Et fragment af kærlighedens teologi.

Gud er kærlighed, siger Johannes i sit første brev (1 Joh 4,8b); men nu er hverken “Gud” eller “kærlighed” som bekendt helt entydige begreber, så der kan nok være behov for at afklare eller i hvert fald undersøge nærmere, hvad der egentlig menes med udsagnet.

Mange problemer er opstået, når tilbedelsen af den elskede forvandler Gud er kærlighed til min elskede er gud; som Jorge Luis Borges angiveligt udtalte, er (menneskelig) kærlighed det samme som at skabe en religion med en ufuldkommen gud, nemlig den elskede.

At forstå Gud som kærlighed er således ikke helt ligetil. Derfor er det godt, at Werner G. Jeanronds bog Kærlighedens teologi udkom på dansk i 2012. Bogen behandler kærlighedens forhold til teologien og til Gud ud fra en lang række indfaldsvinkler: Hvordan er forholdet imellem Guds kærlighed og næste­kærlighed (og politik)? Kan man skelne imellem erotisk kærlighed (eros) og kristen kærlighed (agape) – og i så fald: hvordan? Og hvad med ægteskabet? For at svare på disse og andre spørgsmål undersøger Jeanrond kærligheds­teologien hos en række teologer, bl.a. Augustin, Bernhard af Clairvaux, Thomas Aquinas, Martin Luther, Søren Kierkegaard, Anders Nygren, Karl Barth, Eberhard Jüngel, Paul Tillich, Karl Rahner og Joseph Ratzinger, og det kommer der meget godt ud af, som nævnt bl.a. en kritisk diskussion af Anders Nygrens allestedsnærværende sondring imellem eros og agape.

Min hensigt her er imidlertid ikke at anmelde bogen;^[1] derimod vil jeg påpege en enkelt uforklarlig og afgørende mangel i den, nemlig at Jeanrond slet ikke behandler G.W.F. Hegels kærlighedsbegreb. Faktisk er Hegel fuldstændigt fraværende i bogen, hvilket ikke mindst bliver påfaldende i afsnittet »Eberhard Jüngels kærlighedskristologi« (s. 167–172). I sit hovedværk Gott als Geheimnis der Welt undersøger Jüngel bl.a., hvordan udsagnet Gud er kærlighed ikke betyder det samme som kærlighed er Gud;^[2] men Jeanronds læsning af Jüngel bliver mærkeligt løsrevet fra baggrunden, når Jüngels påvirkning fra Hegel ikke er med i billedet.^[3]

Den altid bistert udseende Hegel var i sin egen levetid en stor filosofisk kanon også blandt danske intellektuelle, men siden Kierkegaards latterliggørelse af de danske hegelianere har det været sværere for den filosofiske idealismes Meister aus Deutschland at trænge igennem herhjemme.^[4] Selv når Hegel dukker op, ses han ofte igennem Kierkegaards prisme, som f.eks. når Birgitte Kvist Poulsen i bogen Hegel og treenigheden temmelig anakronistisk skriver, at Hegels tænkning om kærlighed har »en nærmest kierkegaardsk tone«.^[5]

Under alle omstændigheder er det værd at lægge mærke til, at Hegel i sin religionsfilosofi beskriver kærlighedens væsen netop i et afsnit, der handler om Guds treenighed. Hegel trækker naturligvis her på den vestlige kristenheds tradition fra bl.a. Augustin for at opfatte den treenige Gud som et kærligheds­forhold imellem Faderen og Sønnen, idet Helligånden er kærlighedens bånd, vinculum caritatis, imellem dem. Hegels kærlighedsanalyse gælder selve begrebet om kærlighed som sådan, altså også imellem mennesker, men kærligheden i sin egentlige form beskrives ved analyse af de indre-trinitariske relationer imellem de tre guddommelige personer: Gud Fader er Fader, fordi han er far til Gud(s) Søn; Faderens hele identitet er altså konstitueret ved kærlighedsforholdet til Sønnen, og tilsvarende er Kristus Gud(s) Søn, fordi han er søn af Faderen. Helligånden udgår fra Faderen og Sønnen (filioque!) og er den kærlighedsånd, der gør dem til én Gud.

Lad os derfor give ordet til Hegel, der her – på samme tid kryptisk og sælsomt skønt – analyserer, hvad det vil sige, at den treenige Gud er kærlighed:

Dette, at det er sådan, er nu ånden selv eller, udtrykt alt efter opfattelsesmåde, den evige kærlighed. Den hellige ånd er den evige kærlighed. Når man siger »Gud er kærlighed«, så er det meget stort og sandt sagt; men det ville være meningsløst kun at opfatte dette enkelt, som en enkel bestemmelse, uden at analysere, hvad kærligheden er. For kærligheden er at sondre imellem to, som dog for hinanden simpelthen ikke er forskellige. Følelsen af og bevidstheden om denne identitet er kærligheden, dette at være ude af mig selv:^[6] Jeg har ikke min selvbevidsthed i mig selv, men derimod i den anden, men denne anden, i hvem jeg alene er tilfredsstillet, og i hvem jeg alene har fred med mig selv – og jeg er kun, for så vidt jeg har fred i mig; har jeg ikke det, så er jeg modsætningen, der går fra sig selv –, denne anden, idet den også er ude af sig selv, har kun sin selvbevidsthed i mig, og begge er kun denne bevidsthed om deres væren-uden-for-sig-selv og om deres identitet. Denne anskuen, denne følen, denne viden om enhed – det er kærligheden.

