Det erotiske gudsbevis?

Linjevogterteologiske opstød over Thomas Østergaard Aallmanns bog Længsel.[1]

Thomas Østergaard Aallmann: Længsel. Fredericia: C.S. Lewis Selskabet/Fokal/Lohse
Thomas Østergaard Aallmann: Længsel (Fredericia: C.S. Lewis Selskabet/Fokal/Lohse, 2013).

Sognepræst Thomas Østergaard Aallmann har skrevet en bog om længsel. Det følgende er ikke så meget en anmeldelse, som nogle kritiske bemærkninger.

Stilmæssigt er Aallmann i boldgade med den amerikanske populærteolog Rob Bell, eller noget i den dur. Korte sætninger. Punktummer. Det er ganske forståeligt, at teologer, som er vant til tør tysk tænkning, finder det forfriskende med populærteologi i denne genre. Men hvor Bell er funderet i en bibelsk teologi, kører Aallmann desværre ofte af sporet i filosofisk sniksnak.

Tilgangen i det følgende er dog hverken æstetisk, psykologisk eller (forresten) interesseret i samfundsaktuelle spørgsmål. Der er gode, fine ting i bogen, som let og elegant vil blive forbigået: Hele Aallmanns opgør med moderne nihilisme, overfladiskhed og historieløshed, forsvaret for den historiefortællende tilgang til troen. Fine ting.

Tilgangen i det følgende bygger derimod (som sædvanlig) på den kritiske præmis, at de fleste, hvis ikke alle, kætterier opstår, idet den ‘kristne distinktion’ mellem skaber og skabning forvitres (Sokolowski) og erstattes af filosofisk spekulation: “Gud er i Himmelen og du på Jorden” (Præd 5,1). Jeg vil dog ikke anklage Aallmann for kætteri, selvom det er oppe i tiden. Men hans bog slipper ikke for en god dosis linjevogterteologisk smålighed.

En omvej

Jeg ved ikke, hvad man skal lægge i, at bogen indledes med et Nietzsche-citat (“Og alle dem, der dansede, blev anset for at være gale af dem, der ikke kunne høre musikken”). Dog synes citatet ufrivilligt at varsle, at her har vi at gøre med et værk, som først og fremmest er filosofisk. Men først en omvej.

Da jeg for nylig skrev om et debatarrangement i Studenterkredsen, kom jeg for skade at omtale Aallmann som ‘garderobeteolog’. Det førte til beskyldninger om usaglighed, som ikke var helt i skoven, da jeg ikke kendte Aallmanns forfatterskab på første hånd. Jeg skyndte mig at få Studenterkredsens redaktør til at rette teksten, så ordet i det mindste optrådte i anførselstegn. Så kunne man jo i hvert fald undskylde med, at det ikke var mit begreb, hvis nogen skulle spørge. Tørre den af på andre.[2]

Da jeg gik i gang med Aallmanns Længsel, fortrød jeg endnu mere, at jeg ukritisk (og uvidende) overtog begrebet ‘garderobeteologi’. For der er ingen tvivl om, at Aallmann taler om virkelige ting, tager udgangspunkt i konkrete erfaringer, episoder og i fænomener, som vi alle kender til, i et eller andet omfang, men også randerfaringer fra ekstremen, som vi har godt af at høre om. Der er derfor ikke meget ‘garderobe’ over Aallmann.

Vi stryger ordet ‘garderobe’ og håber så, at ordet ‘teologi’ kan stå funklende klart tilbage. Men det er desværre heller ikke muligt. For særlig meget med teologi at gøre har Længsel ikke; jo en filosofisk, populærplatonsk en af slagsen, måske, men kristen teologi er der ikke meget af.

Populærplatonisme? Jo, som Aallmann selv skriver:

“Det er, som kunne Platon i mødet med evangeliet have sagt om sin hulelignelse: ‘Nå, det var det, som jeg hele tiden prøvede at sige!’” (s. 144)

Populærplatonisme er en let fordøjelig platonisme, uden alle de problemer, der eksplicit og med vilje knyttede sig til Platons tænkning. Det er ikke et nyt fænomen. Platonismen var vel nærmest folkelig i senantikken og har farvet kristendommen fra begyndelsen – ikke mindst gennem Augustin, som Aallmann vist er ret inspireret af. Når jeg anvender begrebet ‘populærplatonisme’, skal der derfor forstås mere end en blot polemisk gestus.

Det erotiske gudsbevis: Kristendom som filosofisk fernis?

