Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:
Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: »Hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.« Og de overfusede hende. Men Jesus sagde: »Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.« Amen! (Mark 14,3–9)
Evangeliet, vi hører til i dag, er på mange måder forunderligt; fordi der er så meget, der ikke bliver sagt. Vi kastes nemlig ligesom ind i en fortælling, vi kun halvt forstår. Tag nu bare kvinden, som vi hører om. Der er så lidt, vi får at vide om hende – og så meget, vi gerne ville vide.
Hvem var hun og hvor kom hun fra? Markus siger det ikke. Alligevel kan vi måske sige lidt – for vi ved, at det ikke var noget tilfælde, at hun lige netop den dag kom til Simon den Spedalskes hus. Noget trak i hende. Én, der kaldte på hende. Én, hun havde hørt om og måske endda mødt, nemlig Jesus af Nazareth. Og med sig til huset bragte hun en alabastkrukke, som hun brød for at salve Ham med den dyre nardusolie. Vi ved ikke, hvorfor hun gjorde det, eller hvad der fik hende til i al stilhed at gøre denne kærlighedsgerning mod Jesus; for det fortæller Markus os intet om. Han fortæller os heller ikke, hvorfor kvinden valgte at ofre noget så dyrebart, når det kunne have gjort hende og andre langt større gavn.
Alt, der bliver fortalt med hendes handling, siges derfor på en måde i stilhed. Stille kom hun til Jesus, og stille gik hun derfra. Men hendes handling, salvningen, er aldrig blevet glemt, for den forkyndes ud over hele verden, hvor evangeliet lyder – og er i dag, Palmesøndag, med til at stemme sindet op mod påske.
Og tænk en gang!
Vi kender end ikke navnet på hende. Alligevel har Jesus bestemt, at det, hun gjorde, skal fortælles til alle.
Og hvis der skulle være nogle af os, der ikke rigtig forstår hendes gerning, eller hvad salvningen skulle have af betydning, så står vi ikke alene; for disciplene forstod heller ikke betydningen af det, hun gjorde – tværtimod overfusede de hende for at ødsle med noget så kostbart, men hvem ved, måske anede hun i al stilhed noget, som de ikke vidste.
Vi ved det ikke, for hun ødelagde ikke den hellige stilhed, hvori hun havde søgt sin konge, for at han måtte give til hende, hvad ingen anden konge kunne give, nemlig syndernes forladelse.
Og hvor er det smukt, at det ikke blev en fornem hellig mand eller præst, der salvede Jesus, men en kvinde, ingen agtede mere, end at de lod hende overfuse. Hun var intet særligt, men som vi mennesker er flest. Ét vidste hun dog – nemlig at søge tilgivelse for sine synder og skønne mere på den end noget jordisk.
Lovprisning
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Bøn
Kære Gud, vi takker dig, fordi du altid bereder os på påskens glæde; for hvert år minder du os om, hvorfor din søn red ind til Jerusalem på et æsel, og hvorfor han blev salvet. Og derfor beder vi dig også, at vi må finde den fornødne stilhed og alvor til i denne tid at søge tilgivelse for vores synder. Gør os ved din Helligånd glade i vores søgen, og mind os om, at du ikke ser på mennesker som vi, men ind i hjertet, og ved, hvad der gemmer sig skjult i hvert et lag og i enhver tanke, men det til trods alligevel lod en ganske almindelig kvinde salve din søn. Rens derfor alt det, som vi ikke selv tåler at se eller høre, og styrk os i kærligheden, for at vi ved Jesus Kristus må blive ét med dig i al evighed. Amen!
Prædiken til 2. juledag, Skt. Stefans dag.“Jesus sagde: »Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd.” (Matt 10,32–37)
“Så stenede de Stefanus, mens han bad: »Herre Jesus, tag imod min ånd!« Han faldt på knæ og råbte med høj røst: »Herre, tilregn dem ikke denne synd!« Og da han havde sagt dette, sov han hen.” (ApG 7,54–60)
Vi skal til det igen. År efter år bliver den gode julestemning brat afbrudt af den voldsomme og brutale historie om Stefan, der måtte lade livet for evangeliets skyld. Igen bliver vi mindet om, at julens budskab er meget mere end fred og idyl, og at det i sig også rummer kimen til en fortælling om, at Guds kærlighed, fred og frihed i mange tilfælde møder modstand i verden.
Vi ved alle, at julen handler om fred og glæde, men vi glemmer ofte, at det altså også er en tid til at mindes de forfulgte kristne, der savner netop den fred, som vi nyder godt af. Når vi nu fejrer jul, bør vi altså huske, at ikke alle kristne er så heldige at leve i fred og sikkerhed. Kristne forfølges verden over. For nogle år siden udgjorde kristne 75 % af alle ofre for religiøs forfølgelse, og det tal er vistnok i dag steget til 80 %. Hvad det indebærer kan man blive klogere på ved at orientere sig hos nogle af de mange organisationer, der arbejder for at hjælpe forfulgte kristne. Bibelselskabet beretter fx i en artikel om forholdene i Irak, hvor der har været kristne siden oldtiden, men hvor der nu er under 300.000 tilbage. Det er igen blevet muligt at fejre jul, efter at Islamisk stat er blevet sendt på flugt, men kristne i regionen lever i konstant frygt for, at islamisterne skal vende tilbage.
Også i Kina er der problemer.
Organisationen Åbne Døre beretter om, hvordan den kinesiske regering er ved at
installere teknologi til ansigtsgenkendelse i kirkerne, så det er bliver muligt
at holde øje med kristne. Hvis kristne træder ved siden af de officielle
retningslinjer, kan de miste muligheden for fx at bruge offentlig transport,
sundhedsvæsenet og i det hele taget at færdes frit. Værst er det stadig i
Nordkorea, hvor kristne interneres i genopdragelseslejre eller simpelthen
forsvinder.
Lige fra kristendommens første
tid har kristne måttet ofre deres sikkerhed og nogle gange deres liv for
evangeliet. Ifølge Apostlenes Gerninger blev Stefan stenet af en mængde vrede
skriftkloge, altså datidens religiøse elite – og det blev han, fordi han
angiveligt skulle have talt imod deres lære og religiøse praksisser og regler,
eller “loven” med andre ord.
Jødernes religiøse elite havde
besluttet sig for at gøre en ende på Stefan – tilsyneladende af frygt for, at
hans budskab om Jesus ville føre til et brud med de traditioner og normer, som
var så centrale for den jødiske identitet og samfundsorden. De fik ham dømt for
“rådet” og slæbte ham derefter ud af byen, hvor de stenede ham.
