Kategoriarkiv: artikler

Johannes Horstmann (II,I)

Naturlig teologi

I halvtredserne begynder Horstmann at skrive i Tidehverv, og den første artikel, som bladet bringer af ham, er »Naturlig Teologi« fra 1950. Det er en noget rodet artikel, hvor det overordnede emne groft sagt er, hvordan filosofi forholder sig til teologi og omvendt. Horstmann indleder sin artikel med at erindre Martin Luthers berømte ord fra Disputatio contra scholasticam theologiam, hvor Luther i en af sine mange teser elegant formulerer: Error est dicere: sine Aristotele non fit theologus. Immo theologus non fit nisi id fiat sine Aristotele.[1] Citat er et angreb på skolastikken og de skolastikere, der dyrkede Aristoteles i en sådan grad, at de glemte, at det ikke var ved at læse Aristoteles, at man blev teolog – ja faktisk sætter Luther det hele på spidsen ved at sige, at man kun bliver teolog, såfremt man gør det uden Aristoteles. Med henvisning til disse ord begynder Horstmann altså sin artikel, og han ser dette udsagn og andre lignende steder hos Luther som en afvisning af, at filosofien: »skulde have noget at sige af betydning for theologien i den forstand, at theologien skulde være forpligtet til at høre den.«

Og videre skriver Horstmann: »Vel er dette ikke at forstå på den måde, at Luther skulde hylde en irrationalistisk tankegang og betragte fornuften i sig selv som skadelig – han kan i anden sammenhæng også tale om fornuften som et herligt instrument for Gud – men det er sådan at forstå, at fornuften og filosofien af sig selv ikke kan sige noget af betydning om Gud eller den frelsende erkendelse af Gud.«

Det presserende spørgsmål for Horstmann bliver derfor, hvordan Luther har forholdt sig til fornuften og til en såkaldt »naturlig teologi«. Læs videre Johannes Horstmann (II,I) →

“Hvad vil sjælen altså gøre, fuld af bekymring og fuldstændigt overvundet?”

Luthers ars moriendi-udlægning af salme 22 vers 8–9 i hans anden forelæsning over Salmernes Bog, Operationes in Psalmos 1519-1521.[1]

Indledning.

schilling_lutherPå mange måder må det undre, at den tyske historiker Heinz Schillings til dansk oversatte Lutherbiografi: Martin Luther. Rebel i en opbrudstid er blevet modtaget så kritikløst af danske boganmeldere.[2] En modtagelse, der må være én af mange grunde til bogens store udbredelse blandt de læsende danskere, hvilket det andet oplag vidner om. Jeg tænker ikke først og fremmest på oversættelsens kvalitet. Oversættelsen er præget af mange inkonsekvenser og fejl (de latinske citater er således næsten alle fejlagtige, hvilket næppe skyldes fejl fra Schillings side). Men jeg tænker i første omgang på mange af de påstande om reformatorens teologi, som historieprofessoren fremsætter, som om der herskede konsensus om dem i Lutherforskningen.

Schillings Lutherbog føjer sig ind i to tyske forskningstraditioner. Den ene er den nyere opfattelse af Luther som et for os moderne mennesker fuldstændigt fremmed menneske. De første 50 sider, der præsenterer den tidshistoriske baggrund for Luthers liv, er præget af denne opfattelse.[3] Det er en opfattelse, som er taget til i styrke og præger langt de fleste nyere tyske bøger om reformatoren og hans teologi efter fremkomsten af Volker Leppins bog: Martin Luther, Darmstadt 2006. En opfattelse, som også rendyrkes af den ældre og meget udbredte og også til engelsk oversatte bog af Heiko Obermann: Luther zwischen Gott und Teufel, München 1982. Den anden forskningstradition, Schillings bog tilslutter sig, består af, hvad jeg gerne kalder de tre b’er, nemlig: Bizer–Bayer–Brecht, som alle lader det reformatoriske gennembrud falde i foråret 1518, hvilket naturligvis får konsekvenser for opfattelsen af Luthers tidlige forelæsninger over blandt andet Salmernes Bog 1513–1515 og Romerbrevet 1515–1516.[4] Læs videre “Hvad vil sjælen altså gøre, fuld af bekymring og fuldstændigt overvundet?” →

Hvad mener vi, når vi siger, at kristendom ikke er religion?