Hos Aallmann kommer populærplatonismen især til udtryk i det, jeg vil kalde ‘det erotiske gudsbevis’. Det fungerer omtrent sådan her:

Ligesom kroppen tørster efter vand og mad, og sjælen efter viden og selverkendelse, tørster ånden efter glæde og visdom fra Gud (s. 36). Det guddommelige lys falder ind i menneskets verden igennem den skabte natur (s. 45). Det gælder derfor om at bruge denne verdens gode, sande og skønne ting, som en slags pejlemærker, der kan lede os frem til det gode, sande og skønne selv. Det “lave er en inkarnation af det høje” (s. 45). Og nej, Aallmann taler ikke om Guds inkarnation i Kristus (gør han?), men om, at alt hernede afspejler det gode, det sande og det skønne.

Denne tanke findes fx i Diotimas tale i Platons dialog Symposion. Eros er det bindeled, den længsel og begær, der gør, at vi efterstræber det, vi ikke har. Men ved at bruge denne verdens goder som en slags stige (scala amoris) kan vi nå det gode selv.

Hos Aallmann er det dog ikke blot et spørgsmål om, hvad længsel er, men om, at længslen faktisk beviser Guds eksistens. Aallmanns argument er, kort sagt, at når mennesket nu har sådan en længsel efter Gud (og det har alle mennesker “dybest set”, selvom længslen ikke er “fæstnet til sin genstand”), er Guds eksistens den enkleste og derfor mest sandsynlige forklaring på denne længsel (qua Ockhams ragekniv: at vi altid skal være klar til at skære overflødige forklaringer bort?).

I modsætning til antikkens ‘objektive’ platonisme er der imidlertid et klart subjektivt grundlag for Aallmanns gudsbevis. Det er med udgangspunkt i det enkelte tænkende og følende menneskes egen længsel, at det kan tale om Gud. Som hos René Descartes (1596–1650) er tænkningens udgangspunkt subjektet selv (subjektsfilosofi). Aallmanns gudsbevis minder derved om Descartes’ og Pascals såkaldt antropologiske gudsbeviser: I den tredje meditation ‘beviser’ Descartes Guds eksistens med henvisning til, at mennesket har en idé om Gud, som det ikke kan have fået, hvis Gud ikke eksisterer.

Det er ikke klart, at Aallmanns eros-baserede gudsbevis egentlig er væsensforskelligt fra Descartes’, men for overskriftens skyld kalder jeg det et ‘erotisk gudsbevis’. Problemet med den slags gudsbevis er, som med alle gudsbeviser, at den ‘gud’, man finder frem til, er et produkt af menneskets fantasi, fornuft, følelser, længsel, eller hvad man nu måtte basere sit ‘bevis’ på. Mennesket skaber en gud i sit eget billede og indsætter derved sig selv som Gud. Gudsbeviser er den ultimative selvhævdelse (for så vidt havde Nietzsche da vist forstået noget, apropos citatet ovenfor).

Kristendommens kernebegreber bliver til en tynd fernis, som skal dække over grundlæggende filosofiske idéer. Der optræder godt nok bibelcitater hist og her, som en slags krydderier. Men de virker underligt løsrevne fra sammenhængen, og det er, som om de mest af alt skal tjene som alibi for det Platon-opkog, som fx følgende:

“Med Kristus stadfæster Gud mod og tapperhed som kristne dyder. Det mod og den tapperhed, der vokser ud af din længsel efter det gode, det sande og det skønne.” (s. 23)

Vi er faldet fra Paradis til jorden, skriver Aallmann (s. 141).

“Vi er fra Paradis og er nu ude af Paradis, men vi skal tilbage til Paradis igen.” (s. 70)

“Børn og gamle mennesker har en myndighed i blikket, der kommer fra kærlighed til det gode, det sande og det skønne – barnet har det, fordi det lige er kommet fra Gud…” (s. 21)

Kommet fra Gud? Det er igen platonisme, ikke kristendom, hvor børn kommer fra deres forældre. Som skabte af Gud til at leve på jorden har vi aldrig boet i ‘himlen’. Vi er skabninger, ligesom alt andet: “Gud har udskilt menneskene, for at de skal indse, at de ikke er andet end dyr.” (Præd 3,18). Kristendommen taler ikke, som Aallmann, om en hjem-ude-hjem-bevægelse, men om at vi har retning mod noget helt nyt, ubegribeligt, som i Bibelen kaldes Guds rige, Himmelens rige, Det Ny Jerusalem, og så videre.