Umiddelbart før han døde eller “sov
hen”, som det hedder med en eufemisme i dagens tekst, bad Stefan – ligesom
Jesus før ham havde gjort det – om at Gud måtte tilgive dem, der forgreb sig på
ham. Jesus havde jo også bedt om at Gud måtte tilgive dem, der korsfæstede ham,
med den begrundelse, at de ikke vidste, hvad de gjorde. Og ligesom Jesus beder
Stefan altså også om, at Gud må tilgive dem, der stener ham. Det er jo en
detalje i historien, som får Stefan til at fremstå vældig from og udholdende,
hvad han sikkert også har været – men den vigtigste pointe er sådan set, at det
siger noget om Gud: Nemlig at Gud tilgiver. Gud tilgiver – selv dem, der
forfølger og dræber.
For så vidt er budskabet i
historien om Stefan i grunden den samme som i juleevangeliet, selvom historien
om Stefan lyder rå og brutal i sammenligning med historien om jesusbarnet i
stalden julenat. For også her var budskabet jo, at Gud tilgiver – at Gud kommer
til os og er med os, selvom vi ikke vil have ham iblandt os.
Stefan betragtes traditionelt
som den første kristne martyr, altså den første, der døde for sit vidnesbyrd om
Jesus og Guds kærlighed. Vi har måske vænnet os til, at ordet martyr betyder en
religiøs fanatiker, der slår andre ihjel på grund af sin tro, men i
kristendommen betyder ordet altså typisk mennesker, der selv har måttet lide og
dø, for deres vidnesbyrd om Jesus.
Stefan var – ud over Jesus selv
– den første kristne martyr, men han var langtfra den sidste. I juletiden
fejrer vi jo også Sankt Lucia, som døde under kristenforfølgelserne i det
fjerde århundrede. At kristne blev forfulgt og dræbt kom ikke som en
overraskelse. Jesus havde selv advaret sine disciple om, at de ville blive
forfulgt på grund af ham. Og den advarsel er altså gået i opfyldelse mange
gange siden.
Men hvorfor blev de kristne
egentlig forfulgt? Vi er jo vant til at tænke på tro som noget personligt, hvis
ikke ligefrem privat, så hvorfor skulle det dog være et problem for magthaverne
i samfundet, at der var nogle, der gav sig til at tro på Jesus?
Nogle teologer har peget på, at
det altså ikke bare var for deres private overbevisninger, at kristne blev
forfulgt, men at forfølgelsen skyldtes, at kristne bekendte, at Jesus var herre
– og at de gjorde det i et samfund, som hævdede, at kejseren var herre. Kristne
kom altså med deres bekendelse på kant med samfundsmagten. Og som det fremgår
af historien om Stefan, kom kristne også på kant med datidens religiøse
magthavere.
At kristne kom på kant med
jødernes religiøse ledere, hænger jo sammen med troen på, at Jesus har sat os
fri fra alle former for religiøs undertrykkelse. Jesus er enden på den
religiøse lov for den, der tror, som Paulus sådan cirka udtrykker det. Derfor
er der for kristne ingen absolutte religiøse normer om fx rent og urent, faste
og spiseregler og den slags, som kristne skal efterleve. Den eneste lov, der
gælder for kristne, er kærligheden (Rom 13,8–10). Uanset hvilke religiøse
praksisser og traditioner vi vælger at følge, er det et samvittighedsspørgsmål
mellem den enkelte og Gud (Rom 14,22). Evangeliet sætter os fri fra religiøse
regler og love én gang for alle. Kristendom gør mennesker myndige.
Evangeliet er med andre ord et
frihedsbudskab. Men det er så også grunden til, at det mødes med så meget
modstand. Fordi evangeliet er et frihedsbudskab, skærer det igennem al ufrihed
– og paradoksalt nok er resultatet, at selvom evangeliet handler om frihed og
kærlighed, så fører det modstand og splid og forfølgelse med sig. Det er noget
af det, Jesus peger på, når han siger, at han ikke er kommet for at bringe fred
på jorden, men sværd. Det lyder mærkeligt, for vi jo er jo vant til at tænke på
Jesus som “fredsfyrsten”. Men i dagens tekst er der andre boller på suppen.
Pointen er ikke, at Jesus kommer for at skabe ufred – Guds rige, som Jesus
kommer med handler tværtimod om fred og forsoning – men det skal altså stå
klart, at evangeliet alligevel bliver mødt af modstand og forfølgelse.
Den frihed, der kommer af troen
på Jesus, rokker ved alle menneskeskabte værdier, herunder også familieværdier.
Det kan lyde voldsomt og fanatisk, når Jesus i dagens tekst ligefrem siger, at “den,
der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn
eller datter mere end mig, er mig ikke værd.” Ifølge Lukas-evangeliet siger
Jesus ligefrem, at vi skal “hade” vores familie (Luk 14,26). Det lyder
voldsomt, og det kan lyde, som om Jesus er en slags sektleder, der vil afskære
sine disciple al kontakt til deres familie. Men samtidig gør han det jo ved
flere lejligheder klart, at vi skal elske vores nærmeste eller vores “næste”,
som det også udtrykkes. Når Jesus siger, at vi ikke er ham værd, hvis vi elsker
vores familie mere end ham, kan det forstås sådan, at evangeliet sætter os fri
fra de sociale normer, der gælder i det samfund, hvor vi befinder os.
Jesus gør det klart for sine
disciple, at de er brødre, for Gud er deres far. De må derfor ikke kalde nogen
på jorden for “fader” (Matt 23,9). Selvfølgelig har vi biologiske forældre, men
Jesus afviser religiøse hierarkier, hvor nogle gør sig til andres åndelige “fader”.
Det var almindeligt dengang som nu, at religiøse ledere omtales som far – “pave”
og “patriark” betyder far – men Jesus gør det klart, at hans disciple er lige
over for Gud. Lighed og frihed hænger sammen – vi er fri fra at lade vores
identitet bestemme af sociale normer, fordi vi i troen i lige overfor Gud.
Det er den frihed, som gjorde,
at Jesus og sidenhen Stefan måtte lade livet, da de fik de religiøse lederes
vrede at føle. Og det er den forfølgelse, som Jesus advarer om, når han i dag
taler om, at han ikke er kommet for at for at bringe fred på jorden. Og ligesom
dengang, forfølges kristne også i dag for at forkynde et frihedsbudskab – et
budskab om frihed fra alle former for religiøs og politisk undertrykkelse.
Vi er vant til at skille
religion og politik ad – og vi er vant til en forestilling om, at kristendom
ikke har nogen politisk betydning. Men det er kun delvist sandt. I samfund,
hvor staten anses for at være guddommelig, eller i samfund, der bygger på
religiøse forestillinger om en gud, som sætter skarpe skel mellem ren og uren,
troende og vantro, mænd og kvinder, slaver og fri, og så videre – i den slags
samfund må evangeliets frihedsbudskab lyde som et frontalangreb på magten. Det
er blandt grundene til, at kristne også i dag forfølges for deres tro.
