Tag-arkiv: glæde

Genkendelsens tilgivelse

Prædiken i Haderslev Domkirke, 28. marts 2016
(2. påskedag, 2. tekstrække: Sl 16,5–11; 1 Kor 15,12–20; Joh 20,1–18)

Maria Magdalene ved graven (skulptur af Bruce Wolfe)
Maria Magdalene ved graven (Bruce Wolfe)

Så blev det dagen derpå, og som alle dage, der kommer efter den store festdag, synes trykket at være lettet en smule – og derfor er sandsynligheden for, at vi hvert øjeblik skulle bryder ud i spontan sang og synge Krist stod op af døde, da også aftaget en lille smule fra i går. Men alligevel er vi ikke helt færdige med at fejre påskebudskabet, som vi fik lov til at høre i går for fulde udblæsninger.

I dag kan vi dog sunde os lidt oven på påskeglæden og høre det hele forfra i et lidt mere afdæmpet humør uden alt for mange falbelader.

Det er nemlig med livets store glæder som med en stor skat, man har gravet ned og ikke kan få tankerne fra igen, men må hen og grave op i ny og næ for at sikre sig, at den endnu ligger på det sted, man begravede den. Læs videre Genkendelsens tilgivelse →

At gi’ op omsider og pludselig mærke det hele begynde

Prædiken til 21. søndag efter trinitatis (2. tekstrække: Ez 18,1-4a; Åb 3,7-13; Luk 13,1-9), holdt i Christianskirken i Berlin.

“At øl, kartofler og saltet flæsk / Samt mine synders tyngdekraft / Holder min luftige sjæl ved jorden: / Det er det bedste for mig. Det værste er elevatorer på forblæste S-togsstationer, deadlines og søvnløshed. At det alligevel ikke var kræft er det bedste. Det lille svage svigt jeg så i dit vigende blik var det værste. Det værste er at få et kærlighedsbrev / Fra en kvinde man aldrig kan elske. Det bedste er at jeg tror du lever, skønt jeg ved du er død: Det er det bedste for mig. Det værste er at spille sig selv for at undgå at tabe sit stakkels ansigt. Det bedste er at tiltræde rejsen i morgenens mørke. Det værste er, at jeg lod som om jeg slet ikke så dig. Det bedste er at gi op omsider og pludselig mærke det hele begynde. Det værste er, at sige jeg elsker dig, af frygt for at blive forladt. Det bedste er at jeg selv på de værste dage er nysgerrig efter i morgen. At alting stadig kan ske, er det værste. At alting stadig kan ske er det bedste. – Det værste er at miste modet, før en helt ny dag er begyndt. Det er det værste for mig.”

Untitled-2Det er en hyldest til det personlige, levede liv, der ligger til grund for Søren Ulrik Thomsens digtsamling Det værste og det bedste, som ordene er revet ud af. Det er ikke et forsøg på at sige noget almengyldigt om livet, døden og kunsten, men at holde fast i de store og små ting i livet, der fylder dagene og livet – menneskets skæbne hvor det værste og det bedste er vævet sammen. Hvor fraværet af det bedste i savnet og skuffelsen bliver det værste – eller I nåden og miraklet hvor fraværet af det værste bliver det bedste. Hverdagens små banaliteter og livets afgørende øjeblikke, hvor af Søren Ulrik Thomsen slutter, at det, “at der hele tiden har været lidt mere af det bedste end af det værste, er bedst.” Læs videre At gi’ op omsider og pludselig mærke det hele begynde →

Lykkeforsikring

Prædiken i Seem kirke, 22. juni 2014 kl. 10 (1. søndag efter trinitatis, 2. tekstrække: Præd 5,9–19; 1 Tim 6,6–12; Luk 12,13–21)

Rembrandt van Rijn: Den rige tåbe (1627)
Rembrandt van Rijn: Den rige bonde (1627)

“The reality is: sometimes you lose. And you’re never too good to lose. You’re never too big to lose. You’re never too smart to lose. It happens.” – Ja, så enkelt er det – og så enkelt blev det sagt af den amerikanske sangerinde Beyoncé i et interview efter en konkurrence, hvor hun mod alle odds, anstrengelser og publikums jubel ikke vandt. Ja, sådan er virkeligheden: nogle gange taber man. Man er aldrig for god til at tabe. Man er aldrig for stor til at tabe. Man er aldrig for smart til at tabe. Det sker – og det kan man kun som Beyoncé selv smile skævt og trække på skulderen af. Så enkelt er det, og i al sin næsten ubekymrede lethed rummer ordene en lille visdom. For uanset hvor meget vi anstrenger os, er der ingen garanti for at vinde lykken. Du er ikke for god til at tabe, selvom du gør dit bedste. Du er ikke for stor til at tabe, selvom verden kalder dig den største. Du er ikke for smart til at tabe, selvom du synes at have regnet konkurrencens, kærlighedens eller livets spilleregler ud. Læs videre Lykkeforsikring →

Affectus noster in deum augendus est

Om affekternes betydning i Luthers anden salmeforelæsning, Operationes in Psalmos 1519–1521.[1]

Indledning.

I forbindelse med Muhammedtegningerne i Jyllands-Posten er de religiøse følelser rykket ind i centrum af debatten om religion. Til nogle protestantiske teologers udelte glæde. Det har nemlig været en kærkommen lejlighed for dem til at påpege og understrege, at religion og følelser går hånd i hånd, mens kristendom og følelser ikke har noget med hinanden at gøre. Ved at fremsætte en sådan påstand viser de deres discipelskab til den schweiziske teolog Karl Barth og hele den barthianske teologiske tradition. Men de viser samtidig, at de indtager en afvisende position over for den del af den protestantiske teologiske tradition, som blandt andet tæller Friedrich Schleiermacher og Rudolf Otto, som netop sætter følelserne i centrum af religion og kristendom. Det interessante er, at også Luther sætter følelserne i centrum. Enhver opmærksom læser af hans større latinsksprogede værker fra den tidlige del af hans virke studser over den hyppighed, hvormed det latinske ord for følelse, affectus, dukker op i teksterne og gør det på centrale steder. Læs videre Affectus noster in deum augendus est →

En umistelig glæde

Prædiken i Studentermenigheden i København, Trinitatis Kirke, fredag d. 19. april 2013 over teksten til 3. søndag efter påske efter 1. tekstrække, Joh 16,16–22.

Lad os forundres ved ordene ligesom disciplene, så det ikke må undre os mindre, at de er blevet forklaret i Kristus. “En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.” Sådan talte Kristus til disciplene, men hvordan skulle de forstå, hvad Kristus endnu ikke havde forklaret? For disciplene må det have været dunkle ord, hvis mening kun svagt kunne anes; at han gik bort, kunne de måske nok forstå, men ikke hvorhen eller hvorfor og endnu mindre, at tiden var knap. Men anelsen – denne tågede forståelse – der let giver næring til bekymringer, fejes ikke væk af Kristus – nej tværtimod – for han fortæller disciplene, at der kommer en tid, hvor de skal græde og klage, men samtidig også at hele verden vil kunne glæde sig midt i deres sorg. Kristus fortæller om det forestående med et billede af en fødende kvinde; Læs videre En umistelig glæde →