Tidehverv og dets opgør med den selvgode fromhed

Hvad er Tidehverv? Denne bevægelse eller gruppering, som man ofte hører om – navnlig i de teologiske diskussioner – men som mange måske ikke helt har fået hånd om: Hvem er de, og hvad er det, de vil?

Denne artikel er selvsagt ikke en fyldestgørende gennemgang af arbejdsfællesskabet Tidehverv. Hvis man vil læse en mere gennemarbejdet behandling, kan man konsultere Torben Brammings bog Tidehvervs Historie fra 1993, som jeg også har fundet væsentlig inspiration hos til denne artikel. Jeg vil holde fokus på formationsperioden i 1920’erne og 1930’erne, hvor det teologiske og kulturelle landskab i Danmark vågnede op til en ny og mere kras udgave af evangeliet og menneskesynet, nemlig arbejdsfællesskabet Tidehverv. For det er dette, der om noget kendetegner Tidehverv: En ikke-idealiserende og ikke-romantiserende forståelse af, hvad det vil sige at være menneske sat under Guds bud. Læs videre Tidehverv og dets opgør med den selvgode fromhed →

EU og Gud (I)

Har EU en religion? Onde tunger vil sikkert sige, at EU er en religion, og der er da unægtelig også religiøse træk i EU’s ikonografi. Eksempelvis er denne statue opstillet uden for Paul-Henri Spaak-bygningen i Bruxelles, hvor Europa-Parlamentet holder til, når det ikke er i Strasbourg:

May Claerhout: Europe (1993). Foto: Thomas Hårbøl
May Claerhout: Europe (1993). Foto: Thomas Hårbøl (2013).

Statuen Europe (1993) af belgieren May Claerhout (f. 1939) forestiller den fønikiske sagnprinsesse Europa. I den græsk-romerske mytologi bliver prinsesse Εὐρώπη bort- og forført af en tyr, der i virkeligheden er overguden Zeus i forklædning. På statuen er tyren imidlertid ikke til stede, for meningen er angiveligt snarere at symbolisere, hvordan Europa (eller EU-systemet) holdes oppe af de europæiske folk, som »hun« selv er en del af. Læs videre EU og Gud (I) →

Ikonopistemologi hos Elias Canetti

“For én vej til virkeligheden går over billeder. Jeg tror ikke, der findes en bedre vej. Man holder sig til det, der ikke forandrer sig, og udtømmer dermed det altid foranderlige. Billeder er net, det, der fremtræder på dem, er den holdbare fangst. Meget slipper ud, og meget rådner, men man prøver igen, man bærer rundt på nettene, kaster dem ud, og de styrkes af deres fangster.”[1]

Hvad billeder kan betyde for en persons udvikling, hvordan de kan være både afslørende og skærmende, henrivende og skræmmende, giver forfatteren Elias Canetti en tydelig fornemmelse af i de tre erindringsbind om sit liv i perioden fra 1905–1937, Den reddede tunge, Faklen i øret og Øjenspillet,[2] hvori Canetti beretter om sin barndom og ungdom, som den udspillede sig i varierende miljøer under hans opvækst rundt om i Mellemeuropa gennem de første årtier af det 20. århundrede samt den tidlige dedikation til skrivegerningen som levevej i det kultursydende Wien. Læs videre Ikonopistemologi hos Elias Canetti →

Lidt flere lægmands­betragtninger over universitets­teologien

Mit indlæg Lidt om universitetsteologisk hvervningskunst rummede visse uklarheder, som jeg – både fordi jeg selv har forsøgt at tænke lidt videre, og fordi jeg er blevet mødt med konkrete reaktioner på indlægget – har besluttet mig for at uddybe lidt mere.

I første omgang drejer det sig om overvejelser angående det ønske, jeg ytrede i kommentaren, om, at universitetsteologerne ville stå ved teologiens »normative« eller »kristelige« anliggende. Nogle læsere af min lille lægmandskommentar har spurgt ind til, hvad der egentlig skal forstås – altså hvad jeg forstår – ved et sådant kristeligt anliggende. Det er et meget rimeligt spørgsmål, som jeg gerne vil forsøge at svare på ud fra de ikke-fagteologiske forudsætninger, der er mine.

Et kristeligt anliggende

Mit første indlæg rummer allerede en antydning af, hvad jeg forstår ved et kristeligt anliggende. Læs videre Lidt flere lægmands­betragtninger over universitets­teologien →

Økumenisk bål og brand

Økumeni er et besværligt ord. Når man nævner det for ikke-teologer, forstår de det ikke; og hvis de endelig finder ud af, at man ikke bare sagde »økonomi« på en mumlende måde, går det helt galt, hvis man også begynder at tale om f.eks. »frelses-økonomi« eller »økonomisk trinitet«, altså Guds »husholdning« med frelsen.