Et beslægtet problem: Når platonisme og kristendom rodes sammen, erstattes det kristne kærlighedsbegreb af platonismens idé om kærlighed som ‘eros’. Jeg citerer “Den Store Danske”:

“Inden for kristen teologi er eros blevet karakteriseret som en begærende, egocentrisk kærlighed til og længsel efter det guddommelige, typisk for platonisk filosofi og hellenistisk religion. Eros ses som væsensforskellig fra den ægte kristne kærlighed, agape. I modsætning til agape er eros motiveret af en genstands værdi, fordi eros indeholder en vilje til at erhverve og eje, som bunder i egen mangel.”

Fint. Mennesket skal ikke besidde Gud. At elske Gud betyder, kristeligt set, ikke at ‘begære’ Ham, men at gøre Hans vilje (1 Joh 5,3). At elske andre betyder ikke at ‘begære’ dem, men at gøre mod andre, som vi vil, at andre skal gøre mod os (Luk 6,31).

Det er dog for nemt at beskylde Aallmann for at være rendyrket sentimentalist og total-subjektivist. Han skriver faktisk at:

“Guds ord er altafgørende. Det er vigtigt, at vi ikke dyrker hjertet, fordi det kan lede os.” (s. 92).

“Kristus kommer, hvor mennesket mindst venter det.” (s. 152).

“[i] stedet for at stige ud fra det menneskelige hjerte stiger det himmelske ned fra Gud som det ny Jerusalem” (s. 134).

“[f]ra begyndelsen fortæller Gud os, hvad han vil i stedet for, hvad vi vil” (s. 135).

“evangeliet er aldrig i menneskets reaktion, men altid i Guds aktion: At Kristus kommer.” (s. 151).

Gode ord! Desværre går det alligevel galt.

Menneskesynet

Som nævnt gøres kristendommen til garant for den græske filosofis begreber om dyder, det gode, sande og skønne. Disse kender mennesket inderst inde til, og det har kun mistet sansen for dem, fordi det er blevet forvirret. Som i platonismen er synd egentlig ikke andet end uvidenhed. Bogens største og helt afgørende problem er således manglen på et syndsbegreb. Det findes egentlig ikke, hverken eksplicit eller implicit.

“Der er en længsel i dit hjerte, der er god. Også selv om din længsel kan føles ulykkelig, så er den god. Den er god, fordi dit rastløse hjerte måske nok er et udtryk for, at du aldrig bliver virkeligt tilfreds i dit liv, men det er samtidigt også et tegn på, at der er håb. Dit hjerte er derfor godt, for med det bærer du på en uvurderlig vision.” (s. 67)

Længslen efter Gud er noget naturligt og godt. Fx:

“Længslens retning peger frem, ud og op. For du er skabt sådan. Det er din natur. […] Du er født længselsfuld og har altid været sådan. Hele vores liv er i sin natur et stort behov.” (s. 30)

Fremskridt betyder derfor “at komme nærmere det sted, hvor du dybest set gerne vil være.” (s. 30–31). I god overensstemmelse med Descartes’ subjektsfilosofi synes Aallmanns forsoningslære at være den subjektive, hvor Kristus lærer os, hvordan vi finder frem til Gud. Eller endnu værre, forsoning er at “blive ét med sig selv” (s. 72) – her altså også et strejf af nyplatonisme, hvor selvenhed er det afgørende.

Længslen efter Gud er, siger Aallmann, noget naturligt, noget som alle mennesker har, dybest nede. At vi tror noget andet, at Gud ikke findes, skyldes ene og alene, at vi er blevet bildt ind, at vores længsel ikke betyder noget. Det er de kulturradikales skyld. Men hvis bare ideologierne bliver skrællet af, vil det naturlige menneskes såre gode og rigtige længsel stå funklende klart tilbage – og vupti!

Anderledes er det bibelske vidnesbyrd: “Gud skuer ned fra Himlen på Menneskenes Børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud.” (Sl 53,3). Men nej, “der er ingen forstandig, der er ingen, som søger efter Gud” (Rom 3,11).

“Herren så, at Menneskenes, Ondskab tog til på Jorden, og at deres Hjerters Higen og Tragten kun var ond Dagen lang.” (1 Mos 6,5)

“Hjertet er svigefuldt fremfor alt, det er sygt, hvo kender det?” (Jer 17,9)

“Menneskehjertets Higen er ond fra Ungdommen af” (1 Mos 8,21)

Sådan er det bibelske vidnesbyrd.

Kristendommen skuffer!

Aallmann skriver, at “[a]lle vores følelsesmæssige, teologiske og eksistentielle spørgsmål finder sit svar inde i hans glæde” (s. 62). Men er det ikke langt snarere sådan, at kristendommen er Guds spørgsmål til os: “Hvem siger I, at jeg er?” (Matt 16,13), spørgsmål som afkræver svar, og som gør, at vi helt selv må glemme vores egne spørgsmål?

