ikke med Origenes, men præsenterede mit projekt om såkaldt negativ teologi hos nogle af kirkefædrene. Det handler kort sagt om, hvordan vi kan tale om Gud på trods af, at Han er helt ubegribelig for det menneskelige sind. Det gjorde man i oldkirken ved at tale om, hvad han ikke er. Altså negativt: Gud er usynlig, uudsigelig, uendelig og så videre. Jeg spurgte til slut, om nogen kunne sige noget om et par passager, jeg havde fundet hos Origenes. Det kom der ikke meget ud af. Flere bedyrede, gerne på engelsk med tysk skurkeaccent, at de egentlig ikke “bryder sig om negativ teologi”. Jeg burde skrive om noget positivt, noget håndgribeligt. En tilhører bemærkede, at Hegel vist skriver et sted, at negativ teologi gør mennesker arrogante. Det var vist noget med, at hvis Gud er fjern, så puster folk sig op. Jaså, interessant måske, men ikke særlig relevant.

Det er ikke kun universitetsteologer, som rynker på brynene. Jeg møder især ofte amerikanere, som studser, når jeg fortæller om mit projekt: “Wow, that sounds pretty controversial, dude!”. Ja, det gør det måske nok. Amerikanerne er vel vant til en art pop-protestantisme, hvor alt er såre nemt at forstå. Himmel og helvede, opfør dig pænt, det kan et barn begribe. I samme genre husker jeg en samtale på Rønshoved Højskole, hvor en flok folkekirkepræster m.fl. en sen aften havde forsamlet sig over en gang whisky. Udmærket. Jeg fik vist noget upræcist sagt, at vi jo ikke kender Guds væsen. Denne tanke lod til at være de fleste fremmede, få var enige, nogle undrede sig, andre brokkede sig højlydt: “Selvfølgelig gør vi da det!” Og jo, det gør vi i én forstand, vi ved, at Gud er kærlighed, men altså ikke på en måde, som vi kan sætte noget alment rationelt begreb på: “Derpå kender vi kærligheden: at han satte sit liv til for os” (1 Joh 3). Konkret, ikke abstrakt.

I Athen spurgte en ung græsk ‘evangelical’ mig: “Du er vel ikke ved at blive ortodoks?” Så meget ved de dér, at negativ teologi spiller en vis rolle i østkirkens mysticisme. Af samme grund bliver man, hvis man arbejder med den tradition, nemt sat i bås med forskellige former for navlepillende fromhed, både af denne fromheds udøvere og bekæmpere. I Studenterkredsen, hvor jeg har haft min gang, synes indtrykket af den negative teologi omvendt at være, at det er noget med at være sur og meget, meget kritisk. En slags nihilistisk teologi. Det kan bruges til at slå ned på fromhed, og går derfor godt i hånd med den frivole kultur i den grundtvig-tidehverske ungdom. Samme opfattelse findes i de mere ‘positive’ kirkelige studentermiljøer, hvor man derfor er skeptisk overfor tanken: ”Arj, nu skal det altså ikke blive for negativt!”

Men hvad er det for noget, det dér negativ teologi? Hvorfor så mange misforståelser? Det er ikke negativisme eller nihilisme, ikke arrogance, ikke obskurantisme. Det er heller ikke mysticisme, filosofisk spekulation eller sofistisk sværmeri. Negativ teologi er den eneste mulige form for kristen teologi. Det ved jeg, for jeg har selv hørt det fra en munk i Athen, som jeg mødte på det nordiske bibliotek (fin fyr). Hvad er teologi? Teologi er læren om Gud. Men kristendommen lærer, at Gud kender vi kun gennem hans åbenbaring. Gud kender vi kun gennem Ordet, Kristus, som han viser sig for os. Historisk og konkret. Ingen positiv, abstrakt teori om Guds væsen er derfor mulig.

Det kan lyde som noget, der er hentet fra Kierkegaard og Karl Barth, Jacques Ellul etc., hvad man vel ikke helt kan frasige sig. De spøger jo et sted. Men det er altså ikke Kierkegaard, der har fundet på, at der skulle være et uendeligt kvalitativt skel mellem skaber og skabning: “For vidt og uovervindeligt er det gab (διάστημα), der skiller og afgrænser uskabt fra skabt natur.” (Gregor af Nyssa). Dét var en uomgængelig grundpræmis i senantikkens jødiske og kristne tænkning, så man kan ikke uden videre identificere idéen med et misforstået modernistisk forsøg på at “destillere gudstanken” (Erik A.?).

