Kategoriarkiv: artikler

Paulus’ kaldelse

Caravaggio (1573–1610): Paulus’ omvendelse
Caravaggio (1571–1610):
Paulus’ omvendelse

Hvorfor er Paulus så fantastisk interessant at studere? Det kan man give utroligt mange forskelligartede svar på. Men et aldeles træffende svar kunne være, at Paulus giver os det absolut ældste skriftlige vidnesbyrd om kristendommen, hvorfor det kun er naturligt, at han også påkalder sig en del opmærksomhed. Vil man altså vide noget om den ældste kristendom ud fra et historisk videnskabeligt grundlag, må man begynde med Paulus. Men et andet svar på det stillede spørgsmål, som desværre ofte glemmes i eksegesens navn, er, at Paulus også har noget at fortælle os i dag. I denne omgang vil jeg dog alligevel lade eksegesen træde lidt i forgrunden og beskæftige mig med en specifik begivenhed i Paulus’ liv nemlig hans kaldelse, og det vil jeg gøre ud fra de skildringer af kaldelsen, som man finder i Galaterbrevet og Første Korintherbrev. Læs videre Paulus’ kaldelse

“Tænk globalt, handl lokalt!” – Noter om Jacques Ellul, håbløshed og håb

jacques_ellul I anledning af foredrag i Trosforum, 21. maj 2014.[1]

“Tænk globalt, handl lokalt!”. Sådan lyder et kendt venstrefløjsaktivistisk slogan. Men ordene har faktisk rødder i den dialektiske teologi, i skikkelse af den franske jurist, filosof og teolog Jacques Ellul (1912–1994).

Ellul skrev over 50 bøger og mange hundrede artikler, deriblandt også amerikanske, i alt fra Playboy Magazine til Sojourners og Katallegete. Ellul har inspireret øko-aktivister, venstrefløjsanarkister, teknoantropologer og marxister, såvel som moderne mennoniter, tidehvervsfolk, nationalkonservative og evangelikale. Et eksempel på det sidstnævnte er det amerikanske konservativt-evangelikale Wheaton Colleges store Ellul-arkiv. Blandt de mere tragiske eksempler på Ellul-inspirerede er UNA-bomberen, Ted Kaczynski, som efter sigende havde Elluls teknikkritiske hovedværk liggende på sit natbord. Læs videre “Tænk globalt, handl lokalt!” – Noter om Jacques Ellul, håbløshed og håb

Opgør om forsoningslæren

Den sejrende Kristus, Christus victor (udsnit af mosaik i det ærkebiskoppelige kapel i Ravenna, 500-tallet).
Den sejrende Kristus, Christus victor (udsnit af mosaik i Ravenna, 500-tallet)
EGO SUM VIA, VERITAS ET VITA (Joh 14,6).

Den 15. april a.d. bragte Kristeligt Dagblad en kronik af Lau Sander Esbensen, ph.d. i historie, under overskriften “Folkekirken må gøre op med forsoningslæren”. Dagen efter fulgte flere udtalelser fra bl.a. salmedigter Iben Krogsdal og sognepræst Kristine Stricker Hestbech, som ligeledes havde det svært med, hvad de kalder “folkekirkens forsoningslære”. Følgende er en kommentar til polemikken:

Opgør er vigtigt. Men det er ikke altid, man ved, hvad man gør op med. Således de “kirkefolk”, der i Kristeligt Dagblad forsøger at gøre op med “forsoningslæren”. For anfægtelsen er god – kan Gud virkelig være en æreskrænket rageaholic, der bare må have nogen at straffe, selv om vi har fået at vide, at han er kærlighed? Men alternativet er forkert; det er ikke, at vi må nøjes med Jesus som moralsk forbillede.

Det er nødvendigt at gøre op med middelalderens forsoningslære, hvor vi må skærmes for Guds vrede bag Kristus. Men opgøret må være at forstå forsoningen anderledes, ikke skære hele idéen om forsoning væk. Læs videre Opgør om forsoningslæren

Synkretistisk metode

Nogle overvejelser over Leif Grane og den aristokratiske radikalisme.

Professor, dr.theol. Leif Grane (1928–2000)
Professor, dr.theol. Leif Grane (1928–2000)

Professor i kirkehistorie ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet, Anna Vind har i en række bidrag til tidsskrifter og bøger de senere år sat fokus på forholdet mellem metode og teologi.[1] Hendes bidrag har kastet lys over vekselvirknings­forholdet mellem humaniora og teologi og er præget af ønsket om at vise dels lighederne, dels forskellene mellem de to fag. Hun har forsøgt at komme frem til det særlige for teologien, det vil sige det, hvorved faget adskiller sig fra de humanistiske fag, og i særlig grad det, hvorved kirkehistorie adskiller sig fra historie. Vind er kirkehistoriker med speciale i reformatoren Martin Luther og elev af landets største Lutherfortolker, Leif Grane. Det er også Granes overvejelser over den rette tilgang til studiet af Luther, hun gør brug af i sine egne overvejelser. Det er tilfældet i alle bidragene med fokus på forholdet mellem metode og teologi. Det er Granes påstand, at Luther skelner skarpt mellem evangeliet og teologien, Læs videre Synkretistisk metode

