Tag-arkiv: bøn

Evangeliet i terrorens tid: En ny sang om kirkens budskab til et frygtramt samfund

“Jeg satte alt mit håb til Herren, og han bøjede sig ned til mig og hørte mit råb om hjælp; han trak mig op af undergangens grav, op af slam og dynd; han satte min fod på klippen, så jeg stod fast. Han lagde mig en ny sang i munden, en lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte, og de skal stole på Herren.” (Salme 40,2–4)

Duccio: Kristi tilfangetagelse (1308–1311)
Duccio: Kristi tilfangetagelse (1308–1311)

For et år siden, den 14. februar 2015, blev Danmark ramt af sit vistnok første islamistiske terroranslag. En enkelt gerningsmand rettede i København våben mod synagogen i Krystalgade og et møde om satire og ytringsfrihed på Østerbro, med to dræbte som resultat. Efter terroranslaget samledes mange tusinde mennesker ved Fælledparkens indgang til en mindehøjtidelighed. Her blev der sagt mange udmærkede ord om fællesskab og om at stå sammen. Men som mange kommentatorer efterhånden har bemærket, rejste afsyngningen af John Lennons sødsuppenihilistiske slagsang Imagine, om hvor fin verden ville være uden religion og noget at dø for, imidlertid spørgsmålet, om en del af problemet ikke er det danske samfunds åndelige armod? Det er tydeligvis blevet svært at samle danskerne om noget mere substantielt, og at der ikke var tale om en tilfældig grille, blev understreget, da sangen atter kom i heavy rotation efter de frygtelige terrorangreb i Paris den 13. november 2015.

Spørgsmålet er nu, hvilken rolle kirken skal spille i kampen mod religiøs fanatisme, terror og lignende trusler mod samfundet. Hvad betyder det at forkynde evangeliet til et frygtramt samfund? Læs videre Evangeliet i terrorens tid: En ny sang om kirkens budskab til et frygtramt samfund

At gi’ op omsider og pludselig mærke det hele begynde

Prædiken til 21. søndag efter trinitatis (2. tekstrække: Ez 18,1-4a; Åb 3,7-13; Luk 13,1-9), holdt i Christianskirken i Berlin.

“At øl, kartofler og saltet flæsk / Samt mine synders tyngdekraft / Holder min luftige sjæl ved jorden: / Det er det bedste for mig. Det værste er elevatorer på forblæste S-togsstationer, deadlines og søvnløshed. At det alligevel ikke var kræft er det bedste. Det lille svage svigt jeg så i dit vigende blik var det værste. Det værste er at få et kærlighedsbrev / Fra en kvinde man aldrig kan elske. Det bedste er at jeg tror du lever, skønt jeg ved du er død: Det er det bedste for mig. Det værste er at spille sig selv for at undgå at tabe sit stakkels ansigt. Det bedste er at tiltræde rejsen i morgenens mørke. Det værste er, at jeg lod som om jeg slet ikke så dig. Det bedste er at gi op omsider og pludselig mærke det hele begynde. Det værste er, at sige jeg elsker dig, af frygt for at blive forladt. Det bedste er at jeg selv på de værste dage er nysgerrig efter i morgen. At alting stadig kan ske, er det værste. At alting stadig kan ske er det bedste. – Det værste er at miste modet, før en helt ny dag er begyndt. Det er det værste for mig.”

Untitled-2Det er en hyldest til det personlige, levede liv, der ligger til grund for Søren Ulrik Thomsens digtsamling Det værste og det bedste, som ordene er revet ud af. Det er ikke et forsøg på at sige noget almengyldigt om livet, døden og kunsten, men at holde fast i de store og små ting i livet, der fylder dagene og livet – menneskets skæbne hvor det værste og det bedste er vævet sammen. Hvor fraværet af det bedste i savnet og skuffelsen bliver det værste – eller I nåden og miraklet hvor fraværet af det værste bliver det bedste. Hverdagens små banaliteter og livets afgørende øjeblikke, hvor af Søren Ulrik Thomsen slutter, at det, “at der hele tiden har været lidt mere af det bedste end af det værste, er bedst.” Læs videre At gi’ op omsider og pludselig mærke det hele begynde

Bede, banke, råbe, græde

Prædiken i Frederiksholm Kirke (Sydhavns Sogn), søndag d. 20. oktober 2013
(21. søndag efter trinitatis, 1. tekstrække: Ez 18,1–4a; Joh 4,46–53)

I dag skal vi holde barnedåb. To endda – en glædelig begivenhed! Dagens tekst er til gengæld i den noget alvorligere ende. Den handler ikke om glæde over et barns fødsel og dåb, men om angst for, at et barn skal dø.

Tekstens hovedperson er en højtstående embedsmand i statsforvaltningen, én der sikkert er vant til, at tingene går efter reglerne, og at han får sin vilje. Han er en magtfuld mand, og han er rig: Vi hører, at han har tjenere i huset, sand­synligvis slaver. Og han er ikke bare embedsmand; vi hører, at han også er far. Men det er han måske ikke så meget længere, for han er ved at miste det dyrebareste, han har, nemlig sin søn, der er dødeligt syg.

Ind på scenen træder den omvandrende Jesus. Embeds­manden, faren til den døende dreng, er desperat og klamrer sig til det eneste spinkle håb, han har tilbage: Måske kan Jesus redde hans søn fra sygdommen og dermed fra døden. Mærkeligt nok er det, som om Jesus ikke tager manden alvorligt i første omgang. I stedet for at hjælpe ham lægger Jesus op til en teologisk diskussion: Læs videre Bede, banke, råbe, græde