Madonnaen fra Stalingrad

Prædiken til Mariæ bebudelses dag (Es 7,10–14; 1 Joh 1,1–3; Luk 1,26–38), den 22. marts 2015 i Sankt Jørgens Kirke, Næstved.

“Du salige jomfru og Guds moder, hvor har Gud i dig vist (os) en stor trøst, al den stund Han har set så nådigt til din uværdighed og ringhed, som vi formanes igennem. Efter dit eksempel vil Han heller ikke foragte os arme, ringe mennesker, men se i nåde til os.”[1]

Indledningsbønnen til dagens evangelium er skrevet af Martin Luther. Jeg valgte den, fordi mange danske præster i Maria ser en overlevering fra katolsk tid. De påberåber sig Luthers kamp mod den katolske mariadyrkelse, hvad de også har ret i. Men dermed hører enigheden også op, for Luther mente, at Maria var et strålende forbillede i tro. Det var der belæg for i Bibelen, hverken mere eller mindre.

Salmedigteren Grundtvig fremhæver også Marias forbilledlige tro. Troen og kærligheden blev af Gud forenet i Jomfru Maria. Maria som fødte menneskehedens håb – Kristus. Det er gennem hende, at Gud lader lyset, livet og kærligheden fødes, til at skinne for os.

Jeg vil give et eksempel.

madonnaen_fra_stalingrad
Weihnachten 1942 im Kessel, Festung Stalingrad. Licht, Leben, Liebe.

Kirken Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche, som ligger på Berlins travle indkøbsgade Kurfürstendamm, er altid overfyldt af turister. Der tales og diskuteres på alverdens sprog, men et sted forstummer talen. Det er ved en udstillingsmontre, hvor der hænger en gammel og gulnet tegning. Tegningen forestiller en kvinde, som sidder med armene om et barn, begge er de indhyllet i en militærkappe. Kvinden ser ned på barnet, måske smiler hun lidt. På tegningen er skrevet: Lys, liv, kærlighed. Julen 1942. Fæstningen Stalingrad. Stalingrad, bynavnet som kan få enhver tale til at forstumme, smilene til at stivne og ældre tyskeres øjne til at løbe i vand. Læs videre Madonnaen fra Stalingrad →

Hvad mener vi, når vi siger, at kristendom ikke er religion?

Noter om religion og evangelium.

“Jeg hader og forkaster jeres fester,
jeg bryder mig ikke om jeres festdage.
Når I bringer mig jeres brændofre og afgrødeofre,
tager jeg ikke imod dem,
og måltidsofre af jeres fedekvæg vil jeg ikke se.
Fri mig for lyden af dine sange,
dine harpers klang vil jeg ikke høre!
Men ret skal strømme som vand,
retfærdighed som en stadig rindende bæk.” (Amos 5,21–24)

Lucas Cranach d.æ.: Adam og Eva (1526, udsnit)
Lucas Cranach d.æ.: Adam og Eva (syndefaldet; 1526, udsnit).

Der er igen tegn på nye religiøse strømninger i dansk kirkeliv. Nogle taler om at genfinde en kristen “trospraksis”, så det igen giver mening at tale om “helliggørelse” og om at leve et “helligt liv”. Der dyrkes forskellige former for meditation og bønspraksisser, og der spadseres ture besmykket med titlen “pilgrimsvandring”. Vi efterspørger religiøs underholdning, spændende ritualer, udklædning, pomp og pragt. Andre dyrker apologetik og “kristent trosforsvar” eller peger på kristendommens samfundsmæssige værdi og det problematiske i undergravningen af “traditionelle kristne værdier”. Nogle brokker sig over, at folk ikke har pænt tøj på i kirken, mens andre i deres begejstring over religiøs performance og liturgisk praksis fremfører påstande i stil med, at “det er ikke indholdet, men formen, der frelser”. Eller måske siger man, at kirkebygninger, med alt hvad de indebærer af religiøs æstetik, er absolut nødvendige for at forkynde evangeliet “rent og purt”. Eksempler er der masser af. Læs videre Hvad mener vi, når vi siger, at kristendom ikke er religion? →

Hellig, hellig, hellig – Treenigheden i salmebogen (I)

En fremstilling af det såkaldte treenighedsskjold (her fra St Peter's Church, Strumpshaw, Norfolk, England).
Det såkaldte treenighedsskjold: Faderen er Gud, men er ikke Sønnen og Helligånden; Sønnen er Gud, men er ikke Faderen … osv. (her fra St Peter’s Church, Strumpshaw, Norfolk, England).

Treenighedslæren spiller en vigtig rolle i den akademiske teologi, men ikke i samme grad i folkekirkens liv. Sådan er i hvert fald mit indtryk; og hvis det er sandt, er det en skam.

