Kategoriarkiv: prædikener

Den svære gæstfrihed og Guds straf: Hvordan skal vi forstå lignelsen om verdensdommen?

Prædikenrefleksion over Matt 25,31–46.

Verdensdommen. Byzantinsk mosaik (5. årh.) fra Basilica di Sant'Apollinare Nuovo, Ravenna, Italien.
Verdensdommen. Fårene ved Menneskesønnens højre hånd, bukkene ved den venstre. Byzantinsk mosaik (5. årh.) fra Basilica di Sant’Apollinare Nuovo, Ravenna, Italien.

“Jeg var fremmed, og I tog imod mig.” Ordene fra Jesu lignelse om verdensdommen citeres for tiden i debatten om, hvordan vi skal håndtere den aktuelle strøm af flygtninge og migranter. I skrivende stund er nogle hundrede syriske mænd, kvinder og børn på vej fra Rødby til Øresundsbroen, og billedet af en dansk, midaldrende mand (allerede i folkemunde kaldet “lamamanden”), der angiveligt spytter på folkemængden fra en motorvejsbro, har med god grund vakt stor forargelse.

Mange har bemærket, at vi ikke kan tillade os at kalde os et “kristent land”, hvis vi ikke er villige til at behandle flygtninge ordentligt. Og det kan da være rigtigt nok, selvom vores manglende “kristelighed” stikker dybere, end vi ofte vil indrømme. At der er andre gode grunde til, at det ikke giver mening at kalde et land “kristent” (et alt for ofte misbrugt adjektiv), skal ikke diskuteres her, men i hvert fald er det rigtigt nok, at det ingen mening giver at hævde, at Danmark, eller noget andet land for den sags skyld, skulle være grundlagt på såkaldt “kristne værdier”. Læs videre Den svære gæstfrihed og Guds straf: Hvordan skal vi forstå lignelsen om verdensdommen?

Hvor Vorherre bygger kirke, bygger Djævlen kapel

Prædiken til 8. søndag efter Trinitatis (Jer 23,16–24; Rom 8,14–17; Matt 7,15–21), 26. juli 2015.

Fristelsen til at udråbe de andre til falske profeter er så stor, at den næsten ikke er til at modstå. Senest efter folketingstingsvalget for godt en måneds tid siden så vi dagen derpå useriøse, historieløse og barnagtige beskyldninger for intolerance, racisme og nationalisme mod højrefløjen, der såmænd blot på demokratisk vis havde vundet valget med flest stemmer. Nej, den fristelse var da umulig at modstå og nærmest berettiget at benytte sig af, når man havde tabt et demokratisk valg og dermed var i sin gode ret til at hejse et sort Dannebrog eller rejse ud af landet, mens grænserne endnu stod pivåbne. Ligeså vel går fristelsen også den anden vej – fra højre mod venstre. Og vel er der ydre såkaldte falske profeter, vi skal tage os i agt for, og enhver kan, og det med rette, kalde store førere og ledere som Mussolini og Hitler for falske profeter – de og deres manipulerende metoder og folkeforførelse er til at få øje på. Det er let nok at gøre, men det er uafhængigt af evangeliet. For der er aldrig udgået en profeti af et menneskes vilje – nej det er alene ved Helligåndens gerning i mennesket, at en profeti kan udgå af et faldent menneskes mund. Derfor er de store ideologiers ledere kun falske profeter i folkelig forstand, men ikke i bibelsk forstand, hvad enten de bekender sig religiøst eller ej, men de er løgnagtige mennesker, vi skal sky, og deres løgne er til at få øje på. Men det er ikke vores opgave at pege på falske profeter udenfor kirken. I det verdslige regimente hersker Grundloven.

Det, der er på spil i evangeliet til i dag om de falske profeter, er kirkens eget aldrig hvilende selvopgør. For dem, der prædiker noget andet end kristendom, er slet ikke inde i billedet, nej, de falske er nemlig dem, der er i kirken selv. Det er dem, som står og forkynder de store ord, men gør sig selv større og Kristus mindre. Grundtvig formulerede det på den måde, at ethvert menneske og dermed enhver prædikant havde modtaget den samme kraft og det samme kald til at være en sand profet; men nogle blev som Djævlen – nogle valgte at følge løgnen og misbruge deres gaver som forkynder til “at indbilde Menneskene, at de kan lægge en anden Grundvold for Guds Huus, end den som lagt er: nemlig Jesus Christus.” For hvor Vorherre bygger kirke, bygger Djævlen kapel, og det sker, når Herrens Ord forsvinder ud af Hans hus. Læs videre Hvor Vorherre bygger kirke, bygger Djævlen kapel

Hvad er sandhed?

Prædiken til 8. søndag efter Trinitatis (Jer 23,16–24; Rom 8,14–17; Matt 7,15–21), 26. juli 2015, Vilslev Kirke.

