En overfladisk artikel behandlet overfladisk

Kærlighed for Kierkegaard er had til menneskelivet – således lyder overskriften til en artikel i Politiken forfattet af Rune Lykkeberg her den anden dag.[1] Og stopper man op og lytter til den skingre stemme, finder man den egentlige ophavsmand til balladen i skikkelse af K.E. Løgstrup, hvis bog Opgør med Kierkegaard genudgives på forlaget Klim, selvom det nok havde tjent ham bedst, at den samlede støv på en reol i en fugtig kælder. Bogen kan nemlig bedst betegnes som én lang eklatant fejllæsning af Kierkegaard, som, hvis man vil være Løgstrup behjælpelig, bedst lader sig forstå som et patetisk forsøg på at provokere, hvilket dog bare har den uheldige effekt at ramme ham selv i ansigtet som en dårligt kastet boomerang. Dette sjask af et stridsskrift har Rune Lykkeberg nu læst, og som en flabet cockerspaniel hugger han i sig af Løgstrups tvivlsomme forståelse af Kierkegaard. Således fornemmer man i hele Lykkebergs artikel, at Kierkegaard skal ned med nakken. Og det kommer han så. Først ridser han op, hvad de fleste kan blive enige om, nemlig at Kierkegaard er: en enestående stilist, en eminent læser og en suveræn modernitetskritiker – men men men, der er noget, der stikker under det hele, for faktisk er meget af det, Kierkegaard står for, ganske afskyeligt! Herefter læses anklageskriftet mod Kierkegaard op punkt for punkt, hvor han anklages for: forkastelse af fællesskabet, forkastelse af videnskaben, forkastelse af rationaliteten, forkastelse af demokratiet og en forkastelse – o skræk! o ve! – af den kærlighed, der ikke er kristen. Et punkt leder man dog forgæves efter, men det burde have været det bærerende for hele anklagen, nemlig fordærvelsen af ungdommen – og ikke bare ungdommen forstået som én generation – nej det forfærdende ved ham er, at det lader til, at han har forpestet indtil flere generationer med sit misantropiske blæk og drabelige pen. Men ikke nok med det, han er ligefrem en ubehagelig karl, hvis man tager ham alvorligt. Og vil man ikke læse ham med denne ubehagelige alvor, så er forståelsen af ham bare det rene pjat og pjank – ja det er slet og ret vrøvl. Derfor er det vederkvægende ved at læse Løgstrups bog, ifølge Lykkeberg, at han her læses med denne alvor, hvor tankernes uhyrligheder kommer tydeligt frem fra deres indeklemte gemme. Det dragende ved Kierkegaard siges at være hans radikalitet – ja skal man tro artiklen, så er han endda en radikalitetens mester, som ser sig i stand til at hæve det enkelte menneske over fællesskabet, så den beundrende ligesom mesteren kan hæve sig op over det almene og sende et sarkastisk smil, der ligesom ler over det almenes ubehjælpsomme middelmådighed.