Noter om religion og evangelium.

“Jeg hader og forkaster jeres fester,
jeg bryder mig ikke om jeres festdage.
Når I bringer mig jeres brændofre og afgrødeofre,
tager jeg ikke imod dem,
og måltidsofre af jeres fedekvæg vil jeg ikke se.
Fri mig for lyden af dine sange,
dine harpers klang vil jeg ikke høre!
Men ret skal strømme som vand,
retfærdighed som en stadig rindende bæk.” (Amos 5,21–24)

Lucas Cranach d.æ.: Adam og Eva (1526, udsnit)
Lucas Cranach d.æ.: Adam og Eva (syndefaldet; 1526, udsnit).

Der er igen tegn på nye religiøse strømninger i dansk kirkeliv. Nogle taler om at genfinde en kristen “trospraksis”, så det igen giver mening at tale om “helliggørelse” og om at leve et “helligt liv”. Der dyrkes forskellige former for meditation og bønspraksisser, og der spadseres ture besmykket med titlen “pilgrimsvandring”. Vi efterspørger religiøs underholdning, spændende ritualer, udklædning, pomp og pragt. Andre dyrker apologetik og “kristent trosforsvar” eller peger på kristendommens samfundsmæssige værdi og det problematiske i undergravningen af “traditionelle kristne værdier”. Nogle brokker sig over, at folk ikke har pænt tøj på i kirken, mens andre i deres begejstring over religiøs performance og liturgisk praksis fremfører påstande i stil med, at “det er ikke indholdet, men formen, der frelser”. Eller måske siger man, at kirkebygninger, med alt hvad de indebærer af religiøs æstetik, er absolut nødvendige for at forkynde evangeliet “rent og purt”. Eksempler er der masser af. Læs videre Hvad mener vi, når vi siger, at kristendom ikke er religion? →

Hellig, hellig, hellig – Treenigheden i salmebogen (I)

En fremstilling af det såkaldte treenighedsskjold (her fra St Peter's Church, Strumpshaw, Norfolk, England).
Det såkaldte treenighedsskjold: Faderen er Gud, men er ikke Sønnen og Helligånden; Sønnen er Gud, men er ikke Faderen … osv. (her fra St Peter’s Church, Strumpshaw, Norfolk, England).

Treenighedslæren spiller en vigtig rolle i den akademiske teologi, men ikke i samme grad i folkekirkens liv. Sådan er i hvert fald mit indtryk; og hvis det er sandt, er det en skam.

Melanchthon undlod i første omgang at behandle treenighedslæren i sin dogmatiske lærebog Loci communes og hævdede, at guddommens mysterier hellere skal tilbedes end udforskes.[1] Uanset om det ene behøver at udelukke det andet, kalder det under alle omstændigheder på en undren over, at trinitetens mysterium i højere grad er genstand for spekulation på de teologiske uddannelser end for lovsang i kirkerne. Samme Melanchthon ytrede også på sit dødsleje, at han glædede sig til at slippe for teologernes evindelige ævl og kævl og i stedet skue Gud selv med egne øjne, hvor han blandt andet regnede med at få klar besked om sammenhængen imellem Kristi to naturer, den menneskelige og den guddommelige.[2]

Er det så sandt, at treenighedslæren spiller en birolle i folkekirken? Læs videre Hellig, hellig, hellig – Treenigheden i salmebogen (I) →

Myten som tugtemester? Menneskets sprog og Guds almagt ifølge Klemens af Alexandria

Klemens af Alexandria (ca. 150–ca. 215)
Klemens af Alexandria
(ca. 150–ca. 215)

Foredrag i Studenterkredsen 23. april 2015. Højskolesang: Solen står stille i Gibeons dal (Bukdahl).

