Tag-arkiv: straf

Korsets gåde. “Et sonoffer for vores synd”. Hvad er løsningen – og hvad var problemet?

Om det kristne evangelium og forsoningen i Kristus.

Følgende tekst er ‘work-in-progress’. Forslag til forbedringer, rettelser og afklaringer modtages gerne!

“Som skaber er du stor, o Gud,
din gerning roser dig;
dog, på din nådes almagtsbud
det større viser sig” (Julius Købner, Baptisternes Salmebog 331)

“Although the Scriptures often speak of the sacrifice of Christ as both ordained and made from before the foundation of the world, and thus seek to lift it clean out of the limits of time, we commonly think of it only as a sacrifice made on a certain sacred day in our human calendar. And yet the Cross of Christ must speak to us of an eternal sacrifice, it must become the symbol of a divine and eternal passion, before we can rise to an adequate conception of its significance.” (Samuel Cox, Salvator Mundi, p. 166)

Det ligger i den teologiske tradition, at Jesus med sin død på en eller anden måde skulle bøde for vores synd. Jesus, har man sagt, er den “lidende tjener”, der bærer menneskers synd, den ene midler mellem Gud og mennesker, givet som “løsesum” for alle (1 Tim 2,5–6), et “sonoffer” for hele verdens synd (1 Joh 2,2), for at Gud kunne “forlige” alting med sig selv (Kol 1,20). Der er blevet tænkt og sagt meget over hvordan det nu skal forstås. Nogle har ment, at Jesus døde for at besejre Djævelen, eller at Jesu død var en slags løsesum betalt til døden på vores vegne, så vi kunne gå fri fra dens magt. Andre har ment, at Jesus døde som et sonoffer til Gud, så vi kunne slippe for “den kommende vrede”, og så videre. Men hvad er kernen i alt det? Eller mere præcist, hvad er egentlig det kristne budskab, evangeliet? Det spørgsmål er temaet for det følgende.

Der er i tidens løb givet mange bud på en kristen “forsoningslære”.[1] Det følgende skulle egentlig have været et forsøg på mere principielt at undersøge, hvad det er, der ligger i kernen af disse bud – som ifølge min overbevisning ikke nødvendigvis udelukker hinanden, men snarere er perspektiver på det ene forhold, at Gud i Jesus har forligt hele verden med sig selv (2 Kor 5,19–20). Det viser sig dog hurtigt, at der ikke er nogen entydig, rationel formel, som kan indfange så principielle teologiske forhold som forsoningen. Den er og bliver et mysterium – et i evangeliet åbenbart og kendt mysterium, men ikke desto mindre en gåde, der til stadighed må beskrives i alskens billedsprog. Ikke underligt, at der findes så mange bud på, hvad der ligger i “korsets gåde”. Forsoningen samler i sig modsætningerne død og liv, dom og nåde. Den indeholder en spænding som ikke kan sættes på fast begreb, og den må derfor naturligt kaste et kaleidoskopisk virvar af billeder af sig, når vi forsøger at forklare evangeliet. Alligevel – eller måske netop derfor – må vi gøre et forsøg.

Nådestolen. Den Hellige Treenighed (flamsk miniature, 1400-tallet).

Læs videre Korsets gåde. “Et sonoffer for vores synd”. Hvad er løsningen – og hvad var problemet?

Den svære gæstfrihed og Guds straf: Hvordan skal vi forstå lignelsen om verdensdommen?

Prædikenrefleksion over Matt 25,31–46.

Verdensdommen. Byzantinsk mosaik (5. årh.) fra Basilica di Sant'Apollinare Nuovo, Ravenna, Italien.
Verdensdommen. Fårene ved Menneskesønnens højre hånd, bukkene ved den venstre. Byzantinsk mosaik (5. årh.) fra Basilica di Sant’Apollinare Nuovo, Ravenna, Italien.

