Alle indlæg af Thomas Hårbøl

Om Thomas Hårbøl

Cand.theol., fung. sognepræst i Ansgars og Sankt Hans (Odense) (senest opdateret 20. april 2020)

Selvmordsmorderne og opgøret med Moseloven

Rembrandt van Rijn (1606–1669: Moses smadrer lovens tavler (1659)
Rembrandt van Rijn (1606–1669): Moses smadrer lovens tavler (1659)

Rokokoposten bragte for nylig en artikel, hvori Det Etiske Råd foreslog at indføre dødsstraf for selvmord;[1] og selvom artiklen er fiktion, er tanken ikke grebet ud af den blå luft, for selvmord har været anset for en forbrydelse, der skulle straffes. Christian V’s Danske Lov (1683) betragtede selvmord som strafværdigt; en selvmorders arvinger mistede selvmorderens arv, og den selvdræbte måtte ikke begraves i indviet jord:

Den, som sig selv ombringer, have sin Hovedlod forbrut til sit Herskab, og maa ej begravis enten i Kirken eller paa Kirkegaard, med mindre hand giør det i Sygdom og Raserj.[2]

Bestemmelsen var i kraft indtil straffeloven af 1866, og i den engelske retspleje lagde man en strafafgift på boet efter en selvmorder helt frem til 1961.[3] Langt hårdere gik man til værks i Ludvig XIV’s Frankrig, hvor Solkongen i 1670 forordnede, at selvmorderes lig skulle slæbes gennem gaderne med ansigtet nedad og efterfølgende smides på møddingen, hvorefter den dødes ejendom blev beslaglagt.[4]

Nu til dags betragtes de fleste selvmordsforsøg som bekendt som »et råb om hjælp«, Læs videre Selvmordsmorderne og opgøret med Moseloven

En lugt af nåde – jul med Kingo

Thomas Kingo med nissehue
Hent et sangark (pdf) med Kingos julesalme Op, hjerte, op med fyrig tro!

Kingo er måske den mest u-julede af de store danske salmedigtere, i hvert fald hvis man skal tro de almindelige fordomme om, at Kingos salmer er gravalvorlige, dystre og mørke; og det er da også sandt, at f.eks. Far verden, far vel ikke er det mest oplagte salmevalg ved hverken julegudstjeneste eller juletræsomvandring, selvom dens krasse karskhed måske kunne udgøre en tiltrængt afveksling.

Hvis man gider pakke fordommene ned og i stedet læse Kingos tekster, vil det imidlertid vise sig, at hans julesalmer er fyldt af glæde over det, julen i virkeligheden handler om: At Gud blev menneske. Så hvis man i juletiden trænger til en modgift til Søren Banjomus og alle hans gerninger og alt hans væsen, kan man ty til Kingo. Læs videre En lugt af nåde – jul med Kingo

Bede, banke, råbe, græde

Prædiken i Frederiksholm Kirke (Sydhavns Sogn), søndag d. 20. oktober 2013
(21. søndag efter trinitatis, 1. tekstrække: Ez 18,1–4a; Joh 4,46–53)

I dag skal vi holde barnedåb. To endda – en glædelig begivenhed! Dagens tekst er til gengæld i den noget alvorligere ende. Den handler ikke om glæde over et barns fødsel og dåb, men om angst for, at et barn skal dø.

Tekstens hovedperson er en højtstående embedsmand i statsforvaltningen, én der sikkert er vant til, at tingene går efter reglerne, og at han får sin vilje. Han er en magtfuld mand, og han er rig: Vi hører, at han har tjenere i huset, sand­synligvis slaver. Og han er ikke bare embedsmand; vi hører, at han også er far. Men det er han måske ikke så meget længere, for han er ved at miste det dyrebareste, han har, nemlig sin søn, der er dødeligt syg.

Ind på scenen træder den omvandrende Jesus. Embeds­manden, faren til den døende dreng, er desperat og klamrer sig til det eneste spinkle håb, han har tilbage: Måske kan Jesus redde hans søn fra sygdommen og dermed fra døden. Mærkeligt nok er det, som om Jesus ikke tager manden alvorligt i første omgang. I stedet for at hjælpe ham lægger Jesus op til en teologisk diskussion: Læs videre Bede, banke, råbe, græde

EU og Gud (I)

Har EU en religion? Onde tunger vil sikkert sige, at EU er en religion, og der er da unægtelig også religiøse træk i EU’s ikonografi. Eksempelvis er denne statue opstillet uden for Paul-Henri Spaak-bygningen i Bruxelles, hvor Europa-Parlamentet holder til, når det ikke er i Strasbourg:

May Claerhout: Europe (1993). Foto: Thomas Hårbøl
May Claerhout: Europe (1993). Foto: Thomas Hårbøl (2013).