Når vi i dag mindes Stefans martyrium, mindes vi også de kristne, der forfølges lige nu og her. Men vi skal også huske Stefans bøn: Gud, tilgiv dem denne synd. Det er horisonten, også for dagens budskab, at Gud tilgiver.
En tidlig sommerdag sidste
år modtog jeg af en gammel kvinde en bog med porøse, svagt gulnede sider. TRE HØJTIDER
stod med falmet kapitalskrift på den flissede forside. Romertallene på titelbladet daterede udgivelsesåret til 1946, året
efter krigens afslutning. Forfatterindens navn, såvel som bogen selv, var
ukendt for mig. Elisabeth Bergstrand-Poulsen. Forfatterinde og, opdagede jeg,
malerinde. Født i 1887 i Småland i Sverige og gennem giftermålet med
billedhuggeren Axel Poulsen bosat det meste af sit liv i Danmark.
Allerede i forfatterindens
indledning til bogen, formet som et nænsomt og begrundende brev til læseren,
blev en første betagelse vakt. Heri forklarer hun, at bogen blev til i krigens
år, og at det således til dels er “noget saa stærkt som Dødsangst – ikke for
mit eget, men for andres Liv, der er mig saa langt dyrebarere – der har presset
denne blide Bog frem.”[1] Og netop blidheden synes netop at være et særtræk i Elisabeth
Bergstrand-Poulsens værker; en blidhed, der skyndsomt ville redde det, som vold
og kaos dengang truede med at begrave under menneskelig og sønderbombede kirker.
Den mørke baggrund, op imod hvilken forfatterinden fører sin kamp med ord og
billeder, er verdenskrigene, den forknugede stemning imellem dem og atomalderens
definitive alvor derpå. I disse års skygge af ødelæggelse og angst finder det kunstneriske
virke sin mening og hensigt i at ville vidne om den sandhed, som byder den
herskende tilstand trods. Bøgerne såvel som malerierne, der findes som
ledsagende illustrationer deri, er rejst som sarte, men stærke monumenter, der
skal minde mennesker om det, der lyser og altid har lyst og altid vil lyse. Hun
kredser om den længsel efter godhed og trofasthed, som det gudskabte menneske
bærer i sig, og om det håb om glæde, om forsoning og fællesskab, som til tider
udfyldes i tilværelsen som en soloplyst åben slette, andre steder møder
mennesket som kiler af stjernelys gennem nattens sluser, og måske for nogle
først findes i forklarelsens morgengry efter døden.
Uden titel. Fra Sangen. (Bragt med tilladelse fra Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet; alle rettigheder forbeholdes).
Selv forklarer hun sin
litterære vej i selvbiografien, Høg, laan
mig dine Vinger, på følgende måde: “Saaledes tvinges vi alle i en tung Tid
til at søge styrke i de Værdier af indre og usynlig Art, som altid bestaar og
viser sig at have større Magt end de ydre og synlige.”[2] Forfatterskabet er
således en protest på sin egen særegne måde. Et modsvar, der netop siger
krigens hæslige livsligegyldighed imod ved at tale om det helt modsatte – ved
at finde tilbage til det menneskeliv, hvis livsbane får lov at løbe en mere
naturlig vej og vise os den højtidelighed, der hviler over ethvert menneskebarn
fra fødslen af. Mod råhedens og voldens unaturlighed rekonstrueres således billeder
af menneskelivets almindelige kampe, højder og dybder. Mod krigens støj og
propaganda-skingerhed sker en fordybelse i stilfærdighedens gester. Mod fremtidsfrygtens
sugende sorthed opstår billeder af skærende rene, pulserende farver, der
insisterer på jordens herlighed og skønhed på
trods. Elisabeth Bergstrand-Poulsens poetik formulerer hun selv på denne
måde: “Da den Virkelighed, vi lever i, er en ond Drøm, tvinger den os til at
skabe en anden Virkelighed af det, der kaldes Drømme, som jo saa ofte er den
eneste akceptable Virkelighed.”[3]
Uden titel. Fra Høg, laan mig dine Vinger. (Bragt med tilladelse fra Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet; alle rettigheder forbeholdes).
Värend-digter
Elisabeth Bergstrand-Poulsens forfatterskab kan deles op i to dele: Den selvbiografiske, der er
udsprunget direkte af erindringer og indtryk fra opvæksten i Långasjö sogn i
Värend, og den fiktive del, som romanerne og novellerne udgør, men som udfolder
sig i samme miljø og i samme tidsepoke, nemlig blandt de sindige, jorddyrkende
bønder i sidste halvdel af det nittende århundrede i denne skov- og markrige udkant
af Småland.[4]
Erindringsstoffet er samlet i de såkaldte “Värend-bøger”, som på dansk indbefatter Livets og årets festdage, Den rige hverdag og til dels også Høg, laan mig dine Vinger. Disse skildringer, der tilsammen rummer de vigtigste ingredienser til hele forfatterskabet, kalder forfatterinden selv for livsfragmenter fra en forgangen tid, som dog stadigt har noget at sige mennesker af vor tid og kommende generationer.[5] De er afbildninger af en værensform, en landlig livsmåde, der var engang, men hvis tanker og tro og traditioner endnu kan rumme en inspirerende livsstyrke og mildhed i sig. Så selvom disse portrætter af Värendsmænd og Värendskvinder er udtryk for en længsel tilbage mod alt det, der “er grønt og dugfrisk og for længst borte”,[6] så skinner bag denne erindringsdvælen klart den bevidste livsholdning, at “Troskab mod det forgangne og forventning til det kommende giver livet perspektiv og mening.”[7]
Titel: Vårvinterflickan. Fra Den rige hverdag, s. 8. (Bragt med tilladelse fra Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet; alle rettigheder forbeholdes).
“Hvor godt husker jeg ikke den »vårvinterkveld«, jeg så en ung bondepige komme mod mig fra stien inde i skoven. Hendes bløde grå filtsjal forsvandt næsten i skumringen, men kjolen lyste lakrød mod den grønne vinterrug, mod de hvide snedriver i skovbrynet og mod markernes sorte plovfurer. Hun stod ofte stille og så sig om, ikke som en der søger noget, men snarere som den, der er vågnet til noget nyt og stort og nu glæder sig over det, direkte og bevidst som liljerne på marken og fuglene under himlen.”[8]
I disse bøger findes
portrætter blandt andre af vaskekonen Littan-La, der kulde og slid til trods
altid havde overskud til et par polkadansetrin foran kaminen; og af det
moralske fyrtårn og barndommens urokkelige billede på menneskelig ligevægt, kirkeværgen
og bonden Petter Johannesson; samt ikke mindst af sognets milde præst, som man i
foråret og forsommeren ofte kunne møde på de skyggefulde veje med sin
botaniserkasse under armen på jagt altid efter nye arter af vildroser; en mand,
der, som forfatteren genkalder sig det, både i gerning og ord lærte sine
konfirmander om sagtmodighed og sjælens styrke tilligemed det store bud: at
være sig selv og være oprigtig.[9] Sognets liv med dets børn og gamle skildres med livfulde,
kærlige strøg. Tilværelsens rytme, hører man, falder her i ét sammen med
årstidernes skiften. Og midt i bondens årshjul stråler højtiderne som det, der
giver indre sammenhæng og forventning til livet på jorden.