Økumenien har det ædle formål at nedbryde de modsætninger, der skiller de kristne kirker fra hinanden, eller i det mindste bare at få kirkesamfundene til at tale med hinanden. Undertiden kan man godt få det indtryk, at mængden af tale bliver et succeskriterium i sig selv – kvantitet forveksles med kvalitet. I sådanne situationer ender den mellemkirkelige samtale med udsendelsen af erklæringer, der er så lange og med så mange forbehold, at ingen til sidst ved med sikkerhed, hvad der egentlig menes. (Alle, der har læst den romersk-katolsk-lutherske Fælleserklæring om retfærdiggørelseslæren fra 1999, burde vide, hvad jeg mener). Læs videre Økumenisk bål og brand →

Luthers nadverforståelse (I)

I denne artikel vil jeg undersøge Luthers nadverforståelse med udgangspunkt i: Eyn Sermon von dem Hochwirdigen Sacrament des Heyligen Waren Leychnams Christi Und von den Bruderschafften.[1] Begrundelsen for, at det netop er denne tekst, der vil have artiklens bevågenhed, er, at den på alle måder forekommer at give et klart indblik i, hvordan Luther tænker angående nadveren. Men allerførst er det nyttigt med lidt baggrundshistorie for teksten. Den udkom i december 1519 og var den sidste af tre småskrifter om sakramenterne. De to første skrifter handlede selvfølgelig om dåben og boden.[2] Alle skrifterne kan ses som en vejledning for lægfolk til en bedre forståelse af sakramenterne.[3] Rent tidsmæssigt er skriftet altså placeret efter Luthers berømte afladsteser, der ifølge traditionen blev slået op på slotskirkens dør i Wittenberg d. 31. oktober 1517 og efter Heidelbergteserne og den berømte diskussion i Leipzig i 1519 (juni–juli).[4] Man bør således også bemærke, at teksten er skrevet før d. 10. december 1520, hvor det endelige brud mellem Luther og Rom fandt sted, og Leo d. X’s bulle blev kastet på bålet sammen med den kirkelige lovsamling.[5] Læs videre Luthers nadverforståelse (I) →

Evighed – evig og altid

Wem Zeit ist wie Ewigkeit
und Ewigkeit wie Zeit,
der ist befreit
von allem Streit.

Jakob Böhme (1575–1624)[1]

Evigheden, livet i Paradiset med Gud, stiller ofte kristendommen i et lidt latterligt lys. Hvem kan holde tanken om evigheden ud, hvis evighed er evindeligt lang tid?

En ny-hedensk, asatroende kvinde forklarede således engang i tv, at hvis hun skulle leve evigt, ville hun foretrække at slås og drikke mjød i Valhal frem for at sidde og spille harpe på en sky i den kedelige, kristne himmel; en ufrivilligt sjov udtalelse, eftersom den nordiske mytologis forestillinger om efterlivet indebærer, at kvinder slet ikke har adgang til kriger-himlen hos Odin i Valhal, Læs videre Evighed – evig og altid →

Lidt om universitets­teologisk hvervningskunst

For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet (1 Kor 1,22–23a).

Som det før var, så er det også den dag i dag – god teologi bedrives i reglen der, hvor menighedens hyrde bøjer sig over skriften før prædikenen, altså i præstegården. God teologi er i almindelighed præstegårdsteologi. Fra universitetsteologerne bør man – før som nu – ikke håbe stort, hvad angår teologisk arbejde.

Dette er der sikkert mange, ikke nødvendigvis gode, grunde til, som jeg ikke skal gøre mig klog på her. Blandt disse tvivlsomme grunde er der dog én, jeg mener at kunne sige lidt om, nemlig universitetsteologiens stadig tættere forhold til det hedenske fag, jeg selv har studeret, til religionsvidenskaben. Læs videre Lidt om universitets­teologisk hvervningskunst →

Hvo er da Ens Næste?

Således skal den lovkyndige have spurgt Kristus efter selv at have fundet loven. Aldrig så hurtigt var loven altså fundet, førend der blev stillet spørgsmålstegn til forståelsen af den. Den lovkyndige havde rigtig nok selv hurtigt fundet frem til loven, men hævdede altså i samme hast slet ikke at kunne forstå den. Man kan derfor mene, at en undersøgelse, der udelukkende vil beskæftige sig med, hvem næsten er, nødvendigvis må lide af den samme misforståelse som den lovkyndiges, nemlig den misforståelse det er ikke at ville forstå fordringen i loven. Men på den anden side er der vel også en grund til, at Kristus ikke viftede spørgsmålet væk, men værdigede det et svar? Og mon ikke det er fordi, at et menneske også kan misforstå loven, således at han rigtig nok forstår fordringen, men ikke loven? Havde den lovkyndige derfor ikke haft mod til at spørge, ville han måske aldrig have fundet ud af, hvem næsten var og altså ikke ret forstået loven. Undersøgelsen er derfor ikke så meget et forsøg på at holde fordringen i loven på afstand, som et forsøg på at undgå en mulig misforståelse, der ville gøre fordringen ligegyldig Læs videre Hvo er da Ens Næste? →

ISSN-registrering

Det er en glæde for redaktionen at kunne meddele, at Scriptorium theologiae er blevet registreret hos Det Kgl. Bibliotek og er blevet tildelt ISSN 2245-9200. ISSN står for International Standard Serial Number og bruges til registrering og katalogisering af tidsskrifter og andre periodika (svarende til ISBN, der bruges til bøger).

Redaktionen ser frem til, at ISSN-tildelingen vil være med til at tiltrække flere bidragydere og dermed slå scriptoriets stilling fast som teologisk nettidsskrift.