Nikolaj Ge: Hvad er sandhed? Kristus og Pilatus (1890)
Nikolaj Ge: Hvad er sandhed? Kristus og Pilatus (1890)

Kirken den er et gammelt hus, for kristendommen er en gammel sandhed. Kristendom bygger på det glædelige budskab fra gammel tid, og når de gamle ord lyder, kommer de på ny til deres ret ind i hvert et menneskes liv. Sandheden lever og sætter mennesker fri, som den har gjort, siden Jesus selv gik omkring som Ordet i kød og blod og gjorde evangeliets ord til kærlighedens gerninger. Jesu budskab er og bliver Sandheden med stort S, uanset hvor meget vi fornægter, forkaster, forholder os til det eller omfavner det. Sandheden er sand, uanset hvad vi mener om det.

Sagen er blot, at vi med vore sanser, fornuft, logik og følelser ikke kan erfare sandheden, for den må tros. Derved bliver det et personligt og privat anliggende at forholde sig til, hvad sandheden er for os hver især, for vi kan ikke gøre det objektivt, og ikke efterprøve det i et laboratorium, om Jesus nu også virkeligt er Guds Søn og verdens frelser. Bibelen påstår, at dét er sandt, og vi kan kun tro eller tvivle på det. Læs videre Hvad er sandhed?

Enhed i Kristus trods politiske modsætninger

Prædiken holdt i Kristuskirkens Baptistmenighed søndag den 21. juni 2015 (Joh 17,14–23; Joh 18,36–37). Nedskrevet på slump efterfølgende.

Hendrick ter Brugghen: Kaldelsen af Matthæus (1621)
Hendrick ter Brugghen: Kaldelsen af Matthæus (1621)

Når vi taler religion og politik, bevæger vi os ind i et minefelt. Men evangeliet er altid aktuelt, og derfor er det også relevant at tale om aktuelle begivenheder – og dér er det jo svært at komme uden om, at der lige har været folketingsvalg. Det interesserer mig sådan set ikke, hvad I stemte i torsdags. Hvad der til gengæld interesserer mig, er nogle af de reaktioner, der har været på valget. Nogle var glade for, at udfaldet blev, som det blev, mens andre tværtimod var rystede, skuffede og vrede. Læs videre Enhed i Kristus trods politiske modsætninger

Madonnaen fra Stalingrad

Prædiken til Mariæ bebudelses dag (Es 7,10–14; 1 Joh 1,1–3; Luk 1,26–38), den 22. marts 2015 i Sankt Jørgens Kirke, Næstved.

“Du salige jomfru og Guds moder, hvor har Gud i dig vist (os) en stor trøst, al den stund Han har set så nådigt til din uværdighed og ringhed, som vi formanes igennem. Efter dit eksempel vil Han heller ikke foragte os arme, ringe mennesker, men se i nåde til os.”[1]

Indledningsbønnen til dagens evangelium er skrevet af Martin Luther. Jeg valgte den, fordi mange danske præster i Maria ser en overlevering fra katolsk tid. De påberåber sig Luthers kamp mod den katolske mariadyrkelse, hvad de også har ret i. Men dermed hører enigheden også op, for Luther mente, at Maria var et strålende forbillede i tro. Det var der belæg for i Bibelen, hverken mere eller mindre.

Salmedigteren Grundtvig fremhæver også Marias forbilledlige tro. Troen og kærligheden blev af Gud forenet i Jomfru Maria. Maria som fødte menneskehedens håb – Kristus. Det er gennem hende, at Gud lader lyset, livet og kærligheden fødes, til at skinne for os.

Jeg vil give et eksempel.

madonnaen_fra_stalingrad
Weihnachten 1942 im Kessel, Festung Stalingrad. Licht, Leben, Liebe.

Kirken Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche, som ligger på Berlins travle indkøbsgade Kurfürstendamm, er altid overfyldt af turister. Der tales og diskuteres på alverdens sprog, men et sted forstummer talen. Det er ved en udstillingsmontre, hvor der hænger en gammel og gulnet tegning. Tegningen forestiller en kvinde, som sidder med armene om et barn, begge er de indhyllet i en militærkappe. Kvinden ser ned på barnet, måske smiler hun lidt. På tegningen er skrevet: Lys, liv, kærlighed. Julen 1942. Fæstningen Stalingrad. Stalingrad, bynavnet som kan få enhver tale til at forstumme, smilene til at stivne og ældre tyskeres øjne til at løbe i vand. Læs videre Madonnaen fra Stalingrad

En sprække af lys

Prædiken til langfredag (Es 52,13–53,12; Mark 15,20–39), den 3. april, Øster Lindet Kirke kl. 9

Rembrandt van Rijn: De tre kors (1653)
Rembrandt van Rijn: De tre kors (1653)

