Tag-arkiv: G.W.F. Hegel

Johannes Horstmann (I)

Der er mig bekendt aldrig før blevet forsøgt at gøre rede for Johannes Horstmanns (1915–1999) teologiske forfatterskab – og det kan der være mange årsager til. En af årsagerne er givetvis, at langt størstedelen af forfatterskabet er spredt ud over en række tidsskrifter, kirkeblade og aviser, hvilket er med til at gøre den almene tilgængelighed dårlig. Derudover er det heller ikke nogen hemmelighed, at Horstmanns sprog ikke altid fremmer tankernes tilgængelighed. Alligevel vil jeg her i Scriptoriet med en føljeton, der nok kommer til at strække sig over en rum tid, gøre et forsøg. For overskuelighedens skyld vil jeg dele forfatterskabet op i de seks årtier, han skrev. Perioderne er vilkårlige og har for så vidt intet med en udvikling i forfatterskabet at gøre, men er alene blevet til for at skabe overblik. Mit håb ved at behandle teksterne kronologisk er, at en eventuel udvikling i forfatterskabet må blive synlig. Før jeg tager fat på arbejdet, skal det også siges, at det ikke er alt, Horstmann har skrevet, der er relevant for en forståelse af hans teologi – og derfor vil teksterne heller ikke blive vægtet ligeligt.

Artikler fra 1940’erne

  1. »Ole Borch og hans Kollegium« (Kristeligt Dagblad 1941 25/5)
  2. »Salmebogs Polemik eller reformatorisk Kristendom« (Aalborg Stiftstidende 1943 15/2)
  3. »Afmythologisering eller Evangelium I« (Menighedsbladet årg. nr. 2)
  4. »Afmythologisering eller Evangelium II« (Menighedsbladet årg. nr. 3)
  5. »I Dag for fire hundrede Aar siden døde Martin Luther« (Vendsyssel Tidende 1946 18/2)

Læs videre Johannes Horstmann (I)

Hegel og den treenige kærlighed

Et fragment af kærlighedens teologi.

Gud er kærlighed, siger Johannes i sit første brev (1 Joh 4,8b); men nu er hverken “Gud” eller “kærlighed” som bekendt helt entydige begreber, så der kan nok være behov for at afklare eller i hvert fald undersøge nærmere, hvad der egentlig menes med udsagnet.

Mange problemer er opstået, når tilbedelsen af den elskede forvandler Gud er kærlighed til min elskede er gud; som Jorge Luis Borges angiveligt udtalte, er (menneskelig) kærlighed det samme som at skabe en religion med en ufuldkommen gud, nemlig den elskede.

Werner G. Jeanrond: Kærlighedens teologi
Werner G. Jeanrond: Kærlighedens teologi (Aros Forlag, 2012)

At forstå Gud som kærlighed er således ikke helt ligetil. Derfor er det godt, at Werner G. Jeanronds bog Kærlighedens teologi udkom på dansk i 2012. Bogen behandler kærlighedens forhold til teologien og til Gud ud fra en lang række indfaldsvinkler: Hvordan er forholdet imellem Guds kærlighed og næste­kærlighed (og politik)? Kan man skelne imellem erotisk kærlighed (eros) og kristen kærlighed (agape) – og i så fald: hvordan? Og hvad med ægteskabet? For at svare på disse og andre spørgsmål undersøger Jeanrond kærligheds­teologien hos en række teologer, bl.a. Augustin, Bernhard af Clairvaux, Thomas Aquinas, Martin Luther, Søren Kierkegaard, Anders Nygren, Karl Barth, Eberhard Jüngel, Paul Tillich, Karl Rahner og Joseph Ratzinger, og det kommer der meget godt ud af, som nævnt bl.a. en kritisk diskussion af Anders Nygrens allestedsnærværende sondring imellem eros og agape. Læs videre Hegel og den treenige kærlighed

Den farlige negative teologi: Spredte bemærkninger

Jeg havde for nylig en besynderlig oplevelse til et seminar i Aarhus. Seminaret skulle handle om Origenes, kirkefaderen fra Alexandria. Jeg arbejder egentlig ikke med Origenes, men præsenterede mit projekt om såkaldt negativ teologi hos nogle af kirkefædrene. Det handler kort sagt om, hvordan vi kan tale om Gud på trods af, at Han er helt ubegribelig for det menneskelige sind. Det gjorde man i oldkirken ved at tale om, hvad han ikke er. Altså negativt: Gud er usynlig, uudsigelig, uendelig og så videre. Jeg spurgte til slut, om nogen kunne sige noget om et par passager, jeg havde fundet hos Origenes. Det kom der ikke meget ud af. Flere bedyrede, gerne på engelsk med tysk skurkeaccent, at de egentlig ikke “bryder sig om negativ teologi”. Jeg burde skrive om noget positivt, noget håndgribeligt. En tilhører bemærkede, at Hegel vist skriver et sted, at negativ teologi gør mennesker arrogante. Det var vist noget med, at hvis Gud er fjern, så puster folk sig op. Jaså, interessant måske, men ikke særlig relevant.

Det er ikke kun universitetsteologer, som rynker på brynene. Jeg møder især ofte amerikanere, som studser, når jeg fortæller om mit projekt: “Wow, that sounds pretty controversial, dude!”. Læs videre Den farlige negative teologi: Spredte bemærkninger

Affectus noster in deum augendus est

Om affekternes betydning i Luthers anden salmeforelæsning, Operationes in Psalmos 1519–1521.[1]

Indledning.

I forbindelse med Muhammedtegningerne i Jyllands-Posten er de religiøse følelser rykket ind i centrum af debatten om religion. Til nogle protestantiske teologers udelte glæde. Det har nemlig været en kærkommen lejlighed for dem til at påpege og understrege, at religion og følelser går hånd i hånd, mens kristendom og følelser ikke har noget med hinanden at gøre. Ved at fremsætte en sådan påstand viser de deres discipelskab til den schweiziske teolog Karl Barth og hele den barthianske teologiske tradition. Men de viser samtidig, at de indtager en afvisende position over for den del af den protestantiske teologiske tradition, som blandt andet tæller Friedrich Schleiermacher og Rudolf Otto, som netop sætter følelserne i centrum af religion og kristendom. Det interessante er, at også Luther sætter følelserne i centrum. Enhver opmærksom læser af hans større latinsksprogede værker fra den tidlige del af hans virke studser over den hyppighed, hvormed det latinske ord for følelse, affectus, dukker op i teksterne og gør det på centrale steder. Læs videre Affectus noster in deum augendus est