Tag-arkiv: K.E. Løgstrup

Johannes Horstmann (II,I)

Naturlig teologi

I halvtredserne begynder Horstmann at skrive i Tidehverv, og den første artikel, som bladet bringer af ham, er »Naturlig Teologi« fra 1950. Det er en noget rodet artikel, hvor det overordnede emne groft sagt er, hvordan filosofi forholder sig til teologi og omvendt. Horstmann indleder sin artikel med at erindre Martin Luthers berømte ord fra Disputatio contra scholasticam theologiam, hvor Luther i en af sine mange teser elegant formulerer: Error est dicere: sine Aristotele non fit theologus. Immo theologus non fit nisi id fiat sine Aristotele.[1] Citat er et angreb på skolastikken og de skolastikere, der dyrkede Aristoteles i en sådan grad, at de glemte, at det ikke var ved at læse Aristoteles, at man blev teolog – ja faktisk sætter Luther det hele på spidsen ved at sige, at man kun bliver teolog, såfremt man gør det uden Aristoteles. Med henvisning til disse ord begynder Horstmann altså sin artikel, og han ser dette udsagn og andre lignende steder hos Luther som en afvisning af, at filosofien: »skulde have noget at sige af betydning for theologien i den forstand, at theologien skulde være forpligtet til at høre den.«

Og videre skriver Horstmann: »Vel er dette ikke at forstå på den måde, at Luther skulde hylde en irrationalistisk tankegang og betragte fornuften i sig selv som skadelig – han kan i anden sammenhæng også tale om fornuften som et herligt instrument for Gud – men det er sådan at forstå, at fornuften og filosofien af sig selv ikke kan sige noget af betydning om Gud eller den frelsende erkendelse af Gud.«

Det presserende spørgsmål for Horstmann bliver derfor, hvordan Luther har forholdt sig til fornuften og til en såkaldt »naturlig teologi«. Læs videre Johannes Horstmann (II,I)

En skræk i livet (selv)

Udvidet polemisk prædiken over Joh 12,25–26.

“Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære.” (Joh 12,25–26)

tamataBevæger man sig i østlig retning fra Athens Syntagma-plads, ad hovedgaden Vassilissis Sofias, finder man på højre hånd museet for byzantinsk kunst. For tiden står der i gården en gammel fiskekutter, tilplastret med gyldne og sølvskinnende plader. På pladerne står på farsi og arabisk navne på flygtninge, som er omkomne på deres vej over Middelhavet i små både i stil med fiskekutteren. Pladerne er udformet som de såkaldte tamata, små metalplader med bønner, som anvendes i den ortodokse kirke. De omkomnes navne er blevet en bøn om frelse. På et tilhørende skilt forklares, at båden er et mindesmærke over de døde og en bøn om guddommelig indgriben. Installationen er derved en klar påmindelse om en ulykkelig situation for Grækenland og Europa i det hele taget – men også en påmindelse, såvel som et håb om, at kun Gud kan løse problemerne endeligt. Læs videre En skræk i livet (selv)

En overfladisk artikel behandlet overfladisk

Kærlighed for Kierkegaard er had til menneskelivet – således lyder overskriften til en artikel i Politiken forfattet af Rune Lykkeberg her den anden dag.[1] Og stopper man op og lytter til den skingre stemme, finder man den egentlige ophavsmand til balladen i skikkelse af K.E. Løgstrup, hvis bog Opgør med Kierkegaard genudgives på forlaget Klim, selvom det nok havde tjent ham bedst, at den samlede støv på en reol i en fugtig kælder. Bogen kan nemlig bedst betegnes som én lang eklatant fejllæsning af Kierkegaard, som, hvis man vil være Løgstrup behjælpelig, bedst lader sig forstå som et patetisk forsøg på at provokere, hvilket dog bare har den uheldige effekt at ramme ham selv i ansigtet som en dårligt kastet boomerang. Dette sjask af et stridsskrift har Rune Lykkeberg nu læst, og som en flabet cockerspaniel hugger han i sig af Løgstrups tvivlsomme forståelse af Kierkegaard. Således fornemmer man i hele Lykkebergs artikel, at Kierkegaard skal ned med nakken. Og det kommer han så. Først ridser han op, hvad de fleste kan blive enige om, nemlig at Kierkegaard er: en enestående stilist, en eminent læser og en suveræn modernitetskritiker – men men men, der er noget, der stikker under det hele, Læs videre En overfladisk artikel behandlet overfladisk

Evighed – evig og altid

Wem Zeit ist wie Ewigkeit
und Ewigkeit wie Zeit,
der ist befreit
von allem Streit.

Jakob Böhme (1575–1624)[1]

Evigheden, livet i Paradiset med Gud, stiller ofte kristendommen i et lidt latterligt lys. Hvem kan holde tanken om evigheden ud, hvis evighed er evindeligt lang tid?

En ny-hedensk, asatroende kvinde forklarede således engang i tv, at hvis hun skulle leve evigt, ville hun foretrække at slås og drikke mjød i Valhal frem for at sidde og spille harpe på en sky i den kedelige, kristne himmel; en ufrivilligt sjov udtalelse, eftersom den nordiske mytologis forestillinger om efterlivet indebærer, at kvinder slet ikke har adgang til kriger-himlen hos Odin i Valhal, Læs videre Evighed – evig og altid