There is a crack, a crack in everything – that’s how the light gets in… Der er en sprække, en sprække i alting, det er derfor, lyset kommer ind. – Sådan skriver den canadiske digter og sanger Leonard Cohen. Men er der nu også det i dag, denne Herreløse langfredag, hvor alterlysene er slukkede, hvor mørket skjuler jorderige, og himlen har lukket sin dør? Kan lyset finde sprækker, hvor det kan kile sig ind i dag, hvor det lys, vi har hørt skinner for os, skal bære mørkets uærlige gerninger? I dag, hvor nattemørket sænkede sig over graven og jorden. I dag, hvor det store mørke har magten over menneskene – hvor menneskets eget iboende mørke, uhyret i os, blev afdækket og afsløret i døden på et kors – den død, som alle mennesker var skyldige i. Jesus blev dømt og korsfæstet – alle var de med – alle medskyldige – ikke en eneste kan erklære sig uskyldig i at dømme kærligheden. Med hjertets hårdhed og hjertets kulde fældede verden sin dom over lyset og kærligheden.

Hjertet er menneskets trosorgan, det sted, hvor troen modtages og besvares – når Ordet rører hjertet, bevæger det åndedrættet, lungerne fyldes af luft, og stemmen udbryder i sang. Læs videre En sprække af lys

»Paa din Maske skal jeg kende dig«

Prædiken til Fastelavns søndag (Sl 2; 1 Pet 3,18–22; Matt 3,13–17) den 15. februar 2015, Ribe Domkirke kl. 10.00

venetianske_karnevalsmaskerPå Holstens vestkyst på det flade land, der til forveksling ligner egnen her omkring Ribe, ligger badestedet Norderney. Langs digernes sandede veje kom i sommeren 1835 fine kareter og rejsevogne for at aflæsse kufferter og hatteæsker og damer på små fødder, hvis slør stod om dem i en frisk brise ud for de pyntelige hoteller og sommerhuse. Sidst på sommeren skete det, at vinden sprang om i nord efter en tredages storm af sydvest. De umådelige vandmasser, stormen havde rejst, blev drevet tilbage og presset ind over vesterlandene. Havet brød igennem digerne, kreaturer og får druknede, lader styrtede sammen som korthuse, og mange menneskeliv gik tabt. Om natten blev de mennesker, der ikke var holdt vågne af hjertets hamren, vækket af havets brølen, ligesom den nat her i Ribe i 1634, hvor vandstanden var høj, som mærket under prædikestolen viser. Det var buldrende mørkt over Ribe – ingen kunne kende det ene ansigt fra det andet. Sådan et mørke var det også i Norderney i 1835, hvor fire mennesker var strandet på et høloft og fordrev ventetiden indtil daggry med at fortælle historier, både deres egne og andres. En kardinal og en gammel frøken, en ung frøken og en søn af en baron. Og det viste sig, at ingen af dem helt var det, de gav sig ud for. Men »paa din Maske vil jeg kende dig«, sagde kardinalen med en blodplettet bandage viklet om hovedet; han overlevede syndfloden, mens hans tjener Kaspersen var blevet knust under det faldne tag. Læs videre »Paa din Maske skal jeg kende dig«

Karikatur-Gud

Prædiken til 1. søndag efter Helligtrekonger (1. tekstrække: Sl 84; Rom 12,1–5; Luk 2,41–52)

Det ældste kendte billede af Jesus er … en karikaturtegning, nemlig en romersk graffito fra ca. år 200, der viser en korsfæstet mand med æselhoved og teksten »Alexamenos tilbeder Gud«.
Det ældste kendte billede af Jesus Kristus er … en karikaturtegning, nemlig en romersk graffito fra omkr. år 200, der viser en korsfæstet mand med æselhoved og teksten »Alexamenos tilbeder Gud«.

»Allahu akbar! Allah er stor!« – sådan råbte de to islamister, mens de dræbte tolv mennesker med maskinpistoler i Paris i onsdags, da det nye år bare var en uge gammelt. »Vi har hævnet profeten!« råbte de, da de forlod bygningen, som nu var indsmurt i karikaturtegnernes blod. Næsten lige så gruopvækkende som drabene er den syndflod af idiotisk vrøvl, vi har måttet høre på lige siden. Drabene har intet med islam at gøre, siger politikere på stemmefiskeri, absolut intet. Måske vil de bare gerne sige, at massemordet ikke er alle muslimers skyld, og det har de naturligvis ret i. Men man skal vist være politiker eller professor eller noget, der ligner, for at være så dum, at man kan få sig selv til at sige, at de slet ikke har noget med islam at gøre. På det franske satireblads redaktion var der en kvinde, som ikke blev dræbt. Den ene af massemorderne råbte til hende: »Vi dræber ikke kvinder; det strider mod vores æresbegreber. Men du skal konvertere til islam, læse Koranen og tage hovedtørklæde på! Allahu akbar, Allahu akbar!« Men nej, intet har det at gøre med islam, absolut intet. Fortæller de kloge os.

