Alle indlæg af Johannes Aakjær Steenbuch

Om Johannes Aakjær Steenbuch

Cand.mag., ph.d. (filosofi)

Hvad mener vi, når vi siger, at kristendom ikke er religion?

Noter om religion og evangelium.

“Jeg hader og forkaster jeres fester,
jeg bryder mig ikke om jeres festdage.
Når I bringer mig jeres brændofre og afgrødeofre,
tager jeg ikke imod dem,
og måltidsofre af jeres fedekvæg vil jeg ikke se.
Fri mig for lyden af dine sange,
dine harpers klang vil jeg ikke høre!
Men ret skal strømme som vand,
retfærdighed som en stadig rindende bæk.” (Amos 5,21–24)

Lucas Cranach d.æ.: Adam og Eva (1526, udsnit)
Lucas Cranach d.æ.: Adam og Eva (syndefaldet; 1526, udsnit).

Der er igen tegn på nye religiøse strømninger i dansk kirkeliv. Nogle taler om at genfinde en kristen “trospraksis”, så det igen giver mening at tale om “helliggørelse” og om at leve et “helligt liv”. Der dyrkes forskellige former for meditation og bønspraksisser, og der spadseres ture besmykket med titlen “pilgrimsvandring”. Vi efterspørger religiøs underholdning, spændende ritualer, udklædning, pomp og pragt. Andre dyrker apologetik og “kristent trosforsvar” eller peger på kristendommens samfundsmæssige værdi og det problematiske i undergravningen af “traditionelle kristne værdier”. Nogle brokker sig over, at folk ikke har pænt tøj på i kirken, mens andre i deres begejstring over religiøs performance og liturgisk praksis fremfører påstande i stil med, at “det er ikke indholdet, men formen, der frelser”. Eller måske siger man, at kirkebygninger, med alt hvad de indebærer af religiøs æstetik, er absolut nødvendige for at forkynde evangeliet “rent og purt”. Eksempler er der masser af. Læs videre Hvad mener vi, når vi siger, at kristendom ikke er religion?

Myten som tugtemester? Menneskets sprog og Guds almagt ifølge Klemens af Alexandria

Klemens af Alexandria (ca. 150–ca. 215)
Klemens af Alexandria
(ca. 150–ca. 215)

Foredrag i Studenterkredsen 23. april 2015. Højskolesang: Solen står stille i Gibeons dal (Bukdahl).

“Du, i ledtog med Titaner,
Storme ville Himmerig,
Skjønt den Gudlighed, man raner,
Just er anti-kristelig,
Tvertimod hvad han berømde,
“Ordet”, som sig selv udtømde
Til en Barne-Lallen spæd!

Du forbedre vilde “Troen”,
Skjønt den er, som Gud, saa god,
Alt for knap dig syndes Skoen,
Til en Christens Kæmpefod,
Du udvided den, desværre!
Saa den passed ei Vorherre
Som et Barn i Bethlehem

Nei, saalidt som Skaber-Aanden
Laaner Vinge-Fjer af Giæs,
Fatted ham med Pen i Haanden
Klemens og Origenes;
Deres Aands-Begreb var Luften,
Deres Ord-Begreb Fornuften,
Som den har hver Djævel arm!”[1]

(Grundtvig)

Sådan skriver Grundtvig om “Græker-Menigheden” i sin Christenhedens Syvstjerne. Grundtvigs pointe var kort sagt, at den senantikke græske kristendom udviklede sig til filosofisk spekulation og derved endte med at give køb på evangeliet.

I det følgende vil jeg ikke tage ensidigt parti for Klemens. Men jeg mener dog, at der er noget at hente hos ham, ikke mindst hvad angår hans forestillinger om menneskets sprog og mytens funktion. Klemens’ opfattelse er kort sagt, at Gud gennem sin almagt og sit forsyn har indrettet hedensk visdom, digtning og den slags, så det ligesom loven for jøderne tjener som tugtemester til Kristus. Læs videre Myten som tugtemester? Menneskets sprog og Guds almagt ifølge Klemens af Alexandria

En skræk i livet (selv)

Udvidet polemisk prædiken over Joh 12,25–26.

“Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære.” (Joh 12,25–26)

tamataBevæger man sig i østlig retning fra Athens Syntagma-plads, ad hovedgaden Vassilissis Sofias, finder man på højre hånd museet for byzantinsk kunst. For tiden står der i gården en gammel fiskekutter, tilplastret med gyldne og sølvskinnende plader. På pladerne står på farsi og arabisk navne på flygtninge, som er omkomne på deres vej over Middelhavet i små både i stil med fiskekutteren. Pladerne er udformet som de såkaldte tamata, små metalplader med bønner, som anvendes i den ortodokse kirke. De omkomnes navne er blevet en bøn om frelse. På et tilhørende skilt forklares, at båden er et mindesmærke over de døde og en bøn om guddommelig indgriben. Installationen er derved en klar påmindelse om en ulykkelig situation for Grækenland og Europa i det hele taget – men også en påmindelse, såvel som et håb om, at kun Gud kan løse problemerne endeligt. Læs videre En skræk i livet (selv)

“Tænk globalt, handl lokalt!” – Noter om Jacques Ellul, håbløshed og håb

jacques_ellul I anledning af foredrag i Trosforum, 21. maj 2014.[1]

“Tænk globalt, handl lokalt!”. Sådan lyder et kendt venstrefløjsaktivistisk slogan. Men ordene har faktisk rødder i den dialektiske teologi, i skikkelse af den franske jurist, filosof og teolog Jacques Ellul (1912–1994).

Ellul skrev over 50 bøger og mange hundrede artikler, deriblandt også amerikanske, i alt fra Playboy Magazine til Sojourners og Katallegete. Ellul har inspireret øko-aktivister, venstrefløjsanarkister, teknoantropologer og marxister, såvel som moderne mennoniter, tidehvervsfolk, nationalkonservative og evangelikale. Et eksempel på det sidstnævnte er det amerikanske konservativt-evangelikale Wheaton Colleges store Ellul-arkiv. Blandt de mere tragiske eksempler på Ellul-inspirerede er UNA-bomberen, Ted Kaczynski, som efter sigende havde Elluls teknikkritiske hovedværk liggende på sit natbord. Læs videre “Tænk globalt, handl lokalt!” – Noter om Jacques Ellul, håbløshed og håb

Retfærdighed? Hvilken retfærdighed?

Noter over prædiken over Matt 26,6–13.[1]

Peter Paul Rubens (1577–1640): Kristus his Simon Farisæeren/den Spedalske
Peter Paul Rubens (1577–1640):
Kristus hos Simon Farisæeren/den Spedalske

“Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus, kom der en kvinde hen til ham med en alabastkrukke fuld af meget kostbar olie og hældte den ud over hans hoved, mens han sad til bords. Da disciplene så det, blev de vrede og sagde: »Hvorfor ødsle sådan? Denne olie kunne jo være solgt for mange penge og givet til de fattige.« Men da Jesus mærkede det, sagde han til dem: »Hvorfor gør I det svært for kvinden? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid. Hun har hældt denne olie ud over mit legeme som en forberedelse til min begravelse. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden dette evangelium prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.«” Læs videre Retfærdighed? Hvilken retfærdighed?

Det erotiske gudsbevis?

Linjevogterteologiske opstød over Thomas Østergaard Aallmanns bog Længsel.[1]

Thomas Østergaard Aallmann: Længsel. Fredericia: C.S. Lewis Selskabet/Fokal/Lohse
Thomas Østergaard Aallmann: Længsel (Fredericia: C.S. Lewis Selskabet/Fokal/Lohse, 2013).

Sognepræst Thomas Østergaard Aallmann har skrevet en bog om længsel. Det følgende er ikke så meget en anmeldelse, som nogle kritiske bemærkninger.

