Tag-arkiv: lov/evangelium

Korsets gåde. “Et sonoffer for vores synd”. Hvad er løsningen – og hvad var problemet?

Om det kristne evangelium og forsoningen i Kristus.

Følgende tekst er ‘work-in-progress’. Forslag til forbedringer, rettelser og afklaringer modtages gerne!

“Som skaber er du stor, o Gud,
din gerning roser dig;
dog, på din nådes almagtsbud
det større viser sig” (Julius Købner, Baptisternes Salmebog 331)

“Although the Scriptures often speak of the sacrifice of Christ as both ordained and made from before the foundation of the world, and thus seek to lift it clean out of the limits of time, we commonly think of it only as a sacrifice made on a certain sacred day in our human calendar. And yet the Cross of Christ must speak to us of an eternal sacrifice, it must become the symbol of a divine and eternal passion, before we can rise to an adequate conception of its significance.” (Samuel Cox, Salvator Mundi, p. 166)

Det ligger i den teologiske tradition, at Jesus med sin død på en eller anden måde skulle bøde for vores synd. Jesus, har man sagt, er den “lidende tjener”, der bærer menneskers synd, den ene midler mellem Gud og mennesker, givet som “løsesum” for alle (1 Tim 2,5–6), et “sonoffer” for hele verdens synd (1 Joh 2,2), for at Gud kunne “forlige” alting med sig selv (Kol 1,20). Der er blevet tænkt og sagt meget over hvordan det nu skal forstås. Nogle har ment, at Jesus døde for at besejre Djævelen, eller at Jesu død var en slags løsesum betalt til døden på vores vegne, så vi kunne gå fri fra dens magt. Andre har ment, at Jesus døde som et sonoffer til Gud, så vi kunne slippe for “den kommende vrede”, og så videre. Men hvad er kernen i alt det? Eller mere præcist, hvad er egentlig det kristne budskab, evangeliet? Det spørgsmål er temaet for det følgende.

Der er i tidens løb givet mange bud på en kristen “forsoningslære”.[1] Det følgende skulle egentlig have været et forsøg på mere principielt at undersøge, hvad det er, der ligger i kernen af disse bud – som ifølge min overbevisning ikke nødvendigvis udelukker hinanden, men snarere er perspektiver på det ene forhold, at Gud i Jesus har forligt hele verden med sig selv (2 Kor 5,19–20). Det viser sig dog hurtigt, at der ikke er nogen entydig, rationel formel, som kan indfange så principielle teologiske forhold som forsoningen. Den er og bliver et mysterium – et i evangeliet åbenbart og kendt mysterium, men ikke desto mindre en gåde, der til stadighed må beskrives i alskens billedsprog. Ikke underligt, at der findes så mange bud på, hvad der ligger i “korsets gåde”. Forsoningen samler i sig modsætningerne død og liv, dom og nåde. Den indeholder en spænding som ikke kan sættes på fast begreb, og den må derfor naturligt kaste et kaleidoskopisk virvar af billeder af sig, når vi forsøger at forklare evangeliet. Alligevel – eller måske netop derfor – må vi gøre et forsøg.

Nådestolen. Den Hellige Treenighed (flamsk miniature, 1400-tallet).

Læs videre Korsets gåde. “Et sonoffer for vores synd”. Hvad er løsningen – og hvad var problemet? →

Godt tilbud eller tvingende nødvendighed?

Om at læse bibelen med nåden som fortegn

“Gud forbarmede sig over sin skabning og gav dem en ny frelse gennem sit Ord, det vil sige Kristus, så mennesker kunne lære ved erfaring, at de ikke kan opnå udødelighed af sig selv, men kun ved Guds nåde.” (Irenæus af Lyon, oldkirkelig teolog 130–202 e.Kr.)

Lucas Cranach d.æ.: Allegori over lov og nåde (efter 1529)

Kristendom er ikke, hvad det har været. Det har det nok aldrig været, når det kommer til stykket, for kristendommen er nemlig slet ikke den religion, den ellers ser ud til at være. I kernen af kristendommen er nemlig evangeliet, ordet om Guds nåde og kærlighed – og det handler slet ikke om religion, heller ikke selvom indpakningen kan give det indtryk. At evangeliet handler om nåde og kærlighed betyder nemlig, at det slet ikke er os, det kommer an på. Derfor er kristendom ikke religion.