Men hvad har det så at gøre med vores beretning om det 12-årige vidunderbarn Jesus? Umiddelbart ikke så meget. Det er efterhånden en lidt nedslidt præste-kliché, at Bibelens tekster er verdensfjerne; måske er det i virkeligheden bare vores verden, der er så selvoptaget, at vi er blevet bibelfjerne. Læs videre Karikatur-Gud

I nat skyder vi ikke

Prædiken holdt i Ribe Domkirke juleaftensdag kl. 14.

Decembervejret har været en våd fornøjelse i år; slagregnen har hamret mod ruden, der har været storm og torden, ja der har stået en stiv vind fra vest rundt om Domkirken, mellem de små røde træhytter på torvet ved Dagmar og ned ad de smalle gader med skæve, gamle huse, hvis vinduer ser så indbydende ud. Og mon ikke det er meget menneskeligt at kaste et stjålent blik ind af dem, når man haster igennem byen med regnhætten over ørene, et barn i hånden og en nettopose under armen. For der ser så rart ud derinde bag de buede, let duggede ruder i de småsprossede vinduer – der ganske vist skulle hindre for indkig. Julepyntet og tændte stearinlys – dér har julefreden sikkert sænket sig, tænker vi, mens hysteriet ude på brostenene kun accelererer, og vi ryster for, om julefreden overhovedet når at indfinde sig bag vore egne buede ruder i år. Sådan sidder vi sitrende dagen før dagen før dagen, du ved, og sikkert også nu på kirkebænken, og venter på at mærke den der julefred. Måske kommer den først, når anden er spist, og ungerne er i seng, eller måske allerede når præsten omsider har sagt amen. Det er store krav, vi stiller, og høje forventninger vi har til julefreden: Vi skal helst kunne være i stue sammen med både dem, vi holder af, holder ud og ikke kan holde ud. Julen er jo på mange måder et social-psykologisk eksperiment, og der er ingen garanti for, at det lykkes – heller ikke inde hos naboen, hvor det så så rart ud. Måske er dér også kun våbenhvile, eller måske er krigen ved at bryde ud – for det er ikke altid, det går efter juleforventningerne. Julen er ikke altid ensbetydende med julefred i de små hjem, endsige i den store verden, hvor de netop nu holder julemøde om freden i Ukraine. Læs videre I nat skyder vi ikke

At gi’ op omsider og pludselig mærke det hele begynde

Prædiken til 21. søndag efter trinitatis (2. tekstrække: Ez 18,1-4a; Åb 3,7-13; Luk 13,1-9), holdt i Christianskirken i Berlin.

“At øl, kartofler og saltet flæsk / Samt mine synders tyngdekraft / Holder min luftige sjæl ved jorden: / Det er det bedste for mig. Det værste er elevatorer på forblæste S-togsstationer, deadlines og søvnløshed. At det alligevel ikke var kræft er det bedste. Det lille svage svigt jeg så i dit vigende blik var det værste. Det værste er at få et kærlighedsbrev / Fra en kvinde man aldrig kan elske. Det bedste er at jeg tror du lever, skønt jeg ved du er død: Det er det bedste for mig. Det værste er at spille sig selv for at undgå at tabe sit stakkels ansigt. Det bedste er at tiltræde rejsen i morgenens mørke. Det værste er, at jeg lod som om jeg slet ikke så dig. Det bedste er at gi op omsider og pludselig mærke det hele begynde. Det værste er, at sige jeg elsker dig, af frygt for at blive forladt. Det bedste er at jeg selv på de værste dage er nysgerrig efter i morgen. At alting stadig kan ske, er det værste. At alting stadig kan ske er det bedste. – Det værste er at miste modet, før en helt ny dag er begyndt. Det er det værste for mig.”

Untitled-2Det er en hyldest til det personlige, levede liv, der ligger til grund for Søren Ulrik Thomsens digtsamling Det værste og det bedste, som ordene er revet ud af. Det er ikke et forsøg på at sige noget almengyldigt om livet, døden og kunsten, men at holde fast i de store og små ting i livet, der fylder dagene og livet – menneskets skæbne hvor det værste og det bedste er vævet sammen. Hvor fraværet af det bedste i savnet og skuffelsen bliver det værste – eller I nåden og miraklet hvor fraværet af det værste bliver det bedste. Hverdagens små banaliteter og livets afgørende øjeblikke, hvor af Søren Ulrik Thomsen slutter, at det, “at der hele tiden har været lidt mere af det bedste end af det værste, er bedst.” Læs videre At gi’ op omsider og pludselig mærke det hele begynde