Kirkebakkens kvinde- og mandeside. Fra Livets og årets festdage. (Bragt med tilladelse fra Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet; alle rettigheder forbeholdes).
Elisabeth
Bergstrand-Poulsen beskriver også sit eget hjem, der lå ved foden af
kirkebakken. Og hun ser på årenes afstand, at der også i hverdagene var en
klang af højtid og af fred. I et erindringsglimt vender hun tilbage til en tidlig,
helt stille vintermorgen, hvor hun gennem døren kunne se sin mor, der altid var
oppe tidligere end alle andre, sidde ved bordet i soveværelset allerede fuldt
påklædt og med det fine glatte hår lagt i en fletning omkring hovedet, mens hun
læser sin morgenbøn. Og den erindrende bemærker: “Det forekommer mig
pludseligt, at jeg uden at tænke over det er kommet til selve kernen i den
fred, der bredte sig over mit hjem, og som i mine øjne bredte sig over hele
sognet. Morgenbøn – aftensalme – orgelbrus og sang fra kirken – klokkeringning.”[10]
Altertavlen i Langasjös Kirke, der forestiller den jordiske og himmelske lovsang. (Bragt med tilladelse fra Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet; alle rettigheder forbeholdes).
Faren, der var organist i
kirken, indøvede med børnekoret til hver julemorgen Beethovens lovsang “Die Ehre
Gottes aus der Natur”. Det er disse syngende bondebørn der sammen med fødslen
af Jesusbarnet i Betlehem udgør motivet for altertavlen i hjemsognets kirke,
som malerinden sent i sit liv udførte. I selvbiografien skildrer hun, hvorledes
hun én eneste gang som barn fik lov at synge soloen i koret – og det netop den
aften, hvor hun havde oplevet en af sine ungdoms største ydmygende skuffelser.
Hun skriver derom:
“Beethoven burde have
været med paa denne Dag! Alle de dybe Furer i hans Ansigt vilde sikkert være
blevet slettet ud, hvis han havde kunnet høre Far og mig! Det vilde være lyst
op i et stort og hjerteligt Smil, hvis han inden dette havde kunnet sidde foran
i en af Korstolene i Långasjö Kirke og lyttet, først til min Solo – stigende
ren og klar som en gyngende Maanestraale over de vældige Akkordbølgers mørke
Fundament. Og bagefter have hørt, hvor skumfrisk Børnekorets Stemmer klang og
brusede og jublede i den tomme, vintermørke Kirke.”[11] Denne aften, der bragte det laveste og højeste sammen –
ydmygelse og straks derpå, den største udmærkelse – afstedkom erkendelsen af,
at mennesker indimellem har brug for kunst, der er majestætisk i sin vælde for
at have kraft til at kunne hjælpe mennesker i livets vekslen, hjælpe over
træthed og modløshed, og danne modvægt mod de jordiske bekymringer, der
indimellem kan tynge så overmægtigt.
Det er for en stor del fra
den tryghed, som omgærder hjemegnen, mindernes varme taknemmeligheds lød
stammer. Der gik en fast kæde af mening igennem alting, og der rådede en
fordragelighed, som forfatteren lader hænge sammen med, at man havde råd til at
“være beskeden med hensyn til sit eget, tryg for, at det alligevel vil blive
retfærdigt bedømt.”[12] Det er denne enkle skønhed i ydre træk og indre værdier, hun
i disse bøger søger tilbage mod med håbet om, at den må lyde som “en klar og
enkel lille vise” midt i alt det, der i dag kan synes indviklet og øredøvende.[13]
Fra Den rige hverdag, s. 24. Titel: Mor skræller æbler. (Bragt med tilladelse fra Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet; alle rettigheder forbeholdes).
Et menneske! Det laveste – det højeste – det stærkeste – det svageste af alt det skabte!
Noget der falder én ind ved læsningen af Elisabeth Bergstrand-Poulsens værker, er, hvordan hun i den grad evner at male scener frem, og hvordan hendes erindring og forstand husker og opfatter fænomenerne gennem farvernes dybde og kontraster. Og det er netop malerens viden om komplementærfarvernes gensidigt forstærkende virkning og lysets og skyggernes vekslende tilstedeværen, som hun bruger i sin afbildning af menneskelivet. Et sted skriver hun, at det synes som om, at samtiden har det med at tvære livet og ytringer ud, så alt begynder at ligne hinanden til skade for det store og klare.[14] Hendes metode bestræber sig på det modsatte: at betragte farverne og begivenhederne hver for sig i anerkendelse af deres respektive realitet og så samtidig se, hvorledes de sammen “skifter som stille Slag i en uendelig Vævning.”[15] Det skaber en sælsom blandet metode: en skrivestil der veksler mellem lyrisk øjebliksmættede momenter og så en dæmpet, jævn rolighed, fordi handlingen altid strækker sig over mange år og sommetider over flere slægtled.
En af romanerne bærer
titlen Væven. De to mest centrale personer
heri er sognets gudfrygtige, strenge væverske og så den farve- og
livsforelskede Petter Maler. Deres tilgang til tilværelsen kunne ikke være
fjernere fra hinanden; den ene har blikket fast fæstnet på himlens evighed, den
anden er et jordisk barn med hvert molekyle af sin krop og forstand. Væversken
Lena prædiker for den Petter Maler, der imidlertid svarer igen ved endnu
dristigere løjer. I lange tider kan der herske forarget, misbilligende tavshed.
Alligevel er de naboer, vidner til hinandens liv og derigennem forbundne. Bogen
er interessant, fordi de knuder, som uens temperament og livssyn skaber, ikke
løsnes. Og vi indser, at det er ikke knuderne, men sammenhængskraften der er det
væsentlige: det ulogiske bånd af hengivenhed, som består alle forskelligheder
til trods, og som derved bærer vidnesbyrd om den kærligheds magt, som sejrer
ved at elske.
Elisabeth-Bergstrand-Poulsen
holder af i romanerne at lade os følge menneskers liv fra begyndelse til død.
