Alle indlæg af Niels Bjørn Christensen-Dalsgaard

Om Niels Bjørn Christensen-Dalsgaard

Cand.theol., sognepræst i Vojens-Jegerup-Maugstrup (senest opdateret 10. april 2020)

En undersøgelse af eskatologien i Andet Thessalonikerbrev

Rembrandt: Apostlen Paulus (1633)
Rembrandt: Apostlen Paulus (1633)

Artiklen, der her bringes, er et uddrag af mit speciale, der omhandler autenticiteten af 2 Thess. For nogle kan et sådan speciale muligvis virke omsonst; for hvorfor er det overhovedet interessant at beskæftige sig med, om Paulus har skrevet det brev eller ej? Kan det ikke være lige meget? Hvis man ikke er interesseret i hverken Paulus eller den tidlige kristendom, så skal jeg ikke kunne udelukke, at det alt sammen kan være ét fedt. Men er det modsatte tilfældet, så kan det vise sig at være et afgørende spørgsmål for forståelsen af Paulus’ kristologi, eskatologi, forhold til menigheden og en lang række andre punkter. Er man altså det mindste interesseret i Paulus, så bør et af de første spørgsmål, man stiller sig selv, være, hvilke breve han har skrevet.

I artiklen her er det centrale ikke spørgsmålet om autenticitet, men derimod angående selve brevets eskatologi, som igennem tiden har været mange arme eksegeters hovedpine, og jeg tør også sige, at den har været min egen. Men jeg håber, at jeg med min artikel kan være med til at forebygge, at det samme behøver gentage sig.

Eskatologien i 2 Thess.

På den indholdsmæssige side har en væsentlig indsigelse fra modstanderne af brevets autenticitet været, at eskatologien i brevet ikke lader sig forene med den eskatologi, der kommer til udtryk i de syv Paulusbreve. Læs videre En undersøgelse af eskatologien i Andet Thessalonikerbrev →

En lommebog om ligegyldighed (II)

Hieronymus Wierix (1553–1619): Acedia
Hieronymus Wierix (1553–1619): Acedia
»Subijce humerum tuum & porta sapientiam, & ne acedieris vinculis eius« (Siraks Bog 6,24/25: »Løft [visdommen] op på dine skuldre og bær den, føl ikke afsky for [: ked dig ikke ved] dens bånd.«

Nu kunne det jo forekomme, at destillationen allerede var overstået. Begrebet renset og gjort let gennemskueligt selv for det øje, der måtte være mat og uklart, men måske er det alligevel for let at destillere ligegyldigheden således, at den først fremstilles i sin mest beske aftapning for dernæst blot at vise, at alt, der giver sig ud for at være et udslag af ligegyldighed, ikke følger forskrifterne til punkt og prikke. Om tilværelsen er ligegyldig, ligger som sagt uden for den menneskelige erkendelse. Der er ikke noget i verden, der kan afsløre, om det vitterligt forholder sig således eller ej, og der er derfor heller ikke nogen måde, hvorpå man kan få vished om det. Spørgsmålet er derfor også nærmere, om mennesket kan forholde sig ligegyldigt til verden og sin tilværelse. Og som tidligere vil mit svar være, at det i strengeste forstand er umuligt for et menneske at leve på ligegyldighedens præmisser, hvis det skal bevare en snert af liv. Det er altså med andre ord en umulighed for mennesket at forholde sig absolut til ligegyldigheden, så den bliver bestemmende for tilværelsen; sådan er det jo så ofte med idealer. Men lad os afdramatisere begrebet og se lidt nærmere på de forskellige symptomer, der gives på den overfladiske ligegyldighed, der hverken helt eller halvt har fattet, hvad den selv siger. Overordnet vil jeg hævde, at der er to symptomer, der er vigtige at diagnosticere i forbindelse med ligegyldigheden nemlig kedsomhed og ironi. Læs videre En lommebog om ligegyldighed (II) →

Paulus’ kaldelse

Caravaggio (1573–1610): Paulus’ omvendelse
Caravaggio (1571–1610):
Paulus’ omvendelse

Hvorfor er Paulus så fantastisk interessant at studere? Det kan man give utroligt mange forskelligartede svar på. Men et aldeles træffende svar kunne være, at Paulus giver os det absolut ældste skriftlige vidnesbyrd om kristendommen, hvorfor det kun er naturligt, at han også påkalder sig en del opmærksomhed. Vil man altså vide noget om den ældste kristendom ud fra et historisk videnskabeligt grundlag, må man begynde med Paulus. Men et andet svar på det stillede spørgsmål, som desværre ofte glemmes i eksegesens navn, er, at Paulus også har noget at fortælle os i dag. I denne omgang vil jeg dog alligevel lade eksegesen træde lidt i forgrunden og beskæftige mig med en specifik begivenhed i Paulus’ liv nemlig hans kaldelse, og det vil jeg gøre ud fra de skildringer af kaldelsen, som man finder i Galaterbrevet og Første Korintherbrev. Læs videre Paulus’ kaldelse →