Efter disse anklagepunkter må vi have et signalement af den anklagede. Her må man selvfølgelig ty til efterretninger (altså hvad man ved von Hörensagen om den anklagede; hvem skulle også gide sætte sig nærmere ind i substansen, når man hurtigt ud fra andres beretninger kan danne sig et klart og præcist indblik i sagen og endnu hurtigere eksekvere dommen, ergo man springer den anklagedes forsvar over, og heldigvis kan han jo heller ikke protestere, da han for længst er død og borte, hvilket desværre også kan vise sig at skabe visse vanskeligheder for modtagelsen af en eventuel straf), og da efterretningens kilde synes at være Løgstrup, kan der gives en temmelig slående argumentation som bevisførelse for hans skyldighed. Signalementet tegnes dermed ved at lade én fremføre, hvad han mener, den anklagede mener.  Ud fra dette ganske ubestridelige grundlag kan følgende nemlig siges: Kierkegaard har fundet det karakteristisk for den moderne verden, at vi betragter det som en straf at være alene og et gode at være sammen. Men alt bør vendes på hovedet, for sandheden er mellem det enkelte menneske og Gud, men hos Kierkegaard forsvinder sandheden fuldstændig i forhold mellem mennesker, quod erat demonstrandum af Lykkebergs sufflør (Løgstrup). Hvad videre kan udredes af Løgstrups vidnesbyrd er, at skurken Kierkegaard skaber et ideal, der gør det muligt for sig selv at forkaste alle andre som middelmådige. En anden beskrivelse i artiklen af Kierkegaards tanker er, at det slet ikke skulle være meningen med livet, at vi skal være lykkelige, men lide og være ensomme. Kierkegaard taler endda frejdigt om Kristi efterfølgelse, som om at det skulle være et gode at blive hadet af sin samtid. Man kan høre, at det er en slem skurk, vi har med at gøre – som næsten må betegnes som afsindig. En sådan fordring kan jo ingenlunde indfries; så er det den kristne fordring, så er jeg én synder! Sikke en slemrian, der på den måde ved sine listige ord støder Gud fra mig ved at mistænkeliggøre min egen dejlige selvretfærdighed over for Gud. Konsekvensen af en sådan teologi er jo, at vi ikke er gode kristne af gerninger, men af nåde, eller man kunne sige, at den ubehagelige alvor, hvormed man må læse Kierkegaard, medfører, at vi alle stilles under anklage over for Gud, hvor grimt det end lyder, men jeg siger det blot for at meddele det forfærdelige i anklagen. Et andet bidrag, suffløren overbringer Lykkeberg, er, at Kierkegaards kristendom ligefrem slår om i nihilisme, man skal ikke straks standses ved det, der umiddelbart kunne forekomme at være en selvmodsigelse eller ligefrem nonsens. Grunden til denne kriminaliserende vurdering af teologen finder nemlig sin forklaring i, at det højeste ifølge Kierkegaard ifølge Løgstrup ikke kan meddeles direkte i et sprog – ja at det ligefrem unddrager sig samtale og erkendelse, den direkte og åbenlyse konklusion må jo betyde, at tavsheden har forrang over for tale og en foragt over for videnskabelig erkendelse, f.eks. den videnskabelige erkendelse af Gud eller det gode liv, hvilket bemærket i en parentes vel også kan være en af grundene til hans mange logiske fejlslutninger. Dermed har man i hvert fald et fældende bevis for, at han er en led antirationalist. Ser man sig nemlig som menneske ikke i stand til at give en fyldestgørende forklaring af Gud, der fanger ham i et begreb eller en tanke, så har man gjort ham til slet og ret ingenting – ja en nullitet – og den, der derfor fremturer med sådan en omgang øregas, må vel betegnes som proklamatør for nihilismen.  Nåh, men nu er signalementet ligesom givet, og man kan derfor i ro og mag fælde en dom:

Søren Aabye Kierkegaard, thi kendes for ret. Du har gjort dig skyldig i følgende anklagepunkter: forkastelse af fællesskabet, forkastelse af videnskaben, forkastelse af rationaliteten, forkastelse af demokratiet og en forkastelse af den kærlighed, der ikke er kristen, derudover kendes du også skyldig i nihilistiske tendenser. Du idømmes hermed fængsel i al evighed. Amen.

Før jeg vil runde helt af, så er det vel på sin plads at anbringe nogle bemærkninger, der tilkendegiver Løgstrups talent som sufflør, og ikke mindst Lykkebergs evner til at lytte efter, når replikkerne mangler. Desværre for Lykkeberg er Løgstrup dog ikke nogen eminent læser af Kierkegaard, da han har omtrent ligeså meget forståelse for Kierkegaards tanker som en flamingo har for livet på nordpolen.

Post scriptum

Hvis en læser måtte bemærke, at jeg på ingen måde gendriver anklagerne, så er det også en iagttagelse, jeg selv har gjort. Men det skyldes naturligvis, at jeg finder Lykkebergs artikel intellektuelt ligeså stimulerende, som når jeg hører et lille barn argumentere med: æh bæ bussemand, sure tæer i saftevand.

P.s.

Artiklen er optrykt i Post scriptum 2013, s. 127–129.


[1] Rune Lykkeberg: »Kærlighed for Kierkegaard er had til menneskelivet«. Politiken, 31. august 2013, sektion Bøger, s. 10.

Skriv et svar