Guds uforanderlighed i en heraklitisk tidsalder

Hele Guds herlige skaberværk er skabt med tid og underlagt timelighedens forgængelighed, således at alt i verden forandres på nær selve forandringen. Derfor forekommer det eneste uforanderlige i vores heraklitiske tidsalder at være forandringen. Var der ikke tid, ville forandringen være umulig. Floderne ville fryse til og skyerne bremse op midt på himlen. Som sagt er hele skaberværket underlagt timelighedens forgængelighed, og intet i skaberværket kan gøre sig fri af den, men Gud er ikke i tid, men i al evighed. Han transcenderer tiden i et hvert øjeblik i al evighed. Derfor må man først forsøge at forstå, hvad det vil sige at være underlagt timelighedens forgængelighed, man må altså først forsøge at trænge ind i den menneskelige erfaring af tid, og alene det, at mennesket kan siges at erfare tid, skyldes, at det er i tid.

Når mennesket umiddelbart skal bestemme tiden, forekommer det at ligge ligefor at dele den op i fortid, nutid og fremtid. Dette er, hvad man kunne kalde de grundlæggende tidsdimensioner. Menneskets umiddelbare erfaring af de forskellige tidsdimensioner munder ud i en erkendelse af tidsdimensionerne som forskelligartede. Fortiden erindrer man, hvorimod man bekymrer sig for fremtiden eller har forventninger til den. Men hvad angår nutiden, så forekommer den nærmest at forsvinde og blive til en streg imellem fortid og fremtid. Læs videre Guds uforanderlighed i en heraklitisk tidsalder

Det erotiske gudsbevis?

Linjevogterteologiske opstød over Thomas Østergaard Aallmanns bog Længsel.[1]

Thomas Østergaard Aallmann: Længsel. Fredericia: C.S. Lewis Selskabet/Fokal/Lohse
Thomas Østergaard Aallmann: Længsel (Fredericia: C.S. Lewis Selskabet/Fokal/Lohse, 2013).

Sognepræst Thomas Østergaard Aallmann har skrevet en bog om længsel. Det følgende er ikke så meget en anmeldelse, som nogle kritiske bemærkninger.

Stilmæssigt er Aallmann i boldgade med den amerikanske populærteolog Rob Bell, eller noget i den dur. Korte sætninger. Punktummer. Det er ganske forståeligt, at teologer, som er vant til tør tysk tænkning, finder det forfriskende med populærteologi i denne genre. Men hvor Bell er funderet i en bibelsk teologi, kører Aallmann desværre ofte af sporet i filosofisk sniksnak.

Tilgangen i det følgende er dog hverken æstetisk, psykologisk eller (forresten) interesseret i samfundsaktuelle spørgsmål. Der er gode, fine ting i bogen, som let og elegant vil blive forbigået: Hele Aallmanns opgør med moderne nihilisme, overfladiskhed og historieløshed, forsvaret for den historiefortællende tilgang til troen. Fine ting. Læs videre Det erotiske gudsbevis?

Selvmordsmorderne og opgøret med Moseloven

Rembrandt van Rijn (1606–1669: Moses smadrer lovens tavler (1659)
Rembrandt van Rijn (1606–1669): Moses smadrer lovens tavler (1659)

Rokokoposten bragte for nylig en artikel, hvori Det Etiske Råd foreslog at indføre dødsstraf for selvmord;[1] og selvom artiklen er fiktion, er tanken ikke grebet ud af den blå luft, for selvmord har været anset for en forbrydelse, der skulle straffes. Christian V’s Danske Lov (1683) betragtede selvmord som strafværdigt; en selvmorders arvinger mistede selvmorderens arv, og den selvdræbte måtte ikke begraves i indviet jord:

Den, som sig selv ombringer, have sin Hovedlod forbrut til sit Herskab, og maa ej begravis enten i Kirken eller paa Kirkegaard, med mindre hand giør det i Sygdom og Raserj.[2]

Bestemmelsen var i kraft indtil straffeloven af 1866, og i den engelske retspleje lagde man en strafafgift på boet efter en selvmorder helt frem til 1961.[3] Langt hårdere gik man til værks i Ludvig XIV’s Frankrig, hvor Solkongen i 1670 forordnede, at selvmorderes lig skulle slæbes gennem gaderne med ansigtet nedad og efterfølgende smides på møddingen, hvorefter den dødes ejendom blev beslaglagt.[4]

Nu til dags betragtes de fleste selvmordsforsøg som bekendt som »et råb om hjælp«, Læs videre Selvmordsmorderne og opgøret med Moseloven

Kættere, stråmænd og imaginære fjender i teologisk begrebscirkus

Pedro Berruguete (ca. 1450–1504): Skt. Dominicus præsiderer over en kætterbrænding (1475)
Pedro Berruguete (ca. 1450–1504):
Skt. Dominicus præsiderer over en kætterbrænding (1475)

Præster elsker ordkløveri. For tiden er det begrebet ‘teisme’, der er i vælten. For og imod.