“Du, i ledtog med Titaner,
Storme ville Himmerig,
Skjønt den Gudlighed, man raner,
Just er anti-kristelig,
Tvertimod hvad han berømde,
“Ordet”, som sig selv udtømde
Til en Barne-Lallen spæd!

Du forbedre vilde “Troen”,
Skjønt den er, som Gud, saa god,
Alt for knap dig syndes Skoen,
Til en Christens Kæmpefod,
Du udvided den, desværre!
Saa den passed ei Vorherre
Som et Barn i Bethlehem

…

Nei, saalidt som Skaber-Aanden
Laaner Vinge-Fjer af Giæs,
Fatted ham med Pen i Haanden
Klemens og Origenes;
Deres Aands-Begreb var Luften,
Deres Ord-Begreb Fornuften,
Som den har hver Djævel arm!”[1]

(Grundtvig)

Sådan skriver Grundtvig om “Græker-Menigheden” i sin Christenhedens Syvstjerne. Grundtvigs pointe var kort sagt, at den senantikke græske kristendom udviklede sig til filosofisk spekulation og derved endte med at give køb på evangeliet.

I det følgende vil jeg ikke tage ensidigt parti for Klemens. Men jeg mener dog, at der er noget at hente hos ham, ikke mindst hvad angår hans forestillinger om menneskets sprog og mytens funktion. Klemens’ opfattelse er kort sagt, at Gud gennem sin almagt og sit forsyn har indrettet hedensk visdom, digtning og den slags, så det ligesom loven for jøderne tjener som tugtemester til Kristus. Læs videre Myten som tugtemester? Menneskets sprog og Guds almagt ifølge Klemens af Alexandria →

Johannes Horstmann (I)

Der er mig bekendt aldrig før blevet forsøgt at gøre rede for Johannes Horstmanns (1915–1999) teologiske forfatterskab – og det kan der være mange årsager til. En af årsagerne er givetvis, at langt størstedelen af forfatterskabet er spredt ud over en række tidsskrifter, kirkeblade og aviser, hvilket er med til at gøre den almene tilgængelighed dårlig. Derudover er det heller ikke nogen hemmelighed, at Horstmanns sprog ikke altid fremmer tankernes tilgængelighed. Alligevel vil jeg her i Scriptoriet med en føljeton, der nok kommer til at strække sig over en rum tid, gøre et forsøg. For overskuelighedens skyld vil jeg dele forfatterskabet op i de seks årtier, han skrev. Perioderne er vilkårlige og har for så vidt intet med en udvikling i forfatterskabet at gøre, men er alene blevet til for at skabe overblik. Mit håb ved at behandle teksterne kronologisk er, at en eventuel udvikling i forfatterskabet må blive synlig. Før jeg tager fat på arbejdet, skal det også siges, at det ikke er alt, Horstmann har skrevet, der er relevant for en forståelse af hans teologi – og derfor vil teksterne heller ikke blive vægtet ligeligt.

Artikler fra 1940’erne

  1. »Ole Borch og hans Kollegium« (Kristeligt Dagblad 1941 25/5)
  2. »Salmebogs Polemik eller reformatorisk Kristendom« (Aalborg Stiftstidende 1943 15/2)
  3. »Afmythologisering eller Evangelium I« (Menighedsbladet årg. nr. 2)
  4. »Afmythologisering eller Evangelium II« (Menighedsbladet årg. nr. 3)
  5. »I Dag for fire hundrede Aar siden døde Martin Luther« (Vendsyssel Tidende 1946 18/2)