På den måde mærkes det, hvordan al vækst bliver stille til, og hvorledes smerte
og glæde, ulykke og lykke ledsager hinanden i uforudsigelig rækkefølge. Er
forfatterinden blevet beskyldt for “idylleri” i erindringerne om datidens
landsamfund i Långasjö, tror jeg ikke, det ville falde nogen ind at rejse samme
anklage mod den digtende del af forfatterskabet.[16] Menneskelivet er skildret i hele sin modsigelsesfulde
realisme, der både rummer himmelhøj, dyb lykke og rystende tragedier. Flere
gange synes man, at personerne deri har grund til at udbryde samme bedrøvede,
angstfulde klage som væversken et sted: “Gud! Gud! […] Du, der elsker os, Du,
der skænker os Livets Gave, Solen og Lyset – den grønne Jord og den blaanende
Himmel – hvorfor giver Du os saa lille en Forstand og et saa alt for stort
Hjerte – der kan lide, men ikke forstaa hvorfor?”[17]
Uden titel. Fra Hustru, s. 120. (Bragt med tilladelse fra Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet; alle rettigheder forbeholdes).
Forsoningens muligheder
Indsigten i de uforenelige
følelser, et hjerte kan rumme og kendskabet til den smerte og sorg, livet kan
overrumple et menneske med, danner afsæt for værkernes refleksion over forsoningens
muligheder. Der findes blik for, at en forsoning med det, der gik hen og blev
ens liv, ofte kan ske umærkeligt gennem tilværelsens egne nådige love. Sådan
sker det i romanen Se, Mennesket!, at
den prøvede mand, der har mistet både kone og datter, vender sin kærlighed til
den jord, han dyrker, og til det barnebarn, der efterlades ham. Derover grunder
den fortællende stemme og slutter, at “Sorgen og Livet, der mere eller mindre
haardhændet og langsomt omskaber Menneskene og den Verden, der omgiver dem,
efterlader dog barmhjertigt noget, der er væsentligt for hver og en.”[18]
Når således sol og måne og
stjerner en stund slukkes, og fortvivlelsen er nær, kan nåden vise sig derved,
at en ny hensigt med livet viser sig. En
sådan livshensigt kan se forskellig ud: det kan være fødslen af et barn, der
kræver føde og omsorg; det kan være bondemandens intuitive kærlighed til jorden;
eller den simple, stærke følelse af forpligtethed mod Gud til at være nyttig og
forvalte sit pund efter bedste evne. Eller det kan som i Kronen være en ung kvindes tapre kamp for at bringe en smuk
venetiansk lysekrone tilbage til dens oprindelige plads i landsbyens kirke. For
som den blinde gamle præst heri forklarer sin unge, kantede hjælpepræst, gælder
det, at “nogle af os Mennesker har Gud paalagt saa tungt et Kors – det vilde
knuge os til Jorden, hvis han ikke gav os Lov til at fæste vore Øjne paa en
Salighedskrone.”[19]
Det samme gør sig gældende
i Helte og Heltedaad, hvor i fem
noveller skildres sådanne almindelige mænd og kvinder, der på hver sin vis
strider den gode strid og ved deres udholdenhed og trofasthed erhverver, hvis
ikke lykke, så dog en fred og en mening med livet. Her møder læseren
eksempelvis den fattige, gamle kone, hvis ægtemand snart skal dø. Mens han
ligger i sygesengen, dør deres eneste malkeko og dens lille nyfødte kalv. Disse
to selvdøde dyr udgør en dyb katastrofe. Men i stedet for at resignere påtager den
udmattede kone sig nu som vigtigste livsopgave at skærme manden for denne sidste,
tunge bekymring – og lykkes i sit fortsæt, om end hun næsten forbruger sine
egne sidste livskræfter derved. Til trods for alt hvad hun har mistet og trods
udsigten til endnu dybere armod, er det derefter alligevel, som om en dyb fred sænker
sig over hende og en taknemmelighed, fordi hun blev bønhørt i sin vigtigste bøn.
Uden titel. Fra Helte og Heltedaad, s. 89. (Bragt med tilladelse fra Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet; alle rettigheder forbeholdes).
I en anden novelle hører vi om den unge præst, der er stor og kraftig af lemmer og vækst men ubehjælpsomt menneskesky, og som først, da han kaster sig over jordarbejdet og ved enormt slid lykkes i at rydde en hel skovplet og gøre ager deraf, vinder den tillid til egne kræfter og ro i sit væsen, der gør, at han kan trives blandt mennesker. Og der berettes om missionskvinden, Lena, der i sin dybe fromhed næsten er salt nok for hele sognet, men som, da hendes plejedatter dør en ensom død i Amerika, ikke længere kan forstå sin Gud, og som oveni sorgen over sit store tab må kæmpe med den endnu større angst over at kunne at miste troen på guddommelig kærlighed og guddommelig hensigt. Først da Lena resignerer i sit forsøg på at ville forstå Guds veje, finder hendes gamle hjerte en vis fred. Da hun findes på sit dødsleje, ligger ved hovedgærdet en nyplukket blå hyacint og prædiker på egen vis om den genvundne tro på nåden og håbet i Gud.
Uden titel. Fra Helte og Heltedaad, s. 41. (Bragt med tilladelse fra Elisabeth Bergstrand-Poulsen Sällskapet; alle rettigheder forbeholdes).
Den største forsoning
opleves i døden. I enkelte romaner som i Sangen
afbilledes selve dødsøjeblikket, dér hvor man siger, at et menneskes liv i ét
nu passerer for dets indre blik, og hvor en regnskabets time for Vorherre
indtræder. Men oftest i romaerne bliver begravelsen det forløsende tyngdepunkt,
og dér hvor nåden tydeligst skinner frem. For i klokkernes lige ringning for
gamle og for unge, i præstens ord om opstandelsens håb ved kisten og i menneskenes
med omhu blomsterflettede kranse, igennem alt dette og i hele denne trofaste højtidelighed
stråler den evangeliske barmhjertighed og omsorg.
Det forløsende ord
Når man giver sig til at
trække en glemt forfatterinde frem, må man også spørge med hvilken grund, og om
det er med god grund? Jeg har i denne artikel forsøgt at tegne et omrids af den
eksistentielle og poetiske vidde i Elisabeth Bergstrand-Poulsens forfatterskab,
dels ved at referere hvad forfatterinden selv skriver om sit kunstneriske
ærinde, dels ved at gengive de steder, hvor jeg synes, det lyser igennem
værkerne selv.
Udover at bøgerne er
velskrevne og illustrerede med mange udtryksfulde billeder, er de også i teologisk
henseende meget givende at beskæftige sig med. Ligesom Elisabeth Bergstrand-Poulsen
voksede op med udsigt til Långasjös hvidkalkede landsbykirke fra hjemmets
vinduer, således indtager kirken altid sidenhen i hvert eksistentielt landskab,
hun fremdigter, en lignende central plads. På sin egen, måske svenske, måde, er
forfatterinden levende optaget af at vise og forstå, hvilken betydningsfuldhed
kirken lægger over menneskets liv, og hvordan nåden konkret kan manifestere sig
i vores individuelle, men stadigt altid sammenbundne eksistenser. Forsoning er
et gennemgående tema, som belyses med indsigt og virkelighedsnærhed og i lyset
af evangeliets håb og menneskehjertets evne til at elske.