Melanchthon undlod i første omgang at behandle treenighedslæren i sin dogmatiske lærebog Loci communes og hævdede, at guddommens mysterier hellere skal tilbedes end udforskes.[1] Uanset om det ene behøver at udelukke det andet, kalder det under alle omstændigheder på en undren over, at trinitetens mysterium i højere grad er genstand for spekulation på de teologiske uddannelser end for lovsang i kirkerne. Samme Melanchthon ytrede også på sit dødsleje, at han glædede sig til at slippe for teologernes evindelige ævl og kævl og i stedet skue Gud selv med egne øjne, hvor han blandt andet regnede med at få klar besked om sammenhængen imellem Kristi to naturer, den menneskelige og den guddommelige.[2]

Er det så sandt, at treenighedslæren spiller en birolle i folkekirken? Læs videre Hellig, hellig, hellig – Treenigheden i salmebogen (I) →

Myten som tugtemester? Menneskets sprog og Guds almagt ifølge Klemens af Alexandria

Klemens af Alexandria (ca. 150–ca. 215)
Klemens af Alexandria
(ca. 150–ca. 215)

Foredrag i Studenterkredsen 23. april 2015. Højskolesang: Solen står stille i Gibeons dal (Bukdahl).

“Du, i ledtog med Titaner,
Storme ville Himmerig,
Skjønt den Gudlighed, man raner,
Just er anti-kristelig,
Tvertimod hvad han berømde,
“Ordet”, som sig selv udtømde
Til en Barne-Lallen spæd!

Du forbedre vilde “Troen”,
Skjønt den er, som Gud, saa god,
Alt for knap dig syndes Skoen,
Til en Christens Kæmpefod,
Du udvided den, desværre!
Saa den passed ei Vorherre
Som et Barn i Bethlehem

…

Nei, saalidt som Skaber-Aanden
Laaner Vinge-Fjer af Giæs,
Fatted ham med Pen i Haanden
Klemens og Origenes;
Deres Aands-Begreb var Luften,
Deres Ord-Begreb Fornuften,
Som den har hver Djævel arm!”[1]

(Grundtvig)

Sådan skriver Grundtvig om “Græker-Menigheden” i sin Christenhedens Syvstjerne. Grundtvigs pointe var kort sagt, at den senantikke græske kristendom udviklede sig til filosofisk spekulation og derved endte med at give køb på evangeliet.

I det følgende vil jeg ikke tage ensidigt parti for Klemens. Men jeg mener dog, at der er noget at hente hos ham, ikke mindst hvad angår hans forestillinger om menneskets sprog og mytens funktion. Klemens’ opfattelse er kort sagt, at Gud gennem sin almagt og sit forsyn har indrettet hedensk visdom, digtning og den slags, så det ligesom loven for jøderne tjener som tugtemester til Kristus. Læs videre Myten som tugtemester? Menneskets sprog og Guds almagt ifølge Klemens af Alexandria →

En sprække af lys

Prædiken til langfredag (Es 52,13–53,12; Mark 15,20–39), den 3. april, Øster Lindet Kirke kl. 9

Rembrandt van Rijn: De tre kors (1653)
Rembrandt van Rijn: De tre kors (1653)

There is a crack, a crack in everything – that’s how the light gets in… Der er en sprække, en sprække i alting, det er derfor, lyset kommer ind. – Sådan skriver den canadiske digter og sanger Leonard Cohen. Men er der nu også det i dag, denne Herreløse langfredag, hvor alterlysene er slukkede, hvor mørket skjuler jorderige, og himlen har lukket sin dør? Kan lyset finde sprækker, hvor det kan kile sig ind i dag, hvor det lys, vi har hørt skinner for os, skal bære mørkets uærlige gerninger? I dag, hvor nattemørket sænkede sig over graven og jorden. I dag, hvor det store mørke har magten over menneskene – hvor menneskets eget iboende mørke, uhyret i os, blev afdækket og afsløret i døden på et kors – den død, som alle mennesker var skyldige i. Jesus blev dømt og korsfæstet – alle var de med – alle medskyldige – ikke en eneste kan erklære sig uskyldig i at dømme kærligheden. Med hjertets hårdhed og hjertets kulde fældede verden sin dom over lyset og kærligheden.

Hjertet er menneskets trosorgan, det sted, hvor troen modtages og besvares – når Ordet rører hjertet, bevæger det åndedrættet, lungerne fyldes af luft, og stemmen udbryder i sang. Læs videre En sprække af lys →

Johannes Horstmann (I)

Der er mig bekendt aldrig før blevet forsøgt at gøre rede for Johannes Horstmanns (1915–1999) teologiske forfatterskab – og det kan der være mange årsager til. En af årsagerne er givetvis, at langt størstedelen af forfatterskabet er spredt ud over en række tidsskrifter, kirkeblade og aviser, hvilket er med til at gøre den almene tilgængelighed dårlig. Derudover er det heller ikke nogen hemmelighed, at Horstmanns sprog ikke altid fremmer tankernes tilgængelighed. Alligevel vil jeg her i Scriptoriet med en føljeton, der nok kommer til at strække sig over en rum tid, gøre et forsøg. For overskuelighedens skyld vil jeg dele forfatterskabet op i de seks årtier, han skrev. Perioderne er vilkårlige og har for så vidt intet med en udvikling i forfatterskabet at gøre, men er alene blevet til for at skabe overblik. Mit håb ved at behandle teksterne kronologisk er, at en eventuel udvikling i forfatterskabet må blive synlig. Før jeg tager fat på arbejdet, skal det også siges, at det ikke er alt, Horstmann har skrevet, der er relevant for en forståelse af hans teologi – og derfor vil teksterne heller ikke blive vægtet ligeligt.