Det har vi glemt. Undersøgelser viser, at 56 % af selverklærede amerikanske “evangelicals” mener, at mennesker selv skal tage initiativet til at blive frelst, mens et lignende antal mener, at vi selv skal bidrage til vores frelse, om ikke andet så ved aktivt at takke “ja” til evangeliet. Læs videre Godt tilbud eller tvingende nødvendighed? →

De skal høre og høre, men intet fatte

“Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse.” (Mark 4,10-12)

Skrevet på baggrund af prædiken holdt til Ørkengudstjeneste i Bethlehemskirken i København, februar 2016 over Es 55,6-11; ApG 28,17–31; 1 Kor 1,18–21; Mark 4,1–20.

Bretschneider-øret i Tjekkiet. Foto: Jarda 75
Bretschneider-øret i Tjekkiet. Foto: Jarda 75

Vi har en naturlig tendens til at få tingene til at handle om os selv. Vi læser gerne lignelser som “lov” snarere end som evangelium. Loven handler kort sagt om alt det, mennesker skal gøre for Gud for at fortjene hans nåde. Opfylder vi loven, skal vi leve, men bryder vi den, skal vi dø (Rom 10,5). Men mennesker kan ifølge Bibelen slet ikke fortjene Guds nåde, og formålet med loven er i virkeligheden, at vi skal erkende vores manglende evne til at frelse os selv.

Evangeliet er omvendt, at Gud har sendt Jesus for med sin død at købe os fri af loven, så han kunne “adoptere os som sine børn” (Gal 4,5). Det er Guds riges hemmelighed, der er givet dem, som er kaldet til at være hans udvalgte. Eller rettere, Guds riges hemmelighed er Jesus selv. Ham har disciplene fået lov at kende som Guds søn, som skulle gøre en ende på konsekvenserne af vores vantro, vores synd og død, ved selv at gå i døden. Hvad vi ikke kan og vil, gør Gud uden betingelser.

Men vi vil hellere høre om, hvad vi kan og skal gøre. Måske fordi det giver os en fornemmelse af at have styr på sagerne – måske vi oplever en frihed i selv at være ansvarlige for vores frelse? I hvert fald er det sådan, at når Jesus fortæller lignelsen om sædemandens korn, der falder på forskellig slags jord, er vi hurtige til at spørge, hvad vores opgave så er. Hvordan kan vi være den gode jord, hvor troen slår rod og sætter frugt, spørger vi måske os selv? Hvordan kan vi rense ud i sjæl, sind og hjerte, så der bliver plads til Gud? Hvordan kan vi blive en god plante, eller hvordan kan vi “vækste” mest effektivt, for at bruge en grim neologisme? Læs videre De skal høre og høre, men intet fatte →

Johannes Horstmann (II,I)

Naturlig teologi

I halvtredserne begynder Horstmann at skrive i Tidehverv, og den første artikel, som bladet bringer af ham, er »Naturlig Teologi« fra 1950. Det er en noget rodet artikel, hvor det overordnede emne groft sagt er, hvordan filosofi forholder sig til teologi og omvendt. Horstmann indleder sin artikel med at erindre Martin Luthers berømte ord fra Disputatio contra scholasticam theologiam, hvor Luther i en af sine mange teser elegant formulerer: Error est dicere: sine Aristotele non fit theologus. Immo theologus non fit nisi id fiat sine Aristotele.[1] Citat er et angreb på skolastikken og de skolastikere, der dyrkede Aristoteles i en sådan grad, at de glemte, at det ikke var ved at læse Aristoteles, at man blev teolog – ja faktisk sætter Luther det hele på spidsen ved at sige, at man kun bliver teolog, såfremt man gør det uden Aristoteles. Med henvisning til disse ord begynder Horstmann altså sin artikel, og han ser dette udsagn og andre lignende steder hos Luther som en afvisning af, at filosofien: »skulde have noget at sige af betydning for theologien i den forstand, at theologien skulde være forpligtet til at høre den.«

Og videre skriver Horstmann: »Vel er dette ikke at forstå på den måde, at Luther skulde hylde en irrationalistisk tankegang og betragte fornuften i sig selv som skadelig – han kan i anden sammenhæng også tale om fornuften som et herligt instrument for Gud – men det er sådan at forstå, at fornuften og filosofien af sig selv ikke kan sige noget af betydning om Gud eller den frelsende erkendelse af Gud.«

Det presserende spørgsmål for Horstmann bliver derfor, hvordan Luther har forholdt sig til fornuften og til en såkaldt »naturlig teologi«. Læs videre Johannes Horstmann (II,I) →

Kristus, loven og dens fylde

Prædiken i Vojens Kirke, søndag den 26. juli 2015 kl. 9:00
(8. søndag efter trinitatis, 1. tekstrække: Jer 23,16–24; Rom 8,14–17; Matt 7,15–21).

