Tag-arkiv: reformation

Klæder skaber folk: Mange er kaldede, men få er udvalgte

Braunschweiger Monogrammist: Lignelsen om det store gæstebud / Kongesønnens bryllup (ca. 1525)

Reformationsgudstjeneste i Karmelkirken, søndag den 29. oktober 2017.

Dagens evangelietekst: Matt 22,1–14.

“Hans blod og hans retfærdighed
er alt, hvad jeg vil smykkes med,
dermed kan jeg for Gud bestå,
når jeg i Himlen skal indgå.”
(N.L. Zinzendorf 1739, Min frelser mig af døden drog, DDS 513)

“Klæder skaber folk”, siger vi. For nylig læste jeg om en undersøgelse, der viste, at det faktisk er rigtigt – i hvert fald i den forstand, at vores uniformer påvirker vores evne til at koncentrere os og at tage vores rolle på os. Det gælder også i kirken. Jeg diskuterede for nogle år siden med en god ven, som har god smag, men som jeg vist også godt tør at kalde lettere snobbet. På et tidspunkt fik min ven slået fast, at “Jesus siger jo også, at man skal have pænt tøj på, når man går til fest!”

Alle ved hvordan en “rigtig præst” ser ud. I kirken har vi igennem tiden gået op i det ydre, i looks, dragter, tingeltangel og så videre – også selvom Jesus vist var ligeglad med den slags. Jesus døde nøgen på et kors, og når han overhovedet sagde noget om tøj, handlede det vist mest om, at hans disciple skulle nøjes med det mest simple af slagsen. Læs videre Klæder skaber folk: Mange er kaldede, men få er udvalgte →

Islam i Confessio Augustana

Václav/Wenceslaus/Wenzel Hollar (1607–1677): Den augsburgske bekendelse

De fleste bliver sikkert lidt overraskede, når de første gang erfarer, at Den Augsburgske Bekendelse (Confessio Augustana, CA), i sin første artikel, »Om Gud«, indeholder en fordømmelse af en række kætterske grupper, hvor også »muhamedanerne« (som der står) er at finde.[1]

Dels kan det give anledning til undren, at islam nævnes som et kætteri og altså ikke betragtes som en selvstændig religion;[2] og dels diskuteres det rimelige i, at folkekirkens store reformatoriske bekendelsesskrift ikke blot tager stilling til fordel for et trinitarisk gudsbegreb, men også aktivt går imod en række standpunkter, der er anderledes end bekendelsens eget.[3]

Hvornår, hvordan og hvorfor blev islam nævnt i CA?

Kætterkataloger i lutherske bekendelsesskrifter før CA

Den mest oplagte forklaring på, hvordan islam kan dukke op i CA, ville naturligvis være, hvis det samme var tilfældet i de lutherske bekendelsesskrifter, der gik forud for CA. Det drejer sig om Vom Abendmahl Christi. Bekenntnis (1528), Schwabacherartiklerne (1529), Marburgerartiklerne (1529) og Torgauerartiklerne (1530).

I det afsnit i Vom Abendmahl Christi Bekenntnis, der vedrører selve guddommen og dermed er parallelt til CA I, erklærer Luther følgende om sin tro: Læs videre Islam i Confessio Augustana →

Giftblander, monster, kætter, drukkenbolt – Hieronymus imod Vigilantius

Introduktion og oversættelse af Hieronymus: Imod Vigilantius

Reformationen tog sine første spæde skridt allerede omkring år 400. Det overraskende indtryk kan man i hvert fald få, når man støder på en person som Vigilantius, der i slutningen af 300-tallet gik til angreb på både relikvier, helgendyrkelse og det tidlige munkevæsen – elementer, der i 1500-tallet igen kom i skudlinjen ved de reformatoriske opbrud. Om Vigilantius selv vides ikke så meget, og som med så mange andre, der er blevet stemplet som kættere, er hans synspunkter udelukkende overleveret igennem citater hos hans modstandere, der søgte at gendrive ham.

Vigilantius blev født omkring 370 i den romerske provins Gallia Aquitania, altså i det sydvestlige hjørne af det nuværende Frankrig, som søn af en krovært. Den altomfattende kristning af Romerriget var på dette tidspunkt i fuld gang. Efter at være blevet præsteviet aflagde Vigilantius i år 395 besøg i Det Hellige Land i den anden ende af imperiet, hvor han bl.a. traf Hieronymus (ca. 347–420), der nu til dags mest huskes for at være ophavsmand til den store latinske bibeloversættelse, der senere blev kaldt Vulgata.