Der er visse af
illustrationerne, ligesom der er visse passager i erindringsbøgerne, der synes
naive på en måde, der utvivlsomt ville kunne fremkalde betænkeligheder hos flere
moderne litteraturkritikere, navnlig dem, der efterspørger kompromisløs
realisme for enhver pris. Som et forsvar for en forfatterinde som Elisabeth
Bergstrand-Poulsen ville jeg svare, at nu er det jo netop ikke afgjort, hvad
den mest realistiske realisme er. Jeg selv hælder til den tanke, at det kan
være gavnligt med begge dele: en debatterende, afsøgende litteratur og samtidigt
en litteratur, hvis hovedoptagethed ikke er at udstille smerten og fremmedheden
i samfundet og mennesket, men som er villig til at anerkende håb og godhed som
lige så realistiske momenter i vores indre og fælles tilværelse med hinanden,
og som følge heraf derfor heller ikke ville finde det mindre kunstnerisk
udfordrende at skildre netop disse fænomener på en levende, inspirerende måde.
Elisabeth
Bergstrand-Poulsen havde flere bekymringer om sin samtid og ytrede sig blandt
andet om den tiltagende råhed imellem mennesker, hun syntes at kunne iagttage.
I et forord skrevet i 1948 til en genoptrykt udgave af Livets og årets festdage, spørger hun som en refleksion over dette
problem: “skulle det forløsende ord for den forstenede menneskehed mon ikke
netop være det stærke og milde ord inderlighed? Inderlighed i liv, gerning,
tanke.”[20] Skulle man karakterisere dette forfatterskab og fremhæve dets
største styrke ville det da netop være dets bestræbelse på at åbne vores øjne
for den betydningsfuldhed, der hviler over hvert et menneskeliv, og som, hvis
den ses og forstås, også må afstedkomme noget i den, der ser den: en ny
inderlighed, en ny nænsomhed og et nyt håb for mennesket i dag som til alle
tider.
Elisabeth Bergstrand-Poulsens bibliografi
Kronen. J. H. Schultz Forlag. København 1940.
Væven. Slægtsroman. Lindhardt og Ringhof Forlag. Egmont 2017 [1941].
Mennesket og Klokkerne. Livsfragment. J. H. Schultz Forlag. København 1942.
Sangen. J. H. Schultz Forlag. København 1943.
Se, Mennesket! Lindhardt og Ringhof Forlag. Egmont 2017 [1943].
To kongelige Blomster. J. H. Schultz Forlag. København 1944.
Helte og Heltedaad. J. H. Schultz Forlag. København 1945.
Høg, laan mig dine Vinger. Et Stykke Virkelighed, skriftligt og fotografisk dokumenteret. J. H. Schultz Forlag. København 1945.
Tre Højtider. J. H. Schultz Forlag. København 1946.
Vandringen. J. H. Schultz Forlag. København 1949.
Den rige hverdag. J. H. Schultz Forlag. København 1950.
Hustru. Et mindesmærke. J. H. Schultz Forlag. København 1951.
Livets og årets festdage. J. H. Schultz Forlag. København 1952.
[4] Elisabeth
Bergstrand-Poulsen voksede op i Långasjö sogn i Värend, den del af Småland,
fortæller forfatterinden, der af den svenske botaniker Elias Fries blev kaldt
for “Smålands hjerte”. Søskendeflokken talte seks børn med en lillebror, der
døde i en tidlig alder. Faren var af bondeslægt men et udpræget “musikmenneske”.
Han var ansat som organist og kordegn ved sognets kirke og virkede tilligemed
som lærer i landsbyens skole. Moren var hjemmegående husmor og er i
erindringerne skildret som en både ferm og from kvinde med et ubetvingeligt
godt humør, og kendt på egnen for sin dygtighed som væverske.
Jonas 2,1–11: “Herren befalede en stor fisk at sluge Jonas, og Jonas var i fiskens bug tre dage og tre nætter. Fra fiskens bug bad Jonas til Herren sin Gud: I min nød råbte jeg til Herren, og han svarede mig; fra dødsrigets dyb råbte jeg om hjælp, og du hørte mig. Du havde kastet mig i dybet, i havets skød, strømmene omgav mig, alle dine brændinger og bølger skyllede hen over mig. Jeg tænkte: Jeg er jaget bort fra dig; får jeg igen dit hellige tempel at se? Vandet truede mit liv, havdybet omgav mig, tang havde viklet sig om mit hoved. Jeg var kommet ned til bjergenes rødder, jordens porte var for evigt slået i bag mig. Men du, Herre min Gud, løftede mig op fra graven. Da mit liv var ved at ebbe ud, huskede jeg på Herren; min bøn nåede til dig i dit hellige tempel. De, der dyrker falske guder, svigter troskaben mod dig. Men jeg vil ofre til dig med takkesang; jeg vil indfri de løfter, jeg aflagde. Frelsen kommer fra Herren! Så sagde Herren til fisken, at den skulle kaste Jonas op på landjorden.” Matt 16,4: “En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas’ tegn.”
I dagens tekst hører vi, hvordan Jesus endnu engang er kommet i karambolage med jødernes religiøse ledere. De skriftkloge farisæere kendte deres bibel udenad og burde derfor også have en fornemmelse af, hvad der var på færde, da Jesus begyndte at helbrede mennesker, uddrive dæmoner og forkynde gudsrigets nærvær.
Men de skriftkloge vil have tegn. Og det er der jo ikke noget at sige til. Vi accepterer jo heller ikke hvad som helst, uden først at have fået beviser: “Du skal ikke tro, du skal vide!” lyder det af og til. Men vores forhold til Gud kan ikke gøres til et spørgsmål om beviser. Vi kan ikke med fornuften argumentere os frem til troen. Troen får vi af Helligånden. Derfor ser vi gang på gang i Ny Testamente, at det netop ikke er de skriftkloge og religiøse, der kommer til tro, men de “fattige i ånden” – dem, der intet andet har end et akut behov for Guds nåde.
Men, siger Jesus, hvis I absolut vil have tegn, så har I faktisk allerede fået et, nemlig profeten Jonas’ tegn. Ligesom Jonas var i havdyrets mave i tre dage og nætter, sådan skal også Jesus være i dødsriget i tre dage og tre nætter.
Nu var Jesus jo godt nok kun i sin grav i to nætter – og det er noget kristendommens kritikere af og til påpeger. Igen ser vi rationalismen på spil, det hele skal helst gå op og passe præcist. Men det er jo sådan med tegn, at de ikke skal tages alt for bogstaveligt. Det, der er vigtigt, er det de betegner, det de fortæller os.