Jan Peeters (1624–1677): Stormfuldt hav
Jan Peeters (1624–1677): Stormfuldt hav

Dagens evangelietekst udgør en lille del af bjergprædikenen. Tonen er skærpet ligesom den fordring, Gud i kraft af Jesu tale stiller mennesket over for.

Det er ikke længere nok bare at leve op til de mange jødiske forskrifter, man kan læse nogle af i 3. Mosebog, som er fyldt med alle tænkelige og utænkelige love, mennesket skal opfylde for at være Gud til behag.

Alle disse gamle forskrifter betegnes normalt under et som »Loven«.

Og netop »Loven« er bjergprædikenen et opgør med.

Men ikke et opgør i den forstand, at der er tale om en afskaffelse af loven – nej tværtimod søger Jesus at forklare, at der gives en ny lov, der skal gøre sig gældende for mennesket.

Det er derfor han også skelner mellem det gamle og det nye, når han siger: I har hørt, at der er sagt til de gamle – men jeg siger jer.

Jesus har nemlig noget nyt at fortælle mennesket. Noget som det ikke kunne have fortalt sig selv eller regnet sig frem til, men som han er kommet for at åbenbare for mennesket.

Den nye lov er en skærpelse af den gamle – og i stedet for som tidligere at udpensle hver enkelt gerning, Gud forventer af mennesket, åbenbarer Jesus lovens fylde. Læs videre Kristus, loven og dens fylde →

Gå du hen og gør ligeså

Prædiken til 13. søndag efter trinitatis (3 Mos 19,1–2.9–18; Gal 2,16–21; Luk 10,23–37).

Simon François Ravenet: Den Barmhjertige Samaritaner (1772)
Simon François Ravenet: Den Barmhjertige Samaritaner (1772)

Der er virkelig noget på spil både i Galaterbrevet og i fortællingen om den Barmhjertige Samaritaner. Men lad os begynde med evangelieteksten.

Det, som sætter gang i fortællingen, er en lovkyndig; at han betegnes som lovkyndig, vil sige, at han var en skriftklog, der vidste besked om alle de bud og love, som man i jødedommen på Jesu tid var nødt til at overholde, hvis man ville være retfærdig foran Gud – og som der står i dagens evangelietekst, så spørger denne lovkyndige altså Jesus for at sætte ham på prøve. Spørgsmålet, der i første omgang er udtænkt for at volde Jesus problemer, er, hvordan man arver evigt liv – med andre ord, hvad man skal gøre for at få del i Guds rige.

Og pudsigt nok svarer Jesus manden ved at spørge ham, hvad der står i loven, at man skal gøre; og den lovkyndige svarer ham – som vi har hørt – at man skal elske Gud af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke og af hele sit sind, og sin næste som sig selv. Efter at have hørt, hvad den lovkyndige siger, fortæller Jesus ham, at han har svaret rigtigt.

Og så burde historien jo sådan set slet ikke være længere; for den lovkyndige har jo allerede fået svar på sit spørgsmål om, hvordan man kan arve evigt liv. Men alligevel stopper den lovkyndige ikke her, selvom den fordring til mennesket, som Kristus har åbenbaret, forekommer at være såre simpel og ikke til at misforstå, men måske er det netop derfor, at manden bliver nødt til at forsøge at vriste sig fri fra den ved at spørge, hvem næsten er? Læs videre Gå du hen og gør ligeså →

“Hvad vil sjælen altså gøre, fuld af bekymring og fuldstændigt overvundet?”