Statuen Europe (1993) af belgieren May Claerhout (f. 1939) forestiller den fønikiske sagnprinsesse Europa. I den græsk-romerske mytologi bliver prinsesse Εὐρώπη bort- og forført af en tyr, der i virkeligheden er overguden Zeus i forklædning. På statuen er tyren imidlertid ikke til stede, for meningen er angiveligt snarere at symbolisere, hvordan Europa (eller EU-systemet) holdes oppe af de europæiske folk, som »hun« selv er en del af. Læs videre EU og Gud (I)

Økumenisk bål og brand

Økumeni er et besværligt ord. Når man nævner det for ikke-teologer, forstår de det ikke; og hvis de endelig finder ud af, at man ikke bare sagde »økonomi« på en mumlende måde, går det helt galt, hvis man også begynder at tale om f.eks. »frelses-økonomi« eller »økonomisk trinitet«, altså Guds »husholdning« med frelsen.

Økumenien har det ædle formål at nedbryde de modsætninger, der skiller de kristne kirker fra hinanden, eller i det mindste bare at få kirkesamfundene til at tale med hinanden. Undertiden kan man godt få det indtryk, at mængden af tale bliver et succeskriterium i sig selv – kvantitet forveksles med kvalitet. I sådanne situationer ender den mellemkirkelige samtale med udsendelsen af erklæringer, der er så lange og med så mange forbehold, at ingen til sidst ved med sikkerhed, hvad der egentlig menes. (Alle, der har læst den romersk-katolsk-lutherske Fælleserklæring om retfærdiggørelseslæren fra 1999, burde vide, hvad jeg mener). Læs videre Økumenisk bål og brand

Evighed – evig og altid

Wem Zeit ist wie Ewigkeit
und Ewigkeit wie Zeit,
der ist befreit
von allem Streit.

Jakob Böhme (1575–1624)[1]

Evigheden, livet i Paradiset med Gud, stiller ofte kristendommen i et lidt latterligt lys. Hvem kan holde tanken om evigheden ud, hvis evighed er evindeligt lang tid?

En ny-hedensk, asatroende kvinde forklarede således engang i tv, at hvis hun skulle leve evigt, ville hun foretrække at slås og drikke mjød i Valhal frem for at sidde og spille harpe på en sky i den kedelige, kristne himmel; en ufrivilligt sjov udtalelse, eftersom den nordiske mytologis forestillinger om efterlivet indebærer, at kvinder slet ikke har adgang til kriger-himlen hos Odin i Valhal, Læs videre Evighed – evig og altid

Vanvid

Prædiken i Studentermenigheden i København, Trinitatis Kirke, fredag d. 22. marts 2013 over teksten til palmesøndag efter 1. tekstrække, Matt 21,1–9.

Jesus er på vej. Det er han jo flere gange, og dagens tekst blev endda brugt allerede 1. søndag i advent. Nu er fastetiden næsten slut, og man fristes til at synge advents-salmer igen, nu hvor katastrofe-snestormen udeblev, men kulden har gjort forårs-Danmark til et is-inferno: »Glæd dig, Zion, glæd dig, Jord! / Se, din konge til dig kommer, / glæd dig i din vinter, Nord! / Kristus bringer evig sommer.«

Der er tre tilkomster, der flyder sammen: I adventstiden var Jesus på vej til Jorden for at blive født. Engang skal han komme igen og holde dom, så alt det skjulte skal komme frem i lyset. Og i dag er han på vej til Jerusalem for at blive korsfæstet. Men endnu er det ikke langfredag, Læs videre Vanvid

Min Gud, min Gud – om dårlig eksegese og svag teologi

Hvad sker der egentlig, da Jesus råbende spørger sin Gud, hvorfor han har forladt ham?

De fire evangeliers beretning om Jesu lidelse og død gengiver i alt syv forskellige udsagn fra Jesus, der almindeligvis omtales som ›de syv korsord‹. Et af de mest omdiskuterede er formentlig »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?«, som den korsfæstede Jesus skriger ud over den solformørkede jord. Udsagnet er det eneste af korsordene, der optræder i mere end ét evangelium, nemlig hos både Markus og Matthæus, der staver »min Gud« på henholdsvis aramæisk og hebraisk:[1]

ελωι ελωι λεμα σαβαχθανι; (Mark 15,34)
ηλι ηλι λεμα σαβαχθανι; (Matt 27,46)
אֵלִ֣י אֵ֭לִי לָמָ֣ה עֲזַבְתָּ֑נִי (Sl 22,2)

Umiddelbart lyder det jo, som om Jesus på korset erfarer, at hans Gud ikke har overholdt det, der skulle forestille at være aftalen. Læs videre Min Gud, min Gud – om dårlig eksegese og svag teologi

To paver går af

I løbet af kun et par måneder har verden med forundring set hele to paver gå af. Den ene under stor bevågenhed fra medier i ind- og udland, den anden med en noget mere stilfærdig mediedækning. Det drejer sig naturligvis om Hans Hellighed Benedikt den 16. alias Joseph Ratzinger (f. 1927), der nu er forhenværende leder af den romersk-katolske kirke, og om Tidehvervs forhenværende redaktør, pastor emeritus Søren Krarup (f. 1937) fra Danmarks evangelisk-lutherske afdeling af sancta ecclesia catholica.

Lighederne imellem de to ældre herrer, der har overladt kirkeskibets ror til næste generation, er til at få øje på, og det er især Søren Krarups fortjeneste, at sammen­ligningen er blevet så oplagt. Selvfølgelig er der også forskelle: Læs videre To paver går af