Hieronymus i færd med at trække en torn ud af en løves pote (Colantonio, formentlig efter 1440)
Hieronymus i sit studerekammer, i færd med at trække en torn ud af en løves pote (Colantonio, formentlig efter 1440)

Den stridbare Hieronymus, som var draget i et mere eller mindre frivilligt eksil i nærheden af Betlehem for at leve et asketisk og kontemplativt liv, var imidlertid ikke bare en stor bibeloversætter og -kommentator, men også en stor polemiker; og hans konflikt med den lokale biskop havde medført en bandlysning, hvilket muligvis var grunden til, at Vigilantius’ ophold hos ham ikke blev af særlig lang varighed. (Fremstillinger af Hieronymus viser ham oftest som den lærde asketiker, omgivet af bøger i sin ødemark eller sit studerekammer og næsten altid iklædt en kardinalrød dragt, som det også ses i Caravaggios version, der optræder ved siden af Scriptoriets logo øverst). Desuden opstod der efter alt at dømme en konflikt imellem Hieronymus og Vigilantius om Hieronymus’ positive syn på Origenes, og da Vigilantius var vendt tilbage til Europa, har han tilsyneladende søgt at udstille Hieronymus som fuldblods-origenist, hvilket Hieronymus tog ham ilde op. Læs videre Giftblander, monster, kætter, drukkenbolt – Hieronymus imod Vigilantius →

Johannes Horstmann (I)

Der er mig bekendt aldrig før blevet forsøgt at gøre rede for Johannes Horstmanns (1915–1999) teologiske forfatterskab – og det kan der være mange årsager til. En af årsagerne er givetvis, at langt størstedelen af forfatterskabet er spredt ud over en række tidsskrifter, kirkeblade og aviser, hvilket er med til at gøre den almene tilgængelighed dårlig. Derudover er det heller ikke nogen hemmelighed, at Horstmanns sprog ikke altid fremmer tankernes tilgængelighed. Alligevel vil jeg her i Scriptoriet med en føljeton, der nok kommer til at strække sig over en rum tid, gøre et forsøg. For overskuelighedens skyld vil jeg dele forfatterskabet op i de seks årtier, han skrev. Perioderne er vilkårlige og har for så vidt intet med en udvikling i forfatterskabet at gøre, men er alene blevet til for at skabe overblik. Mit håb ved at behandle teksterne kronologisk er, at en eventuel udvikling i forfatterskabet må blive synlig. Før jeg tager fat på arbejdet, skal det også siges, at det ikke er alt, Horstmann har skrevet, der er relevant for en forståelse af hans teologi – og derfor vil teksterne heller ikke blive vægtet ligeligt.

Artikler fra 1940’erne

  1. »Ole Borch og hans Kollegium« (Kristeligt Dagblad 1941 25/5)
  2. »Salmebogs Polemik eller reformatorisk Kristendom« (Aalborg Stiftstidende 1943 15/2)
  3. »Afmythologisering eller Evangelium I« (Menighedsbladet årg. nr. 2)
  4. »Afmythologisering eller Evangelium II« (Menighedsbladet årg. nr. 3)
  5. »I Dag for fire hundrede Aar siden døde Martin Luther« (Vendsyssel Tidende 1946 18/2)

Læs videre Johannes Horstmann (I) →

To allehelgensprædikener

ein_feste_burgScriptoriet præsenterer her to prædikener til allehelgenssøndag om reformation og helgener, salt og lys.

Prædikenerne er begge til anden rækkes tekster fra Esajas’ Bog, Johannes’ Åbenbaring og Matthæusevangeliet:
Es 49,8–11; Åb 21,1–7; Matt 5,13-16.