Luthers ars moriendi-udlægning af salme 22 vers 8–9 i hans anden forelæsning over Salmernes Bog, Operationes in Psalmos 1519-1521.[1]

Indledning.

schilling_lutherPå mange måder må det undre, at den tyske historiker Heinz Schillings til dansk oversatte Lutherbiografi: Martin Luther. Rebel i en opbrudstid er blevet modtaget så kritikløst af danske boganmeldere.[2] En modtagelse, der må være én af mange grunde til bogens store udbredelse blandt de læsende danskere, hvilket det andet oplag vidner om. Jeg tænker ikke først og fremmest på oversættelsens kvalitet. Oversættelsen er præget af mange inkonsekvenser og fejl (de latinske citater er således næsten alle fejlagtige, hvilket næppe skyldes fejl fra Schillings side). Men jeg tænker i første omgang på mange af de påstande om reformatorens teologi, som historieprofessoren fremsætter, som om der herskede konsensus om dem i Lutherforskningen.

Schillings Lutherbog føjer sig ind i to tyske forskningstraditioner. Den ene er den nyere opfattelse af Luther som et for os moderne mennesker fuldstændigt fremmed menneske. De første 50 sider, der præsenterer den tidshistoriske baggrund for Luthers liv, er præget af denne opfattelse.[3] Det er en opfattelse, som er taget til i styrke og præger langt de fleste nyere tyske bøger om reformatoren og hans teologi efter fremkomsten af Volker Leppins bog: Martin Luther, Darmstadt 2006. En opfattelse, som også rendyrkes af den ældre og meget udbredte og også til engelsk oversatte bog af Heiko Obermann: Luther zwischen Gott und Teufel, München 1982. Den anden forskningstradition, Schillings bog tilslutter sig, består af, hvad jeg gerne kalder de tre b’er, nemlig: Bizer–Bayer–Brecht, som alle lader det reformatoriske gennembrud falde i foråret 1518, hvilket naturligvis får konsekvenser for opfattelsen af Luthers tidlige forelæsninger over blandt andet Salmernes Bog 1513–1515 og Romerbrevet 1515–1516.[4] Læs videre “Hvad vil sjælen altså gøre, fuld af bekymring og fuldstændigt overvundet?” →

Hvad mener vi, når vi siger, at kristendom ikke er religion?

Noter om religion og evangelium.

“Jeg hader og forkaster jeres fester,
jeg bryder mig ikke om jeres festdage.
Når I bringer mig jeres brændofre og afgrødeofre,
tager jeg ikke imod dem,
og måltidsofre af jeres fedekvæg vil jeg ikke se.
Fri mig for lyden af dine sange,
dine harpers klang vil jeg ikke høre!
Men ret skal strømme som vand,
retfærdighed som en stadig rindende bæk.” (Amos 5,21–24)

Lucas Cranach d.æ.: Adam og Eva (1526, udsnit)
Lucas Cranach d.æ.: Adam og Eva (syndefaldet; 1526, udsnit).

Der er igen tegn på nye religiøse strømninger i dansk kirkeliv. Nogle taler om at genfinde en kristen “trospraksis”, så det igen giver mening at tale om “helliggørelse” og om at leve et “helligt liv”. Der dyrkes forskellige former for meditation og bønspraksisser, og der spadseres ture besmykket med titlen “pilgrimsvandring”. Vi efterspørger religiøs underholdning, spændende ritualer, udklædning, pomp og pragt. Andre dyrker apologetik og “kristent trosforsvar” eller peger på kristendommens samfundsmæssige værdi og det problematiske i undergravningen af “traditionelle kristne værdier”. Nogle brokker sig over, at folk ikke har pænt tøj på i kirken, mens andre i deres begejstring over religiøs performance og liturgisk praksis fremfører påstande i stil med, at “det er ikke indholdet, men formen, der frelser”. Eller måske siger man, at kirkebygninger, med alt hvad de indebærer af religiøs æstetik, er absolut nødvendige for at forkynde evangeliet “rent og purt”. Eksempler er der masser af. Læs videre Hvad mener vi, når vi siger, at kristendom ikke er religion? →

Myten som tugtemester? Menneskets sprog og Guds almagt ifølge Klemens af Alexandria

Klemens af Alexandria (ca. 150–ca. 215)
Klemens af Alexandria
(ca. 150–ca. 215)

Foredrag i Studenterkredsen 23. april 2015. Højskolesang: Solen står stille i Gibeons dal (Bukdahl).