Guds uforanderlighed i en heraklitisk tidsalder

Hele Guds herlige skaberværk er skabt med tid og underlagt timelighedens forgængelighed, således at alt i verden forandres på nær selve forandringen. Derfor forekommer det eneste uforanderlige i vores heraklitiske tidsalder at være forandringen. Var der ikke tid, ville forandringen være umulig. Floderne ville fryse til og skyerne bremse op midt på himlen. Som sagt er hele skaberværket underlagt timelighedens forgængelighed, og intet i skaberværket kan gøre sig fri af den, men Gud er ikke i tid, men i al evighed. Han transcenderer tiden i et hvert øjeblik i al evighed. Derfor må man først forsøge at forstå, hvad det vil sige at være underlagt timelighedens forgængelighed, man må altså først forsøge at trænge ind i den menneskelige erfaring af tid, og alene det, at mennesket kan siges at erfare tid, skyldes, at det er i tid.

Når mennesket umiddelbart skal bestemme tiden, forekommer det at ligge ligefor at dele den op i fortid, nutid og fremtid. Dette er, hvad man kunne kalde de grundlæggende tidsdimensioner. Menneskets umiddelbare erfaring af de forskellige tidsdimensioner munder ud i en erkendelse af tidsdimensionerne som forskelligartede. Fortiden erindrer man, hvorimod man bekymrer sig for fremtiden eller har forventninger til den. Men hvad angår nutiden, så forekommer den nærmest at forsvinde og blive til en streg imellem fortid og fremtid. Læs videre Guds uforanderlighed i en heraklitisk tidsalder →

En lommebog om ligegyldighed

Til at begynde med vil jeg bekende, at lommebogen nødvendigvis står i et modsætningsforhold til selve begrebet ligegyldighed; for indeholdt den en forståelse af ligegyldigheden i selve udtryksformen, så var den aldrig blevet til. Så alene det, at den blev til, taler imod ligegyldigheden. Men hvad er så formålet med lommebogen, når den nu i sin udtryksform ikke kan indkapsle den? Såmænd ikke andet end at tage ligegyldigheden på ordet, dvs. at destillere begrebet, så det ikke skal betragtes i en gennemsigtig opløsning, hvad der sædvanligvis er tilfældet. Altså vil jeg ikke stort andet end vise, hvad en eksistentiel forståelse af ligegyldigheden må medføre. Lommebogen kan vel derfor også bedst betragtes som et eksperiment – ja et forsøg udi ligegyldighedens betydning for mennesket. Og som en kemiker må have kolber, reagensglas og andre remedier, førend han kan opstille sine forsøg, må skriftet også stille spørgsmål, førend det kan besvare dem. Læs videre En lommebog om ligegyldighed →

En overfladisk artikel behandlet overfladisk

Kærlighed for Kierkegaard er had til menneskelivet – således lyder overskriften til en artikel i Politiken forfattet af Rune Lykkeberg her den anden dag.[1] Og stopper man op og lytter til den skingre stemme, finder man den egentlige ophavsmand til balladen i skikkelse af K.E. Løgstrup, hvis bog Opgør med Kierkegaard genudgives på forlaget Klim, selvom det nok havde tjent ham bedst, at den samlede støv på en reol i en fugtig kælder. Bogen kan nemlig bedst betegnes som én lang eklatant fejllæsning af Kierkegaard, som, hvis man vil være Løgstrup behjælpelig, bedst lader sig forstå som et patetisk forsøg på at provokere, hvilket dog bare har den uheldige effekt at ramme ham selv i ansigtet som en dårligt kastet boomerang. Dette sjask af et stridsskrift har Rune Lykkeberg nu læst, og som en flabet cockerspaniel hugger han i sig af Løgstrups tvivlsomme forståelse af Kierkegaard. Således fornemmer man i hele Lykkebergs artikel, at Kierkegaard skal ned med nakken. Og det kommer han så. Først ridser han op, hvad de fleste kan blive enige om, nemlig at Kierkegaard er: en enestående stilist, en eminent læser og en suveræn modernitetskritiker – men men men, der er noget, der stikker under det hele, Læs videre En overfladisk artikel behandlet overfladisk →

Luthers nadverforståelse (I)

