Gå du hen og gør ligeså

Prædiken til 13. søndag efter trinitatis (3 Mos 19,1–2.9–18; Gal 2,16–21; Luk 10,23–37).

Simon François Ravenet: Den Barmhjertige Samaritaner (1772)
Simon François Ravenet: Den Barmhjertige Samaritaner (1772)

Der er virkelig noget på spil både i Galaterbrevet og i fortællingen om den Barmhjertige Samaritaner. Men lad os begynde med evangelieteksten.

Det, som sætter gang i fortællingen, er en lovkyndig; at han betegnes som lovkyndig, vil sige, at han var en skriftklog, der vidste besked om alle de bud og love, som man i jødedommen på Jesu tid var nødt til at overholde, hvis man ville være retfærdig foran Gud – og som der står i dagens evangelietekst, så spørger denne lovkyndige altså Jesus for at sætte ham på prøve. Spørgsmålet, der i første omgang er udtænkt for at volde Jesus problemer, er, hvordan man arver evigt liv – med andre ord, hvad man skal gøre for at få del i Guds rige.

Og pudsigt nok svarer Jesus manden ved at spørge ham, hvad der står i loven, at man skal gøre; og den lovkyndige svarer ham – som vi har hørt – at man skal elske Gud af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke og af hele sit sind, og sin næste som sig selv. Efter at have hørt, hvad den lovkyndige siger, fortæller Jesus ham, at han har svaret rigtigt.

Og så burde historien jo sådan set slet ikke være længere; for den lovkyndige har jo allerede fået svar på sit spørgsmål om, hvordan man kan arve evigt liv. Men alligevel stopper den lovkyndige ikke her, selvom den fordring til mennesket, som Kristus har åbenbaret, forekommer at være såre simpel og ikke til at misforstå, men måske er det netop derfor, at manden bliver nødt til at forsøge at vriste sig fri fra den ved at spørge, hvem næsten er? Læs videre Gå du hen og gør ligeså

Den svære gæstfrihed og Guds straf: Hvordan skal vi forstå lignelsen om verdensdommen?

Prædikenrefleksion over Matt 25,31–46.

Verdensdommen. Byzantinsk mosaik (5. årh.) fra Basilica di Sant'Apollinare Nuovo, Ravenna, Italien.
Verdensdommen. Fårene ved Menneskesønnens højre hånd, bukkene ved den venstre. Byzantinsk mosaik (5. årh.) fra Basilica di Sant’Apollinare Nuovo, Ravenna, Italien.

“Jeg var fremmed, og I tog imod mig.” Ordene fra Jesu lignelse om verdensdommen citeres for tiden i debatten om, hvordan vi skal håndtere den aktuelle strøm af flygtninge og migranter. I skrivende stund er nogle hundrede syriske mænd, kvinder og børn på vej fra Rødby til Øresundsbroen, og billedet af en dansk, midaldrende mand (allerede i folkemunde kaldet “lamamanden”), der angiveligt spytter på folkemængden fra en motorvejsbro, har med god grund vakt stor forargelse.

Mange har bemærket, at vi ikke kan tillade os at kalde os et “kristent land”, hvis vi ikke er villige til at behandle flygtninge ordentligt. Og det kan da være rigtigt nok, selvom vores manglende “kristelighed” stikker dybere, end vi ofte vil indrømme. At der er andre gode grunde til, at det ikke giver mening at kalde et land “kristent” (et alt for ofte misbrugt adjektiv), skal ikke diskuteres her, men i hvert fald er det rigtigt nok, at det ingen mening giver at hævde, at Danmark, eller noget andet land for den sags skyld, skulle være grundlagt på såkaldt “kristne værdier”. Læs videre Den svære gæstfrihed og Guds straf: Hvordan skal vi forstå lignelsen om verdensdommen?

Hvor Vorherre bygger kirke, bygger Djævlen kapel

Prædiken til 8. søndag efter Trinitatis (Jer 23,16–24; Rom 8,14–17; Matt 7,15–21), 26. juli 2015.