De græske filosoffer talte overvejende om det guddommelige i positive termer. Hvis Gud ikke er begribelig, kan han jo ikke have noget tilfælles med ‘det intelligible’, som jo handler om det klare begreb. Gud kan derfor for græciteten heller ikke være uendelig. Uendelighed og uformelighed er kaos og mørke i den græske tankeverden. I modsætning til grækerne vidste jøderne, at Gud ikke først og fremmest, hvis overhovedet, er det rationelle, begrebslige. Gud er frihed og handling, for så vidt han overhovedet kan sættes på begreb, hvad han jo egentlig ikke kan. Den alexandrinske jøde Filon (20 f.Kr.–50 e.Kr.) forklarede:

“Antag ikke, at det eksisterende, som virkelig er, begribes af noget menneske; for vi har i os intet organ, med hvilket vi kan forestille os det, hverken i sansningen, for det er usynligt for sansningen, ej heller i tænkningen.” (Mut. 7,10)

Guds navn kan slet ikke udtales, han er ‘uudsigelig’ (ἄρρητος), forklarer Filon. Skaberen er radikalt forskellig fra sin skabning. Men Filon skelner mellem Gud i sit væsen (κατά την ουσίαν) og Guds aktiviteter (ἐνεργεία). Sidstnævnte kan vi tale om, fordi de viser sig konkret, i skaberværket og i historien. Hvad dét angår, sker der egentlig ikke noget radikalt skift med kristendommen. Med inkarnationen åbenbarer Gud sig, endegyldigt, jo, og skaber den forbindelse mellem himmel og jord, der er nødvendig for at få frelsen i stand. Jesus er billedet af den usynlige Gud, Guds væsens udtrykte billede (2 Kor 4,4; Kol 1,15; Heb 1,3). Men det betyder ikke, at vi nu kan ‘se’ Gud, i modsætning til før. Det kræver stadig tro at trænge bagom det tilsyneladende. Det var ‘kirkefædrene’ ret så enige om.

“Ingen har nogensinde set Gud, men hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os.” (1 Joh 4,12)

Gud er kærlighed, men kærlighed kan ikke defineres abstrakt, positivt. Paulus bruger derfor især negative definitioner. Kærligheden bærer ikke nag, kærligheden misunder ikke, og så videre. Det afspejler det forhold, at vi ikke kan ‘vide’ noget om Gud, kun tro. Og så i øvrigt handle ud af denne tro. Vi kender Gud, som han viser og åbenbarer sig, og som han handler i historien. Men nogen ahistorisk teori kan vi ikke lave om Gud, og i øvrigt heller ikke om mennesker. For mennesket er jo skabt i Guds billede.

“Hvem der end gennemsøger hele åbenbaringen, finder deri ingen doktrin om den guddommelige natur, ej heller om noget andet, der har væsentlig eksistens, og således fører vi vores liv i uvidenhed om meget, idet vi er uvidende først og fremmest om os selv, som mennesker, og derudover alt andet. For hvem findes der, som har nået en forståelse af sin egen sjæl?” (Gregor af Nyssa: Mod Eunomius, GNO 106)

Gud er væsentlig set ganske ubegribelig og umulig at sætte noget abstrakt begreb på. Men vi er nødt til at tale om ham alligevel. Dét er negativ teologi. Tankegangen kan findes hos Justin Martyr, Tatian, Irenæus, Theophilus, Klemens af Alexandria, Tertullian, Kyrillos af Jerusalem og mange andre. Hos Justin Martyr sættes tankegangen på let filosofisk begreb, måske inspireret af Filon. Gud er uudsigelig, Kristus er den uudsigelige faders kraft (δύναμις) og åbenbaring (Ap. II, 10). Men selve begrebet ‘Gud’ er blot et ord, som vi påhæfter noget, vi knap nok forstår, skriver Justin (Ap. II,6).