Når Jesus læser historier og profetier fra Gamle Testamente som historier om ham selv, kan vi deraf lære, at Gamle Testamente først og fremmest har værdi som et vidnesbyrd om evangeliet. Teksterne – også Jonas’ bog – skal læses som et vidnesbyrd om Jesus.
Lige fra den tidlige kristendom har kritikere afvist historien om Jonas som alt for usandsynlig til at være sand. Og i dag har mange bibelforskere peget på, at den formentlig stammer fra hedensk mytologi. Men det, der for os betyder noget, er, hvad Jesus får ud af historien.
Men hvad handler historien om Jonas egentlig om? Historien om Jonas er først og fremmest en historie om Guds nåde og barmhjertighed. Gud viser medlidenhed med Nineveh – på trods, selvom han har sagt, at han vil udslette hele byen. Dommen er egentlig afsagt, og den er ikke betinget. Alligevel er Gud barmhjertig.
Deri ligger der en klar evangeliske pointe, nemlig at der bag alle trusler om dom og straf findes et nådigt “men”. Evangeliet er, at Gud er nådig på trods. Men Jonas bliver sur – “dødeligt vred”. Han havde vist egentlig set frem til, at Nineveh skulle have sig en gang bank, en ordentlig lærestreg. På den måde er Jonas et godt billede på mange typer religion – og måske også os som kirke, for vi vil jo så gerne have orden i sagerne, retfærdigheden skal ske fyldest, de skyldige straffes og så videre. Netop derfor er det så irriterende, når Gud alligevel viser sig at være nådig.
Fra Jonas’ synspunkt ser historien noget anderledes ud. Historien må fra hans synspunkt vel først og fremmest handle om hans omvendelse. Et helt afgørende vendepunkt finder i hvert fald sted, da Jonas er blevet slugt af hvalen og i dens mave råber en bøn om nåde. Skal vi tage Jonas’ sang på ordet, er hvalen et billede på døden selv: “fra dødsrigets dyb råbte jeg om hjælp”. Jonas befinder sig på bunden af dødsriget, han er død, men netop der, i det dybeste mørke, erfarer Jonas, at Gud er nådig – at der er håb. Det må siges at være tro på trods af alle beviser og tegn. Dødsrigets porte havde ligefrem lukke sig om Jonas “for evigt”, hører vi. Alligevel har Jonas håb om udfrielse. Det viser sig da også, at Jonas’ evige død kun skulle vare tre nætter. Læs videre Barmhjertighed på havets bund→
Braunschweiger Monogrammist: Lignelsen om det store gæstebud / Kongesønnens bryllup (ca. 1525)
Reformationsgudstjeneste i Karmelkirken, søndag den 29. oktober 2017.
Dagens evangelietekst: Matt 22,1–14.
“Hans blod og hans retfærdighed
er alt, hvad jeg vil smykkes med,
dermed kan jeg for Gud bestå,
når jeg i Himlen skal indgå.”
(N.L. Zinzendorf 1739, Min frelser mig af døden drog, DDS 513)
“Klæder skaber folk”, siger vi. For nylig læste jeg om en undersøgelse, der viste, at det faktisk er rigtigt – i hvert fald i den forstand, at vores uniformer påvirker vores evne til at koncentrere os og at tage vores rolle på os. Det gælder også i kirken. Jeg diskuterede for nogle år siden med en god ven, som har god smag, men som jeg vist også godt tør at kalde lettere snobbet. På et tidspunkt fik min ven slået fast, at “Jesus siger jo også, at man skal have pænt tøj på, når man går til fest!”
Alle ved hvordan en “rigtig præst” ser ud. I kirken har vi igennem tiden gået op i det ydre, i looks, dragter, tingeltangel og så videre – også selvom Jesus vist var ligeglad med den slags. Jesus døde nøgen på et kors, og når han overhovedet sagde noget om tøj, handlede det vist mest om, at hans disciple skulle nøjes med det mest simple af slagsen. Læs videre Klæder skaber folk: Mange er kaldede, men få er udvalgte→
Om det kristne evangelium og forsoningen i Kristus.
Følgende tekst er ‘work-in-progress’. Forslag til forbedringer, rettelser og afklaringer modtages gerne!
“Som skaber er du stor, o Gud,
din gerning roser dig;
dog, på din nådes almagtsbud
det større viser sig” (Julius Købner, Baptisternes Salmebog 331)
“Although the Scriptures often speak of the sacrifice of Christ as both ordained and made from before the foundation of the world, and thus seek to lift it clean out of the limits of time, we commonly think of it only as a sacrifice made on a certain sacred day in our human calendar. And yet the Cross of Christ must speak to us of an eternal sacrifice, it must become the symbol of a divine and eternal passion, before we can rise to an adequate conception of its significance.” (Samuel Cox, Salvator Mundi, p. 166)
Det ligger i den teologiske tradition, at Jesus med sin død på en eller anden måde skulle bøde for vores synd. Jesus, har man sagt, er den “lidende tjener”, der bærer menneskers synd, den ene midler mellem Gud og mennesker, givet som “løsesum” for alle (1 Tim 2,5–6), et “sonoffer” for hele verdens synd (1 Joh 2,2), for at Gud kunne “forlige” alting med sig selv (Kol 1,20). Der er blevet tænkt og sagt meget over hvordan det nu skal forstås. Nogle har ment, at Jesus døde for at besejre Djævelen, eller at Jesu død var en slags løsesum betalt til døden på vores vegne, så vi kunne gå fri fra dens magt. Andre har ment, at Jesus døde som et sonoffer til Gud, så vi kunne slippe for “den kommende vrede”, og så videre. Men hvad er kernen i alt det? Eller mere præcist, hvad er egentlig det kristne budskab, evangeliet? Det spørgsmål er temaet for det følgende.
Der er i tidens løb givet mange bud på en kristen “forsoningslære”.[1] Det følgende skulle egentlig have været et forsøg på mere principielt at undersøge, hvad det er, der ligger i kernen af disse bud – som ifølge min overbevisning ikke nødvendigvis udelukker hinanden, men snarere er perspektiver på det ene forhold, at Gud i Jesus har forligt hele verden med sig selv (2 Kor 5,19–20). Det viser sig dog hurtigt, at der ikke er nogen entydig, rationel formel, som kan indfange så principielle teologiske forhold som forsoningen. Den er og bliver et mysterium – et i evangeliet åbenbart og kendt mysterium, men ikke desto mindre en gåde, der til stadighed må beskrives i alskens billedsprog. Ikke underligt, at der findes så mange bud på, hvad der ligger i “korsets gåde”. Forsoningen samler i sig modsætningerne død og liv, dom og nåde. Den indeholder en spænding som ikke kan sættes på fast begreb, og den må derfor naturligt kaste et kaleidoskopisk virvar af billeder af sig, når vi forsøger at forklare evangeliet. Alligevel – eller måske netop derfor – må vi gøre et forsøg.