Læs videre Johannes Horstmann (I) →

Brutalitet, union eller tålsomhed i folkekirken

Når der kommer røre i den folkekirkelige andedam, plejer det ikke at vare længe, før ringene i vandet rammer det punkt, hvor man begynder at tale om »tålsomhed« – oftest fordi nogle er bekymrede for, at tålsomheden skal gå tabt, eksempelvis Thorkild Grosbølls støtter eller her på det seneste ramsdalisterne, der kræver religionsfrihed både inden for og uden for folkekirken.[1] Tålsomheden kommer typisk i spil umiddelbart inden det tidspunkt, hvor vi begynder at lufte skældsordene om hhv. fundamentalisme og vantro (med rette eller urette). »Den tålsomme folkekirke« er én, hvor der er højt til loftet og langt til grænserne, et sted, hvor der er plads til nærmest alle teologiske og kirkelige strømninger og deres modsætninger – et gæstekammer uden vægge, hvordan det så end går til.

Imidlertid glemmer tilhængerne af tålsomheden ofte, hvor begrebet stammer fra, og hvad det oprindelig betød. Tanken om folkekirken som tålsom blev tilsyneladende lanceret i 1901 af J.H. Monrad (1848–1903) i en artikel i det grundtvigske tidsskrift Dansk Kirketidende, som han selv var redaktør for.[2] Ordet tålsomhed blev vel valgt i stedet for fremmedordet tolerance; betydningen er under alle omstændigheder den samme: at tåle, at finde sig i, at give plads til. Læs videre Brutalitet, union eller tålsomhed i folkekirken →

En undersøgelse af eskatologien i Andet Thessalonikerbrev

Rembrandt: Apostlen Paulus (1633)
Rembrandt: Apostlen Paulus (1633)

Artiklen, der her bringes, er et uddrag af mit speciale, der omhandler autenticiteten af 2 Thess. For nogle kan et sådan speciale muligvis virke omsonst; for hvorfor er det overhovedet interessant at beskæftige sig med, om Paulus har skrevet det brev eller ej? Kan det ikke være lige meget? Hvis man ikke er interesseret i hverken Paulus eller den tidlige kristendom, så skal jeg ikke kunne udelukke, at det alt sammen kan være ét fedt. Men er det modsatte tilfældet, så kan det vise sig at være et afgørende spørgsmål for forståelsen af Paulus’ kristologi, eskatologi, forhold til menigheden og en lang række andre punkter. Er man altså det mindste interesseret i Paulus, så bør et af de første spørgsmål, man stiller sig selv, være, hvilke breve han har skrevet.

I artiklen her er det centrale ikke spørgsmålet om autenticitet, men derimod angående selve brevets eskatologi, som igennem tiden har været mange arme eksegeters hovedpine, og jeg tør også sige, at den har været min egen. Men jeg håber, at jeg med min artikel kan være med til at forebygge, at det samme behøver gentage sig.

Eskatologien i 2 Thess.

På den indholdsmæssige side har en væsentlig indsigelse fra modstanderne af brevets autenticitet været, at eskatologien i brevet ikke lader sig forene med den eskatologi, der kommer til udtryk i de syv Paulusbreve. Læs videre En undersøgelse af eskatologien i Andet Thessalonikerbrev →

Alfred Theodor Jørgensen. Lutherforskning og menighedspleje

Alfred Theodor Jørgensen (1874–1953)
Alfred Theodor Jørgensen (1874–1953)