“Jeg var fremmed, og I tog imod mig.” Ordene fra Jesu lignelse om verdensdommen citeres for tiden i debatten om, hvordan vi skal håndtere den aktuelle strøm af flygtninge og migranter. I skrivende stund er nogle hundrede syriske mænd, kvinder og børn på vej fra Rødby til Øresundsbroen, og billedet af en dansk, midaldrende mand (allerede i folkemunde kaldet “lamamanden”), der angiveligt spytter på folkemængden fra en motorvejsbro, har med god grund vakt stor forargelse.

Mange har bemærket, at vi ikke kan tillade os at kalde os et “kristent land”, hvis vi ikke er villige til at behandle flygtninge ordentligt. Og det kan da være rigtigt nok, selvom vores manglende “kristelighed” stikker dybere, end vi ofte vil indrømme. At der er andre gode grunde til, at det ikke giver mening at kalde et land “kristent” (et alt for ofte misbrugt adjektiv), skal ikke diskuteres her, men i hvert fald er det rigtigt nok, at det ingen mening giver at hævde, at Danmark, eller noget andet land for den sags skyld, skulle være grundlagt på såkaldt “kristne værdier”. Læs videre Den svære gæstfrihed og Guds straf: Hvordan skal vi forstå lignelsen om verdensdommen?

Selvmordsmorderne og opgøret med Moseloven

Rembrandt van Rijn (1606–1669: Moses smadrer lovens tavler (1659)
Rembrandt van Rijn (1606–1669): Moses smadrer lovens tavler (1659)

Rokokoposten bragte for nylig en artikel, hvori Det Etiske Råd foreslog at indføre dødsstraf for selvmord;[1] og selvom artiklen er fiktion, er tanken ikke grebet ud af den blå luft, for selvmord har været anset for en forbrydelse, der skulle straffes. Christian V’s Danske Lov (1683) betragtede selvmord som strafværdigt; en selvmorders arvinger mistede selvmorderens arv, og den selvdræbte måtte ikke begraves i indviet jord:

Den, som sig selv ombringer, have sin Hovedlod forbrut til sit Herskab, og maa ej begravis enten i Kirken eller paa Kirkegaard, med mindre hand giør det i Sygdom og Raserj.[2]

Bestemmelsen var i kraft indtil straffeloven af 1866, og i den engelske retspleje lagde man en strafafgift på boet efter en selvmorder helt frem til 1961.[3] Langt hårdere gik man til værks i Ludvig XIV’s Frankrig, hvor Solkongen i 1670 forordnede, at selvmorderes lig skulle slæbes gennem gaderne med ansigtet nedad og efterfølgende smides på møddingen, hvorefter den dødes ejendom blev beslaglagt.[4]

Nu til dags betragtes de fleste selvmordsforsøg som bekendt som »et råb om hjælp«, Læs videre Selvmordsmorderne og opgøret med Moseloven

Affectus noster in deum augendus est

Om affekternes betydning i Luthers anden salmeforelæsning, Operationes in Psalmos 1519–1521.[1]

Indledning.

I forbindelse med Muhammedtegningerne i Jyllands-Posten er de religiøse følelser rykket ind i centrum af debatten om religion. Til nogle protestantiske teologers udelte glæde. Det har nemlig været en kærkommen lejlighed for dem til at påpege og understrege, at religion og følelser går hånd i hånd, mens kristendom og følelser ikke har noget med hinanden at gøre. Ved at fremsætte en sådan påstand viser de deres discipelskab til den schweiziske teolog Karl Barth og hele den barthianske teologiske tradition. Men de viser samtidig, at de indtager en afvisende position over for den del af den protestantiske teologiske tradition, som blandt andet tæller Friedrich Schleiermacher og Rudolf Otto, som netop sætter følelserne i centrum af religion og kristendom. Det interessante er, at også Luther sætter følelserne i centrum. Enhver opmærksom læser af hans større latinsksprogede værker fra den tidlige del af hans virke studser over den hyppighed, hvormed det latinske ord for følelse, affectus, dukker op i teksterne og gør det på centrale steder. Læs videre Affectus noster in deum augendus est