“Du, i ledtog med Titaner,
Storme ville Himmerig,
Skjønt den Gudlighed, man raner,
Just er anti-kristelig,
Tvertimod hvad han berømde,
“Ordet”, som sig selv udtømde
Til en Barne-Lallen spæd!

Du forbedre vilde “Troen”,
Skjønt den er, som Gud, saa god,
Alt for knap dig syndes Skoen,
Til en Christens Kæmpefod,
Du udvided den, desværre!
Saa den passed ei Vorherre
Som et Barn i Bethlehem

…

Nei, saalidt som Skaber-Aanden
Laaner Vinge-Fjer af Giæs,
Fatted ham med Pen i Haanden
Klemens og Origenes;
Deres Aands-Begreb var Luften,
Deres Ord-Begreb Fornuften,
Som den har hver Djævel arm!”[1]

(Grundtvig)

Sådan skriver Grundtvig om “Græker-Menigheden” i sin Christenhedens Syvstjerne. Grundtvigs pointe var kort sagt, at den senantikke græske kristendom udviklede sig til filosofisk spekulation og derved endte med at give køb på evangeliet.

I det følgende vil jeg ikke tage ensidigt parti for Klemens. Men jeg mener dog, at der er noget at hente hos ham, ikke mindst hvad angår hans forestillinger om menneskets sprog og mytens funktion. Klemens’ opfattelse er kort sagt, at Gud gennem sin almagt og sit forsyn har indrettet hedensk visdom, digtning og den slags, så det ligesom loven for jøderne tjener som tugtemester til Kristus. Læs videre Myten som tugtemester? Menneskets sprog og Guds almagt ifølge Klemens af Alexandria →

Alfred Theodor Jørgensen. Lutherforskning og menighedspleje

Alfred Theodor Jørgensen (1874–1953)
Alfred Theodor Jørgensen (1874–1953)

Reformationsjubilæet nærmer sig. Som en første forberedelse til dette jubilæum udgav Anis Forlag med Niels Henrik Gregersen som redaktør i 2012 en bog med titlen Lutherbilleder i dansk teologi 1800–2000, som med sine 18 kapitler beskriver forskellige, hovedsageligt danske, teologers fortolkninger af Luthers skrifter i det i titlen nævnte tidsrum.[1] Den opmærksomme læser af den meget spændende og velskrevne bog undrer sig ikke alene over tilstedeværelsen af tyske og svenske teologers Lutherfortolkninger i bogen.[2] Den gør ifølge titlen og forordet krav på at beskæftige sig med danske og altså ikke tyske og svenske Lutherbilleder. Men læseren undrer sig også over den mangelfulde beskrivelse af dansk Lutherfortolkning i det nævnte tidsrum. Således nævnes hverken forfatteren til den første danske Lutherdisputats i det 20. århundrede, nemlig den også uden for landets grænser i samtiden meget anerkendte og respekterede generalsekretær for Samvirkende Menighedsplejer, Alfred Theodor Jørgensen (1874–1953), eller den i 1930’erne om Luther meget skrivende sognepræst, Niels Nøjgaard (1900–1999), som også forfattede en doktordisputats om reformatoren. De begge var kendte ikke alene for deres Lutherfortolkning, men også for både deres forfatterskab om kirke, kristendom og samfund og deres kirkeligt-sociale engagement. Mands minde er meget kort.[3] Jeg vil i denne korte tidsskriftsartikel drage Alfred Theodor Jørgensen frem fra glemslen og beskrive dels hans Lutherfortolkning, dels hans forfatterskab om sociale spørgsmål, som afspejler hans kirkeligt-sociale engagement, og forsøge at svare på spørgsmålet, om der er en forbindelse mellem hans både akademiske og folkeligt formidlende forfatterskab om reformatoren og hans forfatterskab om sociale spørgsmål og virke til fordel for de svagest stillede i samtiden.[4] Jeg vil gøre det i tre korte kapitler, hvor det første kapitel beskæftiger sig med hans akademiske Lutherfortolkning, det andet kapitel omhandler hans folkelige Lutherformidling, og det tredje kapitel beskriver hans forfatterskab om det, som han selv kalder kirkelig filantropi, men som i dag almindeligvis går under betegnelsen diakoni. Men allerførst en kort anførelse af hans livs fakta. Læs videre Alfred Theodor Jørgensen. Lutherforskning og menighedspleje →