Gud er kærligheden, dvs. denne sondring og intetheden af denne sondring, denne sondrings leg, der ikke er alvor, der på samme måde er sat som ophævet, dvs. den evige, enkle idé. Denne evige idé er da i den kristelige religion udtalt som det, der kaldes den hellige treenighed; det er Gud selv, den evigt treenige.^[7]

[1] For anmeldelser se f.eks. Carsten Pallesen: »Nye lektioner i kærlighedens teologi«, i Bibliana, eller Sørine Gotfredsen: »Kærlighed, krop og frisættelse«, i Kristeligt Dagblad.

[2] Eberhard Jüngel: Gott als Geheimnis der Welt. Zur Begründung der Theologie des Gekreuzigten im Streit zwischen Theismus und Atheismus. (Mohr Siebeck, 1977; 8. Auflage, 2010), § 20, »Der Gott, der Liebe ist. Zur Identität von Gott und Liebe«, s. 430–453.

[3] Om Hegels betydning for Jüngel se bl.a. Peter Thyssen: Eberhard Jüngel (Forlaget Anis, 2002), særligt s. 4–44.

[4] Kierkegaard udstillede bl.a. de danske hegelianere i for eksempel skuespil-fragmentet med den kostelige titel Den altomfattende Debat af Alt imod Alt / ell. / Jo galere jo bedre. / […] Striden mellem den gamle og den nye Sæbekielder. Heroisk-patriotisk-cosmopolitisk-philantropisk-fatalistisk Drama (Journalen DD, nr. 208 (SKS 17, s. 280 ff.)). Moderne Kierkegaard-fortolkeres Hegel-had fandt udtryk hos bl.a. Niels Thulstrup (1924–1988), der var så opsat på at påvise Kierkegaards modstand mod Hegel, at Thulstrup undertiden måtte korrigere Kierkegaard selv, når denne ikke havde udtrykt sin anti-hegelianisme klart nok (jf. bl.a. Niels Thulstrup: Kierkegaards forhold til Hegel og til den spekulative idealisme indtil 1846 (København, 1967)).

[5] Birgitte Kvist Poulsen: Hegel og treenigheden (Forlaget Anis, 2009); s. 216.

[6] Eller »at være uden for mig selv«: »außer mir zu sein«, jf. ex-sistere.

[7] Min oversættelse af Georg Wilhelm Friedrich Hegel: Werke (Suhrkamp, 1969), bd. 17: Vorlesungen über die Philosophie der Religion. 2. Vorlesungen über die Beweise vom Dasein Gottes. Zweiter Teil. Die bestimmte Religion; s. 221 f.:

Dies, daß es so ist, ist nun der Geist selbst oder, nach Weise der Empfindung ausgedrückt, die ewige Liebe. Der heilige Geist ist die ewige Liebe. Wenn man sagt: »Gott ist die Liebe«, so ist es sehr groß, wahrhaft gesagt; aber es wäre sinnlos, dies nur so einfach als einfache Bestimmung aufzufassen, ohne es zu analysieren, was die Liebe ist. Denn die Liebe ist ein Unterscheiden zweier, die doch füreinander schlechthin nicht unterschieden sind. Das Gefühl und Bewußtsein dieser Identität ist die Liebe, dieses, außer mir zu sein: ich habe mein Selbstbewußtsein nicht in mir, sondern im Anderen, aber dieses Andere, in dem nur ich befriedigt bin, meinen Frieden mit mir habe – und ich bin nur, indem ich Frieden in mir habe; habe ich diesen nicht, so bin ich der Widerspruch, der auseinandergeht –, dieses Andere, indem es ebenso außer sich ist, hat sein Selbstbewußtsein nur in mir, und beide sind nur dieses Bewußtsein ihres Außersichseins und ihrer Identität. Dies Anschauen, dies Fühlen, dies Wissen der Einheit, – das ist die Liebe.

Gott ist die Liebe, d. i. dies Unterscheiden und die Nichtigkeit dieses Unterschieds, ein Spiel dieses Unterscheidens, mit dem es kein Ernst ist, das ebenso als aufgehoben gesetzt ist, d. h. die ewige, einfache Idee. Diese ewige Idee ist denn in der christlichen Religion ausgesprochen als das, was die heilige Dreieinigkeit heißt; das ist Gott selbst, der ewig dreieinige.

P.s.

Artiklen er optrykt i Post scriptum 2014, s. 76–79.