Fristelsen til at udråbe de andre til falske profeter er så stor, at den næsten ikke er til at modstå. Senest efter folketingstingsvalget for godt en måneds tid siden så vi dagen derpå useriøse, historieløse og barnagtige beskyldninger for intolerance, racisme og nationalisme mod højrefløjen, der såmænd blot på demokratisk vis havde vundet valget med flest stemmer. Nej, den fristelse var da umulig at modstå og nærmest berettiget at benytte sig af, når man havde tabt et demokratisk valg og dermed var i sin gode ret til at hejse et sort Dannebrog eller rejse ud af landet, mens grænserne endnu stod pivåbne. Ligeså vel går fristelsen også den anden vej – fra højre mod venstre. Og vel er der ydre såkaldte falske profeter, vi skal tage os i agt for, og enhver kan, og det med rette, kalde store førere og ledere som Mussolini og Hitler for falske profeter – de og deres manipulerende metoder og folkeforførelse er til at få øje på. Det er let nok at gøre, men det er uafhængigt af evangeliet. For der er aldrig udgået en profeti af et menneskes vilje – nej det er alene ved Helligåndens gerning i mennesket, at en profeti kan udgå af et faldent menneskes mund. Derfor er de store ideologiers ledere kun falske profeter i folkelig forstand, men ikke i bibelsk forstand, hvad enten de bekender sig religiøst eller ej, men de er løgnagtige mennesker, vi skal sky, og deres løgne er til at få øje på. Men det er ikke vores opgave at pege på falske profeter udenfor kirken. I det verdslige regimente hersker Grundloven.

Det, der er på spil i evangeliet til i dag om de falske profeter, er kirkens eget aldrig hvilende selvopgør. For dem, der prædiker noget andet end kristendom, er slet ikke inde i billedet, nej, de falske er nemlig dem, der er i kirken selv. Det er dem, som står og forkynder de store ord, men gør sig selv større og Kristus mindre. Grundtvig formulerede det på den måde, at ethvert menneske og dermed enhver prædikant havde modtaget den samme kraft og det samme kald til at være en sand profet; men nogle blev som Djævlen – nogle valgte at følge løgnen og misbruge deres gaver som forkynder til “at indbilde Menneskene, at de kan lægge en anden Grundvold for Guds Huus, end den som lagt er: nemlig Jesus Christus.” For hvor Vorherre bygger kirke, bygger Djævlen kapel, og det sker, når Herrens Ord forsvinder ud af Hans hus. Læs videre Hvor Vorherre bygger kirke, bygger Djævlen kapel

Hvad er sandhed?

Prædiken til 8. søndag efter Trinitatis (Jer 23,16–24; Rom 8,14–17; Matt 7,15–21), 26. juli 2015, Vilslev Kirke.

Nikolaj Ge: Hvad er sandhed? Kristus og Pilatus (1890)
Nikolaj Ge: Hvad er sandhed? Kristus og Pilatus (1890)

Kirken den er et gammelt hus, for kristendommen er en gammel sandhed. Kristendom bygger på det glædelige budskab fra gammel tid, og når de gamle ord lyder, kommer de på ny til deres ret ind i hvert et menneskes liv. Sandheden lever og sætter mennesker fri, som den har gjort, siden Jesus selv gik omkring som Ordet i kød og blod og gjorde evangeliets ord til kærlighedens gerninger. Jesu budskab er og bliver Sandheden med stort S, uanset hvor meget vi fornægter, forkaster, forholder os til det eller omfavner det. Sandheden er sand, uanset hvad vi mener om det.

Sagen er blot, at vi med vore sanser, fornuft, logik og følelser ikke kan erfare sandheden, for den må tros. Derved bliver det et personligt og privat anliggende at forholde sig til, hvad sandheden er for os hver især, for vi kan ikke gøre det objektivt, og ikke efterprøve det i et laboratorium, om Jesus nu også virkeligt er Guds Søn og verdens frelser. Bibelen påstår, at dét er sandt, og vi kan kun tro eller tvivle på det. Læs videre Hvad er sandhed?

Enhed i Kristus trods politiske modsætninger

Prædiken holdt i Kristuskirkens Baptistmenighed søndag den 21. juni 2015 (Joh 17,14–23; Joh 18,36–37). Nedskrevet på slump efterfølgende.

Hendrick ter Brugghen: Kaldelsen af Matthæus (1621)
Hendrick ter Brugghen: Kaldelsen af Matthæus (1621)

Når vi taler religion og politik, bevæger vi os ind i et minefelt. Men evangeliet er altid aktuelt, og derfor er det også relevant at tale om aktuelle begivenheder – og dér er det jo svært at komme uden om, at der lige har været folketingsvalg. Det interesserer mig sådan set ikke, hvad I stemte i torsdags. Hvad der til gengæld interesserer mig, er nogle af de reaktioner, der har været på valget. Nogle var glade for, at udfaldet blev, som det blev, mens andre tværtimod var rystede, skuffede og vrede. Læs videre Enhed i Kristus trods politiske modsætninger

“Hvad vil sjælen altså gøre, fuld af bekymring og fuldstændigt overvundet?”