Tertullian skriver:

“Det, der er uendeligt, er kun kendt af sig selv. Det er dette, som giver en forestilling om Gud, som dog er udenfor alle vores begreber. Det er netop vores manglende evne til fuldt ud at begribe Ham, som giver os en idé om, hvad han virkelig er. Han viser sig for vores bevidsthed i sin transcendente storhed, som på én gang kendt og ukendt.” (Apologeticus, § 17)

Med poetisk svung (måske lidt oppustet efter nogens smag) skriver Basileos af Cæsarea:

“Den guddommelige skønheds lysglimt er absolut uudsigelige og ubegribelige; tale kan ikke bære dem, øret ikke modtage dem. Morgenstjernens stråler, og månens klarhed, og solens lys, er alle uværdige til at nævnes i sammenligning med dén herlighed, og er ganske mangelfulde som analogier til det sande lys. De er fjernere fra den guddommelige skønhed, end nattens dyb og måneløse mørke er fra middagens klare lys. Denne skønhed ses ikke med kødelige øjne, men begribes alene af sjælen og ånden. Hvis det på noget tidspunkt skinnede på de hellige, efterlod det samtidig i dem en ubærlig, længselsfuld smerte.”

Erkendelsen af, at Gud væsentlig set ikke kan sættes på positivt begreb, blev et vigtigt våben i en ofte livsfarlig kamp for basale kristne sandheder. Livsfarlig, fordi kirkens efterhånden mange alliancer med magthaverne jo betød, at man nemt kunne få folk på nakken, hvis man holdt på den forkerte hest, når der opstod stridigheder om kirkens læresætninger. For eksempel var der de såkaldte ‘arianere’, som fik en allieret i den østromerske kejser Valens (328–378). Ud fra en rationalistisk, filosofisk teori om Guds ‘substans’ hævdede neo-arianeren Eunomius, at Jesus umuligt kunne være guddommelig (lidt ligesom Jehovas Vidner i dag). De kappadokiske fædre gjorde det klart, at arianernes teorier var meningsløse, for Guds ‘substans’ (οὐσία) kan vi ikke sætte begreb på med filosofiske teorier. Vi kan tale om, hvordan Gud har handlet historisk, i skabelsen, med sit folk og i Jesus. Og vi kan tale om de guddommelige personers relationer. Men om Guds væsen kan vi kun have en negativ teologi. Derfor blev de første trosbekendelser, med deres dogmer, heller ikke forstået som, at nu havde man endelig sat kristendommen i system. Dogmerne er ikke selv mysterierne, men et værn om mysterierne.

Hvorfor er det så forresten, at negativ teologi ofte sættes i forbindelse med mysticisme? Jo, det kommer jo an på, hvad man i øvrigt forstår ved sådanne ting som forsoning, evangelie, retfærdiggørelse, helliggørelse, guddommeliggørelse. Lægger man vægt på sidstnævnte, bliver den negative teologi til en måde, hvorpå mennesket kan lære at afspejle det guddommelige væsen ved selv at tendere mod uendelighed, så at sige, osv. Det er især med Pseudo-Dionysios, at den idé bliver sat i system, og vi får en egentlig via negativa. Tanken om guddommeliggørelse er nogenlunde nyplatonsk, men ikke et nødvendigt korrelat til den negative teologi. Den negative teologi kan bruges til mange ting. Afviser man den, fordi man ikke bryder sig om dens brug, hvorfor så ikke afvise kristendommen som sådan? Alligevel er tankegangen upopulær, måske fordi den sætter en effektiv stopper for spekulativ rationalisme, uengageret filosoferen, sentimental æsteticisme og alt muligt andet, hvor mennesket vil bemægtige sig Gud? Den erkendelse, mennesket kan gøre sig uden evangeliet, er, at intet af det, vi kender, heller ikke os selv, er guddommeligt. Det er også negativ teologi. Det er den loverkendelse, hedningerne kan gøre sig, uden åbenbaringen. Når vi omvendt kender evangeliet, kan vi rigtignok sætte positivt begreb på Guds gerninger, men evangeliet er også samtidig en stopklods, der forhindrer os i at gå videre. Det behøver vi heldigvis heller ikke at gøre.

“Den mindste indvending stopper, hindrer, tankens gang og standser dens fremskridt. Det er som pludseligt at påføre tøjler på galoperende heste, hvad får dem til at vende rundt ved overraskelsen fra chokket. Sådan var det med Salomon, som var mere overlegen end sine forgængere og samtidige i almen uddannelse, begavet af Gud med hjertets bredde og en vidde af klarsyn mere omfangsrigt end sandet. Jo mere han gik ind i dybsindigheder, jo mere slingrede hans sind. Han gjorde det til et mål for sin visdom til at opdage, præcist hvor afsporet den var.” (Gregor Nazianzen, De Theol. 28.21)

P.s.

Artiklen er optrykt i Post scriptum 2013, s. 130–134.