Stilmæssigt er Aallmann i boldgade med den amerikanske populærteolog Rob Bell, eller noget i den dur. Korte sætninger. Punktummer. Det er ganske forståeligt, at teologer, som er vant til tør tysk tænkning, finder det forfriskende med populærteologi i denne genre. Men hvor Bell er funderet i en bibelsk teologi, kører Aallmann desværre ofte af sporet i filosofisk sniksnak.

Tilgangen i det følgende er dog hverken æstetisk, psykologisk eller (forresten) interesseret i samfundsaktuelle spørgsmål. Der er gode, fine ting i bogen, som let og elegant vil blive forbigået: Hele Aallmanns opgør med moderne nihilisme, overfladiskhed og historieløshed, forsvaret for den historiefortællende tilgang til troen. Fine ting. Læs videre Det erotiske gudsbevis?

Kættere, stråmænd og imaginære fjender i teologisk begrebscirkus

Pedro Berruguete (ca. 1450–1504): Skt. Dominicus præsiderer over en kætterbrænding (1475)
Pedro Berruguete (ca. 1450–1504):
Skt. Dominicus præsiderer over en kætterbrænding (1475)

Præster elsker ordkløveri. For tiden er det begrebet ‘teisme’, der er i vælten. For og imod.

Det kommer sig af, at en bispekandidat, Elof Westergaard, står som medforfatter på en bønnebog med et efterskrift, der har skabt en del debat. I efterskriftet efterlyses et opgør med “den form for teisme, der placerer Gud som en overnaturlig magt uden for verden”. I stedet vil man “i højere grad […] fokusere på nærværet mellem Gud og menneske”. Kritikerne påpeger, at en teologi, der ikke “opererer med afstand og adskillelse mellem skaber og skabning”, ikke har meget tilfælles med det gudsbegreb, som trosbekendelserne bygger på. Elof Westergaard er derfor blevet udnævnt til kætter af præst Claus Thomas Nielsen. Det skulle vistnok være satire, men beskyldningen er alvorlig nok.

Det har så efterfølgende resulteret i en debat for og imod “teisme” som sådan (hvad dette betyder, skal vi se på nedenfor). Man kan i debatten finde alle de klassiske retoriske tricks: Generalisering ud i det absurde, tvivlsomme etymologiske analyser, som forskubber betydningen af den angivelige modstanders begreber, og guilty-by-association. Fx fik en præst på Facebook således anklaget en af sine teistiske modstandere for at være i ledtog med oplysningstænkningen, Læs videre Kættere, stråmænd og imaginære fjender i teologisk begrebscirkus

Den farlige negative teologi: Spredte bemærkninger

Jeg havde for nylig en besynderlig oplevelse til et seminar i Aarhus. Seminaret skulle handle om Origenes, kirkefaderen fra Alexandria. Jeg arbejder egentlig ikke med Origenes, men præsenterede mit projekt om såkaldt negativ teologi hos nogle af kirkefædrene. Det handler kort sagt om, hvordan vi kan tale om Gud på trods af, at Han er helt ubegribelig for det menneskelige sind. Det gjorde man i oldkirken ved at tale om, hvad han ikke er. Altså negativt: Gud er usynlig, uudsigelig, uendelig og så videre. Jeg spurgte til slut, om nogen kunne sige noget om et par passager, jeg havde fundet hos Origenes. Det kom der ikke meget ud af. Flere bedyrede, gerne på engelsk med tysk skurkeaccent, at de egentlig ikke “bryder sig om negativ teologi”. Jeg burde skrive om noget positivt, noget håndgribeligt. En tilhører bemærkede, at Hegel vist skriver et sted, at negativ teologi gør mennesker arrogante. Det var vist noget med, at hvis Gud er fjern, så puster folk sig op. Jaså, interessant måske, men ikke særlig relevant.

Det er ikke kun universitetsteologer, som rynker på brynene. Jeg møder især ofte amerikanere, som studser, når jeg fortæller om mit projekt: “Wow, that sounds pretty controversial, dude!”. Læs videre Den farlige negative teologi: Spredte bemærkninger