Jordens salt og verdens lys

Niels Bjørn Christensen-Dalsgaard

Jesus taler egentlig til disciplene, men dermed taler han også til os, for alle kristne er jo at betegne som Kristi disciple. Vi skal derfor også høre ordene om, at disciplene er jordens salt, som en tale til os eller måske nærmere som en bøn til os – ja en bøn til os om, at vi må vedblive at være jordens salt, så vi bevares i troen på Guds kærlighed. Det er nemlig i troen på Guds kærlighed, at vi er jordens salt, og ikke i os selv – og det er derfor også med denne kærlighed, at vi må forsøge at salte verden og arbejde imod dens forråelse og kynisme, ja måske endda imod dens forrådnelse. Salt er nemlig det konserverende. Det som bevarer og beskytter. Holder vi ikke fast i Guds kærlighed, så bliver vi ligesom det usaltede kød og rives alt for let med af verdens kynisme. Vi må derfor holde hinanden fast på vores indbyrdes tro, så vi ikke mister den kraft, som vi alle har i troen på Gud; for mister vi alle den, hvad skal vi så saltes med? Hvad skal så bevare os i kærligheden til hinanden og sikre os imod, at ligegyldigheden fordærver os? Mister vi troen på den kærlighed, der er blevet os åbenbaret i Kristus, så er der ikke længere andre end Gud selv, der kan salte verden. Ændrer saltet karakter, mister det sin kraft og duer ikke længere til noget. Det ophører med at være salt. Det samme gør sig gældende for det menneske, der kalder sig kristent, men ikke længere i sit hjerte kan bekende sig til Kristus og den kærlighed, han har vist os. Læs videre To allehelgensprædikener →

Det store dyr i åbenbaringen

En kritisk læsning af Carl Schmitts politiske teologi

Albrecht Dürer: Das siebenköpfige Tier aus dem Meer und das Tier mit den Lammshörnern (udsnit)
Tilbedelsen af dyret (Åb 13,2)
Albrecht Dürer: Das siebenköpfige Tier aus dem Meer und das Tier mit den Lammshörnern (udsnit)

Forholdet mellem kristendom og politik er et af de teologiske spørgsmål, som er mest komplicerede, og som mest effektivt har unddraget entydige og holdbare svar. Der er dog ingen tvivl om, at det også hører til blandt de absolut vigtigste teologiske spørgsmål, fordi forholdet mellem Guds og kejserens riger er konstituerende for forskellen på kristendom og kultur, ja udspringer direkte af den uendelige kvalitative forskel på Gud og menneske. Derfor er det måske heller ikke så overraskende, at problemet fortsat er aktuelt i en tilsyneladende sekulær nutid.

Det gælder ikke mindst i Danmark, hvor det stadigt mere magtfulde kongedømme efter reformationen etablerede en ortodoks, luthersk fyrstekirke, der blev en overordentlig vigtig “åndelig advokat” for den senere enevælde (1660). Denne fyrstekirke blev efter overgangen til det konstitutionelle monarki (1849) med religionsfrihed garanteret af grundlovens § 67–68 omdannet til en folkekirke af evangelisk-luthersk tilsnit, som dog i henhold til grundlovens § 4 fortsat understøttes af staten. Dette sker til et stort mindretal af anderledes troende og bekendende ateisters utilfredshed; førstnævnte argumenterer for, at der ikke er tale om religionsfrihed, der hvor der ikke er tale om religionslighed, og sidstnævnte argumenterer imod enhver sammenblanding af stat og kirke. Læs videre Det store dyr i åbenbaringen →

Økumenisk bål og brand

Økumeni er et besværligt ord. Når man nævner det for ikke-teologer, forstår de det ikke; og hvis de endelig finder ud af, at man ikke bare sagde »økonomi« på en mumlende måde, går det helt galt, hvis man også begynder at tale om f.eks. »frelses-økonomi« eller »økonomisk trinitet«, altså Guds »husholdning« med frelsen.

Økumenien har det ædle formål at nedbryde de modsætninger, der skiller de kristne kirker fra hinanden, eller i det mindste bare at få kirkesamfundene til at tale med hinanden. Undertiden kan man godt få det indtryk, at mængden af tale bliver et succeskriterium i sig selv – kvantitet forveksles med kvalitet. I sådanne situationer ender den mellemkirkelige samtale med udsendelsen af erklæringer, der er så lange og med så mange forbehold, at ingen til sidst ved med sikkerhed, hvad der egentlig menes. (Alle, der har læst den romersk-katolsk-lutherske Fælleserklæring om retfærdiggørelseslæren fra 1999, burde vide, hvad jeg mener). Læs videre Økumenisk bål og brand →