Det kommer sig af, at en bispekandidat, Elof Westergaard, står som medforfatter på en bønnebog med et efterskrift, der har skabt en del debat. I efterskriftet efterlyses et opgør med “den form for teisme, der placerer Gud som en overnaturlig magt uden for verden”. I stedet vil man “i højere grad […] fokusere på nærværet mellem Gud og menneske”. Kritikerne påpeger, at en teologi, der ikke “opererer med afstand og adskillelse mellem skaber og skabning”, ikke har meget tilfælles med det gudsbegreb, som trosbekendelserne bygger på. Elof Westergaard er derfor blevet udnævnt til kætter af præst Claus Thomas Nielsen. Det skulle vistnok være satire, men beskyldningen er alvorlig nok.

Det har så efterfølgende resulteret i en debat for og imod “teisme” som sådan (hvad dette betyder, skal vi se på nedenfor). Man kan i debatten finde alle de klassiske retoriske tricks: Generalisering ud i det absurde, tvivlsomme etymologiske analyser, som forskubber betydningen af den angivelige modstanders begreber, og guilty-by-association. Fx fik en præst på Facebook således anklaget en af sine teistiske modstandere for at være i ledtog med oplysningstænkningen, Læs videre Kættere, stråmænd og imaginære fjender i teologisk begrebscirkus

Det store dyr i åbenbaringen

En kritisk læsning af Carl Schmitts politiske teologi

Albrecht Dürer: Das siebenköpfige Tier aus dem Meer und das Tier mit den Lammshörnern (udsnit)
Tilbedelsen af dyret (Åb 13,2)
Albrecht Dürer: Das siebenköpfige Tier aus dem Meer und das Tier mit den Lammshörnern (udsnit)

Forholdet mellem kristendom og politik er et af de teologiske spørgsmål, som er mest komplicerede, og som mest effektivt har unddraget entydige og holdbare svar. Der er dog ingen tvivl om, at det også hører til blandt de absolut vigtigste teologiske spørgsmål, fordi forholdet mellem Guds og kejserens riger er konstituerende for forskellen på kristendom og kultur, ja udspringer direkte af den uendelige kvalitative forskel på Gud og menneske. Derfor er det måske heller ikke så overraskende, at problemet fortsat er aktuelt i en tilsyneladende sekulær nutid.

Det gælder ikke mindst i Danmark, hvor det stadigt mere magtfulde kongedømme efter reformationen etablerede en ortodoks, luthersk fyrstekirke, der blev en overordentlig vigtig “åndelig advokat” for den senere enevælde (1660). Denne fyrstekirke blev efter overgangen til det konstitutionelle monarki (1849) med religionsfrihed garanteret af grundlovens § 67–68 omdannet til en folkekirke af evangelisk-luthersk tilsnit, som dog i henhold til grundlovens § 4 fortsat understøttes af staten. Dette sker til et stort mindretal af anderledes troende og bekendende ateisters utilfredshed; førstnævnte argumenterer for, at der ikke er tale om religionsfrihed, der hvor der ikke er tale om religionslighed, og sidstnævnte argumenterer imod enhver sammenblanding af stat og kirke. Læs videre Det store dyr i åbenbaringen

En lugt af nåde – jul med Kingo

Thomas Kingo med nissehue
Hent et sangark (pdf) med Kingos julesalme Op, hjerte, op med fyrig tro!

Kingo er måske den mest u-julede af de store danske salmedigtere, i hvert fald hvis man skal tro de almindelige fordomme om, at Kingos salmer er gravalvorlige, dystre og mørke; og det er da også sandt, at f.eks. Far verden, far vel ikke er det mest oplagte salmevalg ved hverken julegudstjeneste eller juletræsomvandring, selvom dens krasse karskhed måske kunne udgøre en tiltrængt afveksling.

Hvis man gider pakke fordommene ned og i stedet læse Kingos tekster, vil det imidlertid vise sig, at hans julesalmer er fyldt af glæde over det, julen i virkeligheden handler om: At Gud blev menneske. Så hvis man i juletiden trænger til en modgift til Søren Banjomus og alle hans gerninger og alt hans væsen, kan man ty til Kingo. Læs videre En lugt af nåde – jul med Kingo