Nu kunne det jo forekomme, at destillationen allerede var overstået. Begrebet renset og gjort let gennemskueligt selv for det øje, der måtte være mat og uklart, men måske er det alligevel for let at destillere ligegyldigheden således, at den først fremstilles i sin mest beske aftapning for dernæst blot at vise, at alt, der giver sig ud for at være et udslag af ligegyldighed, ikke følger forskrifterne til punkt og prikke. Om tilværelsen er ligegyldig, ligger som sagt uden for den menneskelige erkendelse. Der er ikke noget i verden, der kan afsløre, om det vitterligt forholder sig således eller ej, og der er derfor heller ikke nogen måde, hvorpå man kan få vished om det. Spørgsmålet er derfor også nærmere, om mennesket kan forholde sig ligegyldigt til verden og sin tilværelse. Og som tidligere vil mit svar være, at det i strengeste forstand er umuligt for et menneske at leve på ligegyldighedens præmisser, hvis det skal bevare en snert af liv. Det er altså med andre ord en umulighed for mennesket at forholde sig absolut til ligegyldigheden, så den bliver bestemmende for tilværelsen; sådan er det jo så ofte med idealer. Men lad os afdramatisere begrebet og se lidt nærmere på de forskellige symptomer, der gives på den overfladiske ligegyldighed, der hverken helt eller halvt har fattet, hvad den selv siger. Overordnet vil jeg hævde, at der er to symptomer, der er vigtige at diagnosticere i forbindelse med ligegyldigheden nemlig kedsomhed og ironi.

Lad os derfor begynde med kedsomhed og forsøge at indkredse den som et symptom på en overfladisk ligegyldighed. Selv om kedsomhed næppe er noget nyt begreb i menneskets historie, må man sande, at den aldrig har hersket som i moderniteten. Derfor er der også i det sidste århundrede blevet skrevet stolpe op og stolpe ned om kedsomhed, og vil man forsøge at systematisere disse betragtninger, munder de som regel ud i henholdsvis en positiv og en negativ beskrivelse. Min egen udredning vil dog hverken tage afsæt i den positive eller negative beskrivelse, men derimod i det mere spekulative. Således vil jeg begynde med at postulere, at den egentlige kedsomhed, såfremt den overhovedet ville kunne siges at gøre sig gældende for et menneske, ville være et udtryk af ligegyldighed – og ligesom der intet er i ligegyldigheden, der kan betragtes positivt eller negativt, fordi det positive og det negative er ophævet, lige så vel burde kedsomheden heller ikke betragtes med forholdets skær, da den egentlige kedsomhed kun kan eksistere i det menneske, der lever efter ligegyldighedens forskrifter. Den egentlige kedsomhed er derfor i sit væsen hverken positiv eller negativ, men har den samme hule klang som ligegyldigheden. Det positive og det negative er derimod uomgængeligt for mennesket, da mennesket altid står i et forhold til sig selv og sin verden. Det forhold, der derfor gør sig gældende, når et menneske keder sig, har ikke sin oprindelse i kedsomheden, men i mennesket. Den egentlige kedsomhed er derfor for mig et abstrakt begreb, der kun lader sig approksimere. Men lad os først se lidt nærmere på beskrivelserne af kedsomheden som henholdsvis værende et positivt og et negativt fænomen.

Når kedsomheden siges at være positiv, betragtes den for det meste som noget skabende. I beskrivelserne nøles der dog ofte en hel del med, hvori det skabende er, og det bliver derfor tit nogle meget løse forklaringer, hvis der da overhovedet gives nogen. Det sparsomme, der trods alt lader sig drive ud af beskrivelserne, er, at kedsomheden kan fungere som en katalysator, der presser mennesket ud i stilheden, hvor det for ikke at gå til grunde må begynde at beskæftige sig med sig selv og sine tanker; og det virker jo alt sammen meget plausibelt – for hvem har ikke nu og da kedet sig til en tanke? Et latent problem ved en sådan beskrivelse er dog, at den altid forekommer at beskrive en kedsomhed, der synes at være gået sig selv forbi; for det er vel ikke midt i tankernes strøm, at man keder sig; men i fraværet. Sagt på en anden måde så er iagttageren af den positive kedsomhed evindeligt et skridt bagud, for han beskriver bestandigt kedsomheden ved at se på det, der fulgte efter, men netop det, der fulgte efter, var ikke kedsomheden, men forløsningen.

Skulle jeg forsøge at gengive den negative forståelse af kedsomhed, som man ofte støder på, så har den i modsætning til den positive beskrivelse været i stand til meget mere nøgternt at fremstille kedsomhedens fænomenologi. En af gevinsterne ved den negative beskrivelse er, at den er langt mere detaljeret i sin analyse. Derfor finder man også en meget større detaljerigdom i beskrivelserne, hvor det blandt andet fremhæves, at kedsomheden kan være kortvarig eller vedholdende som en vinternat, i styrke rejse sig og blive rædselsfuld eller løje af og blive til en let brise. Men den negative beskrivelses største fortjeneste er dog, at den fokuserer på det gennemgående fænomen, der er på spil i kedsomheden, og gør kedsomheden til kedsomhed – nemlig splittelsen.

