En umistelig glæde

Prædiken i Studentermenigheden i København, Trinitatis Kirke, fredag d. 19. april 2013 over teksten til 3. søndag efter påske efter 1. tekstrække, Joh 16,16–22.

Lad os forundres ved ordene ligesom disciplene, så det ikke må undre os mindre, at de er blevet forklaret i Kristus. “En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.” Sådan talte Kristus til disciplene, men hvordan skulle de forstå, hvad Kristus endnu ikke havde forklaret? For disciplene må det have været dunkle ord, hvis mening kun svagt kunne anes; at han gik bort, kunne de måske nok forstå, men ikke hvorhen eller hvorfor og endnu mindre, at tiden var knap. Men anelsen – denne tågede forståelse – der let giver næring til bekymringer, fejes ikke væk af Kristus – nej tværtimod – for han fortæller disciplene, at der kommer en tid, hvor de skal græde og klage, men samtidig også at hele verden vil kunne glæde sig midt i deres sorg. Kristus fortæller om det forestående med et billede af en fødende kvinde; Læs videre En umistelig glæde →

Den gode hyrde

Prædiken i Studentermenigheden i København, Trinitatis Kirke, fredag d. 12. april 2013 over teksten til 2. søndag efter påske efter 1. tekstrække, Joh 10,11-16.

En eng, en fårehjord, en fold, en godmodig hyrde, en bæk, solskin, vindstille. Idyl. Idyl. Vi ser hele opsætningen fortryllende og betagende for vore øjne. Idyl!

Og nu tager billedet form: Engens bløde og indbydende underlag, fårenes brægen i samhørig samspil med bækkens rislen, hyrdens milde og fortrøstningsfulde røst. Idyl! Læs videre Den gode hyrde →

Vanvid

Prædiken i Studentermenigheden i København, Trinitatis Kirke, fredag d. 22. marts 2013 over teksten til palmesøndag efter 1. tekstrække, Matt 21,1–9.

Jesus er på vej. Det er han jo flere gange, og dagens tekst blev endda brugt allerede 1. søndag i advent. Nu er fastetiden næsten slut, og man fristes til at synge advents-salmer igen, nu hvor katastrofe-snestormen udeblev, men kulden har gjort forårs-Danmark til et is-inferno: »Glæd dig, Zion, glæd dig, Jord! / Se, din konge til dig kommer, / glæd dig i din vinter, Nord! / Kristus bringer evig sommer.«

Der er tre tilkomster, der flyder sammen: I adventstiden var Jesus på vej til Jorden for at blive født. Engang skal han komme igen og holde dom, så alt det skjulte skal komme frem i lyset. Og i dag er han på vej til Jerusalem for at blive korsfæstet. Men endnu er det ikke langfredag, Læs videre Vanvid →

Øjeblikket gransket igennem Begrebet Angest

Der er flere ting, man bør lægge mærke til i forbindelse med en nærlæsning af Kierkegaards forståelse af Øjeblikket i Begrebet Angest. Det første er utvivlsomt det høje tempo, som teksten bevæger sig med, hvilket desværre også har medført, at nogle af begreberne er en smule forslåede og omtumlede, og det gælder også for øjeblikket. Allerbedst fornemmes det, når Kierkegaard kaster sig ud i sine idehistoriske betragtninger.[1] Det vigtigste i forbindelse med begrebet øjeblikket er dog, at man bemærker, hvordan øjeblikket er knyttet til det, at mennesket bringer synden ind i verden – ja faktisk er øjeblikket et forsøg på at beskrive: Det qualitative Spring.[2] Før øjeblikket var der ikke et før og et efter, og efter øjeblikket er der ikke længere et før som før øjeblikket. Øjeblikket er derfor på en måde det skelsættende. Det der deler tiden i et før og et efter. Med Kierkegaards egen terminologi er det det timelige, der kommer efter øjeblikket.

Man kan så spørge, om det ikke også var det timelige, der var før øjeblikket, og svaret er selvfølgelig jo, men det timelige før og det timelige efter er ikke det samme Læs videre Øjeblikket gransket igennem Begrebet Angest →

Min Gud, min Gud – om dårlig eksegese og svag teologi

Hvad sker der egentlig, da Jesus råbende spørger sin Gud, hvorfor han har forladt ham?