Reformationsjubilæet nærmer sig. Som en første forberedelse til dette jubilæum udgav Anis Forlag med Niels Henrik Gregersen som redaktør i 2012 en bog med titlen Lutherbilleder i dansk teologi 1800–2000, som med sine 18 kapitler beskriver forskellige, hovedsageligt danske, teologers fortolkninger af Luthers skrifter i det i titlen nævnte tidsrum.[1] Den opmærksomme læser af den meget spændende og velskrevne bog undrer sig ikke alene over tilstedeværelsen af tyske og svenske teologers Lutherfortolkninger i bogen.[2] Den gør ifølge titlen og forordet krav på at beskæftige sig med danske og altså ikke tyske og svenske Lutherbilleder. Men læseren undrer sig også over den mangelfulde beskrivelse af dansk Lutherfortolkning i det nævnte tidsrum. Således nævnes hverken forfatteren til den første danske Lutherdisputats i det 20. århundrede, nemlig den også uden for landets grænser i samtiden meget anerkendte og respekterede generalsekretær for Samvirkende Menighedsplejer, Alfred Theodor Jørgensen (1874–1953), eller den i 1930’erne om Luther meget skrivende sognepræst, Niels Nøjgaard (1900–1999), som også forfattede en doktordisputats om reformatoren. De begge var kendte ikke alene for deres Lutherfortolkning, men også for både deres forfatterskab om kirke, kristendom og samfund og deres kirkeligt-sociale engagement. Mands minde er meget kort.[3] Jeg vil i denne korte tidsskriftsartikel drage Alfred Theodor Jørgensen frem fra glemslen og beskrive dels hans Lutherfortolkning, dels hans forfatterskab om sociale spørgsmål, som afspejler hans kirkeligt-sociale engagement, og forsøge at svare på spørgsmålet, om der er en forbindelse mellem hans både akademiske og folkeligt formidlende forfatterskab om reformatoren og hans forfatterskab om sociale spørgsmål og virke til fordel for de svagest stillede i samtiden.[4] Jeg vil gøre det i tre korte kapitler, hvor det første kapitel beskæftiger sig med hans akademiske Lutherfortolkning, det andet kapitel omhandler hans folkelige Lutherformidling, og det tredje kapitel beskriver hans forfatterskab om det, som han selv kalder kirkelig filantropi, men som i dag almindeligvis går under betegnelsen diakoni. Men allerførst en kort anførelse af hans livs fakta. Læs videre Alfred Theodor Jørgensen. Lutherforskning og menighedspleje →

En lommebog om ligegyldighed (II)

Hieronymus Wierix (1553–1619): Acedia
Hieronymus Wierix (1553–1619): Acedia
»Subijce humerum tuum & porta sapientiam, & ne acedieris vinculis eius« (Siraks Bog 6,24/25: »Løft [visdommen] op på dine skuldre og bær den, føl ikke afsky for [: ked dig ikke ved] dens bånd.«

Nu kunne det jo forekomme, at destillationen allerede var overstået. Begrebet renset og gjort let gennemskueligt selv for det øje, der måtte være mat og uklart, men måske er det alligevel for let at destillere ligegyldigheden således, at den først fremstilles i sin mest beske aftapning for dernæst blot at vise, at alt, der giver sig ud for at være et udslag af ligegyldighed, ikke følger forskrifterne til punkt og prikke. Om tilværelsen er ligegyldig, ligger som sagt uden for den menneskelige erkendelse. Der er ikke noget i verden, der kan afsløre, om det vitterligt forholder sig således eller ej, og der er derfor heller ikke nogen måde, hvorpå man kan få vished om det. Spørgsmålet er derfor også nærmere, om mennesket kan forholde sig ligegyldigt til verden og sin tilværelse. Og som tidligere vil mit svar være, at det i strengeste forstand er umuligt for et menneske at leve på ligegyldighedens præmisser, hvis det skal bevare en snert af liv. Det er altså med andre ord en umulighed for mennesket at forholde sig absolut til ligegyldigheden, så den bliver bestemmende for tilværelsen; sådan er det jo så ofte med idealer. Men lad os afdramatisere begrebet og se lidt nærmere på de forskellige symptomer, der gives på den overfladiske ligegyldighed, der hverken helt eller halvt har fattet, hvad den selv siger. Overordnet vil jeg hævde, at der er to symptomer, der er vigtige at diagnosticere i forbindelse med ligegyldigheden nemlig kedsomhed og ironi. Læs videre En lommebog om ligegyldighed (II) →