Mennesket kan jo ikke søge efter Gud, for den evne har vi slet ikke. Det er derfor, Gud må søge efter os. Når Gud alligevel nærmer sig mennesket, er det på trods:

“Jeg havde Svar til dem, som ej spurgte, var at finde for dem, som ej søgte; jeg sagde: “Se her, her er jeg!” til et Folk, der ej påkaldte mig.” (Es 65,1)

Nok taler kristendommen om længslen efter en Messias. Mennesket ved udmærket godt, at det har brug for en frelser. Men med Jesus skuffes alle vores forventninger og ‘visioner’. Ellers er det svært at forstå, hvorfor folk blev så skuffede, at han måtte hamres op. Vi havde håbet på en sværdsvingende helt, i stil med Aallmanns idealmand, men fik det modsatte. Vi havde håbet på en dragedræber (eller en Aslan-agtig løvetype), men fik et menneske, som lod sig sælge til døden, som løsesum for os, i stedet for at give djævelen og vores fjender nogle bank. Gud snyder både menneske og djævel, og begge står tomhændede tilbage. Men netop derfor kan vi dagligt modtage de gaver, som viser sig at være anderledes end dem, vi selv ønskede, men som ikke desto mindre – eller netop derfor – er rige gaver. Ja, de rigeste. De tomme hænder fyldes, selvom de aldrig rakte ud (Nord).

Gud viste sig at være en helt anden, end mennesket havde håbet. Og han gør det igen og igen. Det bliver i hvert nyt øjeblik af menneskets liv til dom for dets vilje, længsler og håb, for Kristus er ikke den, som mennesket “dybest set” helst vil have, og Guds rige ikke det sted, hvor mennesket “dybest set” gerne vil være. Mennesket kan ikke tage det “spring af ånd”, som Aallmann mener, det er den eneste skabning, der er i stand til (s. 28). Kun Gud kan tage et spring af ånd og gør det julenat og hver eneste gang, han tager bolig i et menneske. Men det er ude af vores hænder. Det eneste, vi kan gøre, er vel ikke at stritte imod.

Menneskets vilje er ikke i stand til at række ud efter Gud, men Gud kan give os sin Ånd. Det ved Aallmann nok egentlig også godt, når han skriver, at “komme i Himlen er at lade sig føre af Gud. Det er at falde ind i glæde. At blive Guds er at give slip.” (s. 100). Men det viljesbegreb, der ellers bliver udfoldet i bogen, gør, at dette må forstås sådan, at det at give slip er at overgive sig til sin egen naturlige længsel.

At sprælle i kviksand

Problemet står egentlig allerede klart med bogens første ord: “Mit mål med denne lille bog er at bekræfte dig i, at du er skabt til noget større.” Bekræftelse er netop, hvad Aallmann vil give sin læser. Og det gør han altså ved at bilde os ind, at vi alle dybest nede i vores “natur” længes efter Gud.

Så kunne man jo have stoppet der og i øvrigt spørge, hvorfor man overhovedet skal interessere sig for den slags litteratur? Det er der i hvert fald én god grund til: Bogen er et interessant eksempel på, hvordan gode intentioner ikke altid er nok, men kan gøre tingene meget værre.

Aallmann angriber således den moderne subjektivisme, et selv-centreret verdensbillede og det kolde og egoistiske menneskesyn, der følger deraf. Et menneskesyn hvor det er umuligt at forestille sig at ofre sig for andre. Et udmærket projekt, som fortjener al mulig opbakning. Men i stedet for at gøre kål på subjektivismen ender Aallmann med at bekræfte den. Det er som at se nogen sprælle i kviksand.

Thomas Østergaard Aallmann burde begynde med Kristus selv, ikke med sine, mine eller nogens følelser, hvor fine og dybe de end er; ikke med “manden i spejlet”, som det hedder med en Michael Jackson-parafrase (s. 116).


[1] I anledning af Meinungsgadekonventet 24. februar 2014.

[2] Ordet ‘garderobeteologi’ blev vist opfundet af sognepræst Thomas Reinholdt Rasmussen og refererer til dyrkelsen af C.S. Lewis’ (delvist) mytologiske kristendomsforståelse. Det er vist noget med, at kristendommen gøres til en myte, man kan gå ind og ud af, ligesom garderobeskabet i Narnia-bøgerne.

P.s.

Artiklen er optrykt i Post scriptum 2014, s. 36–43.

Skriv et svar