De fleste bliver sikkert lidt overraskede, når de første gang erfarer, at Den Augsburgske Bekendelse (Confessio Augustana, CA), i sin første artikel, »Om Gud«, indeholder en fordømmelse af en række kætterske grupper, hvor også »muhamedanerne« (som der står) er at finde.[1]
Dels kan det give anledning til undren, at islam nævnes som et kætteri og altså ikke betragtes som en selvstændig religion;[2] og dels diskuteres det rimelige i, at folkekirkens store reformatoriske bekendelsesskrift ikke blot tager stilling til fordel for et trinitarisk gudsbegreb, men også aktivt går imod en række standpunkter, der er anderledes end bekendelsens eget.[3]
Hvornår, hvordan og hvorfor blev islam nævnt i CA?
Kætterkataloger i lutherske bekendelsesskrifter før CA
Den mest oplagte forklaring på, hvordan islam kan dukke op i CA, ville naturligvis være, hvis det samme var tilfældet i de lutherske bekendelsesskrifter, der gik forud for CA. Det drejer sig om Vom Abendmahl Christi. Bekenntnis (1528), Schwabacherartiklerne (1529), Marburgerartiklerne (1529) og Torgauerartiklerne (1530).
I det afsnit i Vom Abendmahl Christi Bekenntnis, der vedrører selve guddommen og dermed er parallelt til CA I, erklærer Luther følgende om sin tro: Læs videre Islam i Confessio Augustana→
“Gud forbarmede sig over sin skabning og gav dem en ny frelse gennem sit Ord, det vil sige Kristus, så mennesker kunne lære ved erfaring, at de ikke kan opnå udødelighed af sig selv, men kun ved Guds nåde.” (Irenæus af Lyon, oldkirkelig teolog 130–202 e.Kr.)
Kristendom er ikke, hvad det har været. Det har det nok aldrig været, når det kommer til stykket, for kristendommen er nemlig slet ikke den religion, den ellers ser ud til at være. I kernen af kristendommen er nemlig evangeliet, ordet om Guds nåde og kærlighed – og det handler slet ikke om religion, heller ikke selvom indpakningen kan give det indtryk. At evangeliet handler om nåde og kærlighed betyder nemlig, at det slet ikke er os, det kommer an på. Derfor er kristendom ikke religion.
Det har vi glemt. Undersøgelser viser, at 56 % af selverklærede amerikanske “evangelicals” mener, at mennesker selv skal tage initiativet til at blive frelst, mens et lignende antal mener, at vi selv skal bidrage til vores frelse, om ikke andet så ved aktivt at takke “ja” til evangeliet. Læs videre Godt tilbud eller tvingende nødvendighed?→
Kaj Munk fortæller, at han første gang fik tanken om at skrive Pilatus i gymnasietiden en aften i sin vens hjem, hvor de to røg i en vældig disput om Pilatus: “Min Ven hævdede, at han ikke var et Haar bedre end Judas Forræderen, jeg mente derimod, at Pilatus var et Sindbillede paa hele Menneskeheden, der har Sans for det gode og gerne vil dyrke det, men hildes og gøres afmægtig af Livets forvirrende Magter.”[1] Pilatus fremstilles følgelig som et sammensat menneske, der i løbet af stykkets korte tidsrum – fra Skærtorsdag aften til Langfredag efter Jesu død – stilles over for så absolutte valg, at han bringes til randen af sin psyke, den rands afgrund, over for hvilken troen enten må nedfalde og knuses eller opstå i ny skikkelse.[2]
Faktisk skrev Kaj Munk hele to dramaer om begivenhederne i Jerusalem, der ledte op til Langfredag. Vi forstår hvorfor. Her er, fra en moderne manuskriptforfatters synspunkt, det egentligt dramatiske stof at arbejde med: menneskenes tvivl og håb, afgørelse og tro. Medmindre man ville ønske at skrive et mysteriespil, er netop begivenhederne, der fører til domfældelsen, det mest velegnede materiale for scenen. Det havde også Kaj Munk øje for. De to passionsspil, Pilatus og De Herrer Dommere,[3] er således begge bygget op over spørgsmålet om skyld og uskyld, guddommelig sandhed og menneskelig løgn; emner, der gennemkrydses, uddybes og nuanceres ved de personers skæbner og sind, der fik tildelt en rolle i dette kristendommens fødselsdrama, og som følgelig hos Munk hver især spiller deres roller efter de indre strenge af længsel, magtbegær, forsmåelse og hengivenhed, der her som alle andre steder i historien dirigerer menneskers valg, håb og tro og kærlighed. I denne artikel er det alene skuespillet Pilatus, som jeg vil foretage en læsning af, med særligt henblik på at se, hvad mennesket Pilatus gennem Munks digteriske indlevelseskraft kan vise os om sandheden og kærligheden – “De to som hele Jorden stønner efter!”[4]Læs videre “Kærlighed og Sandhed i et Hele! De to, som hele Jorden stønner efter!”→
Det er efterhånden blevet noget af en kliché, for vi hører det igen og igen, at den ene og den anden rapport viser, at danskerne er det lykkeligste folk i verden. Vi var godt nok kravlet ned på en andenplads, Schweiz og Island havde taget føringen i 2015, men nu er vi tilbage på toppen.[1] Heldigvis, for vi kan jo ikke have, at andre går rundt og er mere lykkelige end os.
Man kan vel sige, at hvis vi skal tro de her undersøgelser, så forstår danskerne at leve “det gode liv”. Nogle forskere har dog peget på det indlysende problematiske i at lave den slags sammenligninger mellem forskellige nationer og landes lykke. Vi har jo forskellige ord for lykke, så hvordan kan vi vide, at vi taler om det samme? Kan det engelske “happiness” for eksempel oversættes direkte til det danske “lykke”? Menes der for eksempel i virkeligheden mere noget hen ad tilfredshed, eller menes der en slags ekstatisk lykkefølelse? Det kan i hvert fald være svært at afgøre, hvis man bare spørger folk: “Føler du dig lykkelig?”. Tja…
Det sproglige problem afslører et dybereliggende forhold, nemlig at vores opfattelse af lykke og “det gode liv” er indlejret i en større kulturel sammenhæng. Kan man virkelig sammenligne begreber om lykke på tværs af kulturer, ja, kan man overhovedet sammenligne to menneskers begreber om lykke – kan jeg overhovedet selv lave den sammenligning, om jeg er mere lykkelig i dag, end jeg var i går? Læs videre Det gode liv→