Artikler fra 1940’erne

  1. »Ole Borch og hans Kollegium« (Kristeligt Dagblad 1941 25/5)
  2. »Salmebogs Polemik eller reformatorisk Kristendom« (Aalborg Stiftstidende 1943 15/2)
  3. »Afmythologisering eller Evangelium I« (Menighedsbladet årg. nr. 2)
  4. »Afmythologisering eller Evangelium II« (Menighedsbladet årg. nr. 3)
  5. »I Dag for fire hundrede Aar siden døde Martin Luther« (Vendsyssel Tidende 1946 18/2)

Læs videre Johannes Horstmann (I) →

Post scriptum 2014 er på gaden

ps2014Scriptorium theologiae fylder to år i dag, og i den anledning udsendes årsskriftet Post scriptum 2014.

I årsskriftet findes 21 artikler og prædikener, der har været bragt i scriptoriet i løbet af 2014. Denne gang er samlingen vokset til et par hundrede sider om så forskellige emner som lykke, forsoningslære, politisk teologi, Paulus og en hel del mere.

Læs selv med i årsskriftet, der kan hentes gratis her.

»Paa din Maske skal jeg kende dig«

Prædiken til Fastelavns søndag (Sl 2; 1 Pet 3,18–22; Matt 3,13–17) den 15. februar 2015, Ribe Domkirke kl. 10.00

venetianske_karnevalsmaskerPå Holstens vestkyst på det flade land, der til forveksling ligner egnen her omkring Ribe, ligger badestedet Norderney. Langs digernes sandede veje kom i sommeren 1835 fine kareter og rejsevogne for at aflæsse kufferter og hatteæsker og damer på små fødder, hvis slør stod om dem i en frisk brise ud for de pyntelige hoteller og sommerhuse. Sidst på sommeren skete det, at vinden sprang om i nord efter en tredages storm af sydvest. De umådelige vandmasser, stormen havde rejst, blev drevet tilbage og presset ind over vesterlandene. Havet brød igennem digerne, kreaturer og får druknede, lader styrtede sammen som korthuse, og mange menneskeliv gik tabt. Om natten blev de mennesker, der ikke var holdt vågne af hjertets hamren, vækket af havets brølen, ligesom den nat her i Ribe i 1634, hvor vandstanden var høj, som mærket under prædikestolen viser. Det var buldrende mørkt over Ribe – ingen kunne kende det ene ansigt fra det andet. Sådan et mørke var det også i Norderney i 1835, hvor fire mennesker var strandet på et høloft og fordrev ventetiden indtil daggry med at fortælle historier, både deres egne og andres. En kardinal og en gammel frøken, en ung frøken og en søn af en baron. Og det viste sig, at ingen af dem helt var det, de gav sig ud for. Men »paa din Maske vil jeg kende dig«, sagde kardinalen med en blodplettet bandage viklet om hovedet; han overlevede syndfloden, mens hans tjener Kaspersen var blevet knust under det faldne tag. Læs videre »Paa din Maske skal jeg kende dig« →

Brutalitet, union eller tålsomhed i folkekirken

Når der kommer røre i den folkekirkelige andedam, plejer det ikke at vare længe, før ringene i vandet rammer det punkt, hvor man begynder at tale om »tålsomhed« – oftest fordi nogle er bekymrede for, at tålsomheden skal gå tabt, eksempelvis Thorkild Grosbølls støtter eller her på det seneste ramsdalisterne, der kræver religionsfrihed både inden for og uden for folkekirken.[1] Tålsomheden kommer typisk i spil umiddelbart inden det tidspunkt, hvor vi begynder at lufte skældsordene om hhv. fundamentalisme og vantro (med rette eller urette). »Den tålsomme folkekirke« er én, hvor der er højt til loftet og langt til grænserne, et sted, hvor der er plads til nærmest alle teologiske og kirkelige strømninger og deres modsætninger – et gæstekammer uden vægge, hvordan det så end går til.

Imidlertid glemmer tilhængerne af tålsomheden ofte, hvor begrebet stammer fra, og hvad det oprindelig betød. Tanken om folkekirken som tålsom blev tilsyneladende lanceret i 1901 af J.H. Monrad (1848–1903) i en artikel i det grundtvigske tidsskrift Dansk Kirketidende, som han selv var redaktør for.[2