Luthers ars moriendi-udlægning af salme 22 vers 8–9 i hans anden forelæsning over Salmernes Bog, Operationes in Psalmos 1519-1521.[1]

Indledning.

schilling_lutherPå mange måder må det undre, at den tyske historiker Heinz Schillings til dansk oversatte Lutherbiografi: Martin Luther. Rebel i en opbrudstid er blevet modtaget så kritikløst af danske boganmeldere.[2] En modtagelse, der må være én af mange grunde til bogens store udbredelse blandt de læsende danskere, hvilket det andet oplag vidner om. Jeg tænker ikke først og fremmest på oversættelsens kvalitet. Oversættelsen er præget af mange inkonsekvenser og fejl (de latinske citater er således næsten alle fejlagtige, hvilket næppe skyldes fejl fra Schillings side). Men jeg tænker i første omgang på mange af de påstande om reformatorens teologi, som historieprofessoren fremsætter, som om der herskede konsensus om dem i Lutherforskningen.

Schillings Lutherbog føjer sig ind i to tyske forskningstraditioner. Den ene er den nyere opfattelse af Luther som et for os moderne mennesker fuldstændigt fremmed menneske. De første 50 sider, der præsenterer den tidshistoriske baggrund for Luthers liv, er præget af denne opfattelse.[3] Det er en opfattelse, som er taget til i styrke og præger langt de fleste nyere tyske bøger om reformatoren og hans teologi efter fremkomsten af Volker Leppins bog: Martin Luther, Darmstadt 2006. En opfattelse, som også rendyrkes af den ældre og meget udbredte og også til engelsk oversatte bog af Heiko Obermann: Luther zwischen Gott und Teufel, München 1982. Den anden forskningstradition, Schillings bog tilslutter sig, består af, hvad jeg gerne kalder de tre b’er, nemlig: Bizer–Bayer–Brecht, som alle lader det reformatoriske gennembrud falde i foråret 1518, hvilket naturligvis får konsekvenser for opfattelsen af Luthers tidlige forelæsninger over blandt andet Salmernes Bog 1513–1515 og Romerbrevet 1515–1516.[4] Læs videre “Hvad vil sjælen altså gøre, fuld af bekymring og fuldstændigt overvundet?”

Madonnaen fra Stalingrad

Prædiken til Mariæ bebudelses dag (Es 7,10–14; 1 Joh 1,1–3; Luk 1,26–38), den 22. marts 2015 i Sankt Jørgens Kirke, Næstved.

“Du salige jomfru og Guds moder, hvor har Gud i dig vist (os) en stor trøst, al den stund Han har set så nådigt til din uværdighed og ringhed, som vi formanes igennem. Efter dit eksempel vil Han heller ikke foragte os arme, ringe mennesker, men se i nåde til os.”[1]

Indledningsbønnen til dagens evangelium er skrevet af Martin Luther. Jeg valgte den, fordi mange danske præster i Maria ser en overlevering fra katolsk tid. De påberåber sig Luthers kamp mod den katolske mariadyrkelse, hvad de også har ret i. Men dermed hører enigheden også op, for Luther mente, at Maria var et strålende forbillede i tro. Det var der belæg for i Bibelen, hverken mere eller mindre.

Salmedigteren Grundtvig fremhæver også Marias forbilledlige tro. Troen og kærligheden blev af Gud forenet i Jomfru Maria. Maria som fødte menneskehedens håb – Kristus. Det er gennem hende, at Gud lader lyset, livet og kærligheden fødes, til at skinne for os.

Jeg vil give et eksempel.

madonnaen_fra_stalingrad
Weihnachten 1942 im Kessel, Festung Stalingrad. Licht, Leben, Liebe.

Kirken Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche, som ligger på Berlins travle indkøbsgade Kurfürstendamm, er altid overfyldt af turister. Der tales og diskuteres på alverdens sprog, men et sted forstummer talen. Det er ved en udstillingsmontre, hvor der hænger en gammel og gulnet tegning. Tegningen forestiller en kvinde, som sidder med armene om et barn, begge er de indhyllet i en militærkappe. Kvinden ser ned på barnet, måske smiler hun lidt. På tegningen er skrevet: Lys, liv, kærlighed. Julen 1942. Fæstningen Stalingrad. Stalingrad, bynavnet som kan få enhver tale til at forstumme, smilene til at stivne og ældre tyskeres øjne til at løbe i vand. Læs videre Madonnaen fra Stalingrad

Hvad mener vi, når vi siger, at kristendom ikke er religion?

Noter om religion og evangelium.

“Jeg hader og forkaster jeres fester,
jeg bryder mig ikke om jeres festdage.
Når I bringer mig jeres brændofre og afgrødeofre,
tager jeg ikke imod dem,
og måltidsofre af jeres fedekvæg vil jeg ikke se.
Fri mig for lyden af dine sange,
dine harpers klang vil jeg ikke høre!
Men ret skal strømme som vand,
retfærdighed som en stadig rindende bæk.” (Amos 5,21–24)

Lucas Cranach d.æ.: Adam og Eva (1526, udsnit)
Lucas Cranach d.æ.: Adam og Eva (syndefaldet; 1526, udsnit).

Der er igen tegn på nye religiøse strømninger i dansk kirkeliv. Nogle taler om at genfinde en kristen “trospraksis”, så det igen giver mening at tale om “helliggørelse” og om at leve et “helligt liv”. Der dyrkes forskellige former for meditation og bønspraksisser, og der spadseres ture besmykket med titlen “pilgrimsvandring”. Vi efterspørger religiøs underholdning, spændende ritualer, udklædning, pomp og pragt. Andre dyrker apologetik og “kristent trosforsvar” eller peger på kristendommens samfundsmæssige værdi og det problematiske i undergravningen af “traditionelle kristne værdier”. Nogle brokker sig over, at folk ikke har pænt tøj på i kirken, mens andre i deres begejstring over religiøs performance og liturgisk praksis fremfører påstande i stil med, at “det er ikke indholdet, men formen, der frelser”. Eller måske siger man, at kirkebygninger, med alt hvad de indebærer af religiøs æstetik, er absolut nødvendige for at forkynde evangeliet “rent og purt”. Eksempler er der masser af. Læs videre Hvad mener vi, når vi siger, at kristendom ikke er religion?

Hellig, hellig, hellig – Treenigheden i salmebogen (I)

En fremstilling af det såkaldte treenighedsskjold (her fra St Peter's Church, Strumpshaw, Norfolk, England).
Det såkaldte treenighedsskjold: Faderen er Gud, men er ikke Sønnen og Helligånden; Sønnen er Gud, men er ikke Faderen … osv. (her fra St Peter’s Church, Strumpshaw, Norfolk, England).

Treenighedslæren spiller en vigtig rolle i den akademiske teologi, men ikke i samme grad i folkekirkens liv. Sådan er i hvert fald mit indtryk; og hvis det er sandt, er det en skam.

Melanchthon undlod i første omgang at behandle treenighedslæren i sin dogmatiske lærebog Loci communes og hævdede, at guddommens mysterier hellere skal tilbedes end udforskes.[1] Uanset om det ene behøver at udelukke det andet, kalder det under alle omstændigheder på en undren over, at trinitetens mysterium i højere grad er genstand for spekulation på de teologiske uddannelser end for lovsang i kirkerne. Samme Melanchthon ytrede også på sit dødsleje, at han glædede sig til at slippe for teologernes evindelige ævl og kævl og i stedet skue Gud selv med egne øjne, hvor han blandt andet regnede med at få klar besked om sammenhængen imellem Kristi to naturer, den menneskelige og den guddommelige.[2]

Er det så sandt, at treenighedslæren spiller en birolle i folkekirken? Læs videre Hellig, hellig, hellig – Treenigheden i salmebogen (I)

Myten som tugtemester? Menneskets sprog og Guds almagt ifølge Klemens af Alexandria

Klemens af Alexandria (ca. 150–ca. 215)
Klemens af Alexandria
(ca. 150–ca. 215)

Foredrag i Studenterkredsen 23. april 2015. Højskolesang: Solen står stille i Gibeons dal (Bukdahl).

“Du, i ledtog med Titaner,
Storme ville Himmerig,
Skjønt den Gudlighed, man raner,
Just er anti-kristelig,
Tvertimod hvad han berømde,
“Ordet”, som sig selv udtømde
Til en Barne-Lallen spæd!

Du forbedre vilde “Troen”,
Skjønt den er, som Gud, saa god,
Alt for knap dig syndes Skoen,
Til en Christens Kæmpefod,
Du udvided den, desværre!
Saa den passed ei Vorherre
Som et Barn i Bethlehem

Nei, saalidt som Skaber-Aanden
Laaner Vinge-Fjer af Giæs,
Fatted ham med Pen i Haanden
Klemens og Origenes;
Deres Aands-Begreb var Luften,
Deres Ord-Begreb Fornuften,
Som den har hver Djævel arm!”[1]

(Grundtvig)

Sådan skriver Grundtvig om “Græker-Menigheden” i sin Christenhedens Syvstjerne. Grundtvigs pointe var kort sagt, at den senantikke græske kristendom udviklede sig til filosofisk spekulation og derved endte med at give køb på evangeliet.

I det følgende vil jeg ikke tage ensidigt parti for Klemens. Men jeg mener dog, at der er noget at hente hos ham, ikke mindst hvad angår hans forestillinger om menneskets sprog og mytens funktion. Klemens’ opfattelse er kort sagt, at Gud gennem sin almagt og sit forsyn har indrettet hedensk visdom, digtning og den slags, så det ligesom loven for jøderne tjener som tugtemester til Kristus. Læs videre Myten som tugtemester? Menneskets sprog og Guds almagt ifølge Klemens af Alexandria