De fire evangeliers beretning om Jesu lidelse og død gengiver i alt syv forskellige udsagn fra Jesus, der almindeligvis omtales som ›de syv korsord‹. Et af de mest omdiskuterede er formentlig »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?«, som den korsfæstede Jesus skriger ud over den solformørkede jord. Udsagnet er det eneste af korsordene, der optræder i mere end ét evangelium, nemlig hos både Markus og Matthæus, der staver »min Gud« på henholdsvis aramæisk og hebraisk:[1]

ελωι ελωι λεμα σαβαχθανι; (Mark 15,34)
ηλι ηλι λεμα σαβαχθανι; (Matt 27,46)
אֵלִ֣י אֵ֭לִי לָמָ֣ה עֲזַבְתָּ֑נִי (Sl 22,2)

Umiddelbart lyder det jo, som om Jesus på korset erfarer, at hans Gud ikke har overholdt det, der skulle forestille at være aftalen. Læs videre Min Gud, min Gud – om dårlig eksegese og svag teologi →

Svag teologi for de stærke

Lars Sandbeck: De gudsforladtes Gud

Ekstern lektor i dogmatik ved Det Teologiske Fakultet Lars Sandbeck bedriver i De gudsforladtes Gud. Kristendom efter postmodernismen et sjældent konsekvent bud på en gudstanke fri for almagt. Konsekvenserne er dog også til at tage at føle på.

Dogmatiske fremstillinger og nyateistiske positioner, der gør op med enhver tanke om Gud som den almægtige, uforanderlige hersker over kosmos, har det ikke skortet på i det første dusin år af det nye årtusinde. For den teologistuderende kan det forekomme som om, at der ikke er ladt sten på sten tilbage af selve fundamentet for teologien (‘læren om Gud’), Ja, det lader nærmest til, at det efterhånden er teologerne, der går forrest i likvideringen af den gode, gamle Gud i Himlen. I dette kor af gudsdræbere – eller fadermordere, om man vil – synger Lars Sandbeck med; dog gør han det på en efter min mening væsentligt mere subtil måde end både pastorer som Grønkjær og Grosbøll og religionshadere som Dawkins, Dennet, Nørremark og Rothstein. Læs videre Svag teologi for de stærke →

Et nødvendigt problem

I en artikelsamling fra 1976 til Børge Diderichsen gør Johs. Horstmann sig nogle ikke uvæsentlige tanker omkring teologiens karakter og placering på universitetet. Og også i dag er det værd at stoppe op og stille sig selv nogle af de samme spørgsmål angående den teologi, der bedrives på universitet. Havde man spurgt, hvad formålet med det teologiske studium var for hundrede år siden, ville man sikkert uden tøven have fået det klare svar, at det var en forberedelse på præsteembedet. En ligeså klar røst og forståelse får man næppe i dag, da det for universitetsteologien, som så mange andre videnskaber, for alt i verden gælder om at være en del af videnskabernes pæne selskab. Læs videre Et nødvendigt problem →

To paver går af

I løbet af kun et par måneder har verden med forundring set hele to paver gå af. Den ene under stor bevågenhed fra medier i ind- og udland, den anden med en noget mere stilfærdig mediedækning. Det drejer sig naturligvis om Hans Hellighed Benedikt den 16. alias Joseph Ratzinger (f. 1927), der nu er forhenværende leder af den romersk-katolske kirke, og om Tidehvervs forhenværende redaktør, pastor emeritus Søren Krarup (f. 1937) fra Danmarks evangelisk-lutherske afdeling af sancta ecclesia catholica.

Lighederne imellem de to ældre herrer, der har overladt kirkeskibets ror til næste generation, er til at få øje på, og det er især Søren Krarups fortjeneste, at sammen­ligningen er blevet så oplagt. Selvfølgelig er der også forskelle: Læs videre To paver går af →

Velkommen i scriptoriet!

Der er brug for teologi – så langt kan de fleste teologer vel blive enige, både med sig selv og hinanden og måske også med Lukasevangeliet, if. hvilket Jesus siger: »Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det« (Luk 11,28).

Noget helt andet er, om der også er brug for Scriptorium theologiae. Strømmen af ligegyldig »information«, der aldrig bliver omsat til viden, er overvældende. »Der er ingen ende på de mange bøger, der skrives, og den megen læsning bliver man træt af«, siges det i Prædikerens Bog (Præd 12,12), og det samme gælder uden tvivl også, selvom mediet ikke er en bog, men en blog. Alligevel mener vi, at der er brug for et teologisk scriptorium. Læs videre Velkommen i scriptoriet! →