I denne artikel vil jeg undersøge Luthers nadverforståelse med udgangspunkt i: Eyn Sermon von dem Hochwirdigen Sacrament des Heyligen Waren Leychnams Christi Und von den Bruderschafften.[1] Begrundelsen for, at det netop er denne tekst, der vil have artiklens bevågenhed, er, at den på alle måder forekommer at give et klart indblik i, hvordan Luther tænker angående nadveren. Men allerførst er det nyttigt med lidt baggrundshistorie for teksten. Den udkom i december 1519 og var den sidste af tre småskrifter om sakramenterne. De to første skrifter handlede selvfølgelig om dåben og boden.[2] Alle skrifterne kan ses som en vejledning for lægfolk til en bedre forståelse af sakramenterne.[3] Rent tidsmæssigt er skriftet altså placeret efter Luthers berømte afladsteser, der ifølge traditionen blev slået op på slotskirkens dør i Wittenberg d. 31. oktober 1517 og efter Heidelbergteserne og den berømte diskussion i Leipzig i 1519 (juni–juli).[4] Man bør således også bemærke, at teksten er skrevet før d. 10. december 1520, hvor det endelige brud mellem Luther og Rom fandt sted, og Leo d. X’s bulle blev kastet på bålet sammen med den kirkelige lovsamling.[5] Læs videre Luthers nadverforståelse (I) →

Hvo er da Ens Næste?

Således skal den lovkyndige have spurgt Kristus efter selv at have fundet loven. Aldrig så hurtigt var loven altså fundet, førend der blev stillet spørgsmålstegn til forståelsen af den. Den lovkyndige havde rigtig nok selv hurtigt fundet frem til loven, men hævdede altså i samme hast slet ikke at kunne forstå den. Man kan derfor mene, at en undersøgelse, der udelukkende vil beskæftige sig med, hvem næsten er, nødvendigvis må lide af den samme misforståelse som den lovkyndiges, nemlig den misforståelse det er ikke at ville forstå fordringen i loven. Men på den anden side er der vel også en grund til, at Kristus ikke viftede spørgsmålet væk, men værdigede det et svar? Og mon ikke det er fordi, at et menneske også kan misforstå loven, således at han rigtig nok forstår fordringen, men ikke loven? Havde den lovkyndige derfor ikke haft mod til at spørge, ville han måske aldrig have fundet ud af, hvem næsten var og altså ikke ret forstået loven. Undersøgelsen er derfor ikke så meget et forsøg på at holde fordringen i loven på afstand, som et forsøg på at undgå en mulig misforståelse, der ville gøre fordringen ligegyldig Læs videre Hvo er da Ens Næste? →

En umistelig glæde

Prædiken i Studentermenigheden i København, Trinitatis Kirke, fredag d. 19. april 2013 over teksten til 3. søndag efter påske efter 1. tekstrække, Joh 16,16–22.

Lad os forundres ved ordene ligesom disciplene, så det ikke må undre os mindre, at de er blevet forklaret i Kristus. “En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.” Sådan talte Kristus til disciplene, men hvordan skulle de forstå, hvad Kristus endnu ikke havde forklaret? For disciplene må det have været dunkle ord, hvis mening kun svagt kunne anes; at han gik bort, kunne de måske nok forstå, men ikke hvorhen eller hvorfor og endnu mindre, at tiden var knap. Men anelsen – denne tågede forståelse – der let giver næring til bekymringer, fejes ikke væk af Kristus – nej tværtimod – for han fortæller disciplene, at der kommer en tid, hvor de skal græde og klage, men samtidig også at hele verden vil kunne glæde sig midt i deres sorg. Kristus fortæller om det forestående med et billede af en fødende kvinde; Læs videre En umistelig glæde →

Øjeblikket gransket igennem Begrebet Angest

Der er flere ting, man bør lægge mærke til i forbindelse med en nærlæsning af Kierkegaards forståelse af Øjeblikket i Begrebet Angest. Det første er utvivlsomt det høje tempo, som teksten bevæger sig med, hvilket desværre også har medført, at nogle af begreberne er en smule forslåede og omtumlede, og det gælder også for øjeblikket. Allerbedst fornemmes det, når Kierkegaard kaster sig ud i sine idehistoriske betragtninger.[1] Det vigtigste i forbindelse med begrebet øjeblikket er dog, at man bemærker, hvordan øjeblikket er knyttet til det, at mennesket bringer synden ind i verden – ja faktisk er øjeblikket et forsøg på at beskrive: Det qualitative Spring.[2] Før øjeblikket var der ikke et før og et efter, og efter øjeblikket er der ikke længere et før som før øjeblikket. Øjeblikket er derfor på en måde det skelsættende. Det der deler tiden i et før og et efter. Med Kierkegaards egen terminologi er det det timelige, der kommer efter øjeblikket.

Man kan så spørge, om det ikke også var det timelige, der var før øjeblikket, og svaret er selvfølgelig jo, men det timelige før og det timelige efter er ikke det samme Læs videre Øjeblikket gransket igennem Begrebet Angest →