Har man nogensinde kedet sig, vil man også kende til splittelsen. Men lad os for en god ordens skyld tage et eksempel. Lad os forestille os en mand, der sidder på et lille kammer. Hans højeste lidenskab er græsk, og netop i dette øjeblik, hvor vi møder ham, er han som så ofte før beskæftiget med at tygge sig igennem en bog om den græske grammatik, men pludselig midt i sin lidenskab begynder han at kede sig. Ja – han begynder at kede sig så gudsjammerligt, at han endda må lægge bogen fra sig for ikke at gå helt til grunde af kedsomhed. Men efter at han har lagt bogen fra sig, forsvinder kedsomheden dog ikke, tværtimod sidder han og overvejer, hvad han skal give sig til nu, når den græske grammatik pludselig slet ikke forekommer at gøre sig fortjent til hans opmærksomhed, for et eller andet skal han jo lave. Og efter at have siddet og babbet lidt på sin pibe, gør han endelig en bevægelse og rejser sig resolut op fra sofaen og kaster et blik på sin reol, finder så en ny bog, men denne gang om et langt mere ophidsende emne nemlig cirkuslivet. Med velbehag sætter han sig tilrette og går i gang med at læse. De første sider er rigtignok vederkvægende, men ikke meget mere end fem sider inde melder det samme problem sig – også denne bog er kedelig. Og nu kan vi jo lade ham rejse sig og sætte sig med en ny bog en hundrede gange for at understrege den pointe, at det ikke drejer sig om denne eller hin bog, der keder ham, men derimod at han keder sig selv. Mandens problem er, at han egentlig gerne vil have den glæde ud af at læse, som det er at være optaget af noget, men ikke formår at fatte interesse for noget, og netop deri er splittelsen, for selv om han ikke formår at gide, gider han heller ikke sin egen ugidelighed.

Nu kunne man så selvfølgelig kaste sig ud i dybsindige diskussioner om, hvordan en mand kan blive så gal, at han ikke formår at fatte interesse for den græske grammatik, eller omvendt hvordan han til at begynde med overhovedet kunne fatte interesse for noget så besynderligt. Men med alle sådanne diskussioner ville man alligevel aldrig komme frem til andet end det faktum, at en interesse er ligeså subjektiv og uforklarlig, som den er åbenbar, hvilket også betyder, at der ikke er noget, der i sig selv er kedeligt, men at noget kun kan være kedeligt i forhold til et subjekt; hvilket også illustreres glimrende af den pluralitet af interesser, der præger det moderne samfund. Her finder man jo folk, der interesserer sig for de mærkeligste ting: tamponreklamer, synkronsvømning og gamle frimærker. Men hvorom alting er, så er der intet i verden, der i sig selv kan siges at være kedeligt. Derfor kan årsagen til den pludselige mangel på interesse heller ikke findes i den græske grammatik, men er nødt til at forklares ud fra manden selv. Han er selv årsagen til forandringen. Her skal forandringen dog ikke følges nærmere, for jeg vil hellere fokusere på splittelsen. Det, splittelsen nemlig i bund og grund viser, er, at mennesket ikke bryder sig om at kede sig, hvilket også er grunden til, at man søger adspredelse, når kedsomheden melder sin ankomst. Men bliver roden til kedsomheden ikke gravet op i tide, vil den kun vokse sig større i takt med livet, for nok kan mennesket ved adspredelser gøre mange udflugter for at slippe af med kedsomheden, men efter adspredelserne kommer altid kedsomheden og med kedsomheden en evig trang til atter at blive adspredt – ja så dyb kan kedsomheden blive, at der til sidst i adspredelserne ikke gives nogen lindring til det forlystelsessyge menneske; for kedsomheden kommer i strengeste forstand ikke an på verden, men mennesket selv; da det ikke er verden, der er kedelig, men mennesket, der keder sig til en kedelig verden. Så længe adspredelsen derfor ikke bliver andet end et forsøg på at flygte fra kedsomheden, vil den ikke kunne forplante sig til en dyb forundring, der kan vare ved, men vil derimod altid forblive ligeså flygtig, som den er hurtigt opnået.

Det er næppe nogen hemmelighed, at der sker noget med tiden, når man keder sig. De fleste, der har kedet sig, vil sikkert være enige med mig i, at det føles, som om tiden bliver lang. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at tyskerne kalder kedsomhed for Langweile. Ja faktisk kan det ligefrem føles, som om øjeblikket i kedsomheden bliver trukket ud til en tom forbipasserende tid uden fylde. Men hvorfor føles tiden egentlig lang, når man keder sig? En af grundene er vel, at tiden ikke kan fæstne sig og derfor bliver en forfærdelig venten, uden at man rent faktisk venter på noget. Tiden er med andre ord indholdsløs og overflødig i kedsomheden, fordi man ikke formår at forundre sig.

Oprindelsen til det negative skær, kedsomheden har, fortaber sig som sagt i selvforholdet, men det pudsige ved det negative forhold til tiden er det gensidige; for ikke alene er man selv stemt imod tiden, når man keder sig, men tiden er også stemt imod én, for den byder sig evigt og altid til for at blive taget i brug, men den der ikke se det, formår heller ikke at gøre det.

Men føles tiden lang, når man keder sig, så forholder det sig stik modsat, når man erindrer den, for i erindringen svinder den ind. Selv den dag, der føltes som en evighed, der sneglede sig så langsomt af sted, at man ville have svoret, at den nu og da stoppede helt op, fordi den glemte at bevæge sig fremad, måtte, når natlampen skulle slukkes, erindres som et kort sekund. Erindringen af kedsomheden er således en dæmonisk spejling, der vender tiden på hovedet og viser, at øjeblikket forsvinder i kedsomheden, da det ene øjeblik glider ind i det næste og så fremdeles i det uendelige. Der er altså ikke øjeblikke i kedsomheden, men derimod tid. At der ikke er øjeblikke, skyldes, at der ikke er noget, der kan skabe en distinktion. Den eneste forståelse af tiden, der er mulig, bliver derfor at se den som værende en gentagelse, hvor øjeblikket i virkeligheden blot er et, men gentagelsen evig. Gentagelsen er således en erkendelse af ensformigheden. Men det eneste i tiden, der lader sig gentage, er ubehaget, der ligger i, at tiden ikke formår at fæstne sig. Opfattelsen af tiden som en gentagelse er således født af en uundgåelig stemthed over for verden – og det er netop den samme gentagelse, der står tilbage i erindringen.

Da man var lille og kedede sig, kunne det hænde, at man løb ind til sine forældre for at beklage sig. Og af dem kunne man så være temmelig sikker på at høre en formaning om, at det var aldeles forbudt at kede sig. Til en fuldvoksen mand ville man næppe vælge at sige det samme, men det er egentlig en skam, for det er en formaning, der på alle leder og kanter både er dybsindig og uforståelig. Det uforståelige lader sig kun høre, dersom man selv er barnet eller selv er den, der keder sig; for barnet løb jo ind til forældrene i den forhåbning, at de måtte hjælpe det ud af sin kedsomhed, men svaret syntes jo at være alt andet end en hjælp, for det var jo blot en bebrejdelse, der myndigt fortalte, at det slet ikke kunne komme på tale, at det kedede sig, men det var jo netop det, barnet gjorde og bekendte, at det gjorde, og det bekendte det jo kun for, at det måtte blive hjulpet ud af sin kedsomhed – det opsøgte jo ikke forældrene, så de kunne kede det med en belæring. Det dybsindige i formaningen lå dog i forbuddet, der indirekte fortalte, at barnet selv var roden til kedsomheden. Der er derfor også noget dybsindigt i den måde, hvorpå det hele bliver vendt på hovedet. Formaningen rummer nemlig en forståelse af, at der intet er i verden, der kan bringe barnet ud af kedsomheden foruden barnet selv. Det måtte altså som Münchhausen trække sig selv op ved håret.

Når man siger nej til noget, siger man også ja til noget og omvendt, når man siger ja til noget, siger man også nej til noget. Siger man derfor nej til kedsomheden – siger man også implicit ja til kedsomhedens modsætning. I formaningen siger man derfor indirekte, at mennesket er forpligtet til at være interesseret i den verden, det befinder sig i. Også de gamle munke vidste af, at det at kede sig var en alvorlig sag – ja så alvorlig, at det ligefrem var en dødssynd, der benævntes acedia.^[1] Det kan måske for udenforstående virke underligt, hvorfor at det ligefrem skulle være en dødssynd, men det skyldes, at mennesket i kedsomheden ikke alene foragter sig selv, men også Guds skaberværk, for i kedsomheden holdes skaberværket for et intet, hvorfor interessen af åbenlyse grunde har svært ved at blive vakt.

---

[1] Et latinsk ord, der stammer fra det græske ord ἀκηδία, der betyder »ubekymring«, men det bruges også som udtryk for kedsomhed. Ofte oversættes dødssynden acedia til dovenskab, hvilket dog ikke er ordets oprindelige betydning, men snarere et resultat af den vanskelighed, man i middelalderen fik med at beskrive symptomerne på kedsomhed. Se Siegfried Wenzel: The sin of sloth, Acedia in medieval thought and literature.

P.s.

Artiklen er optrykt i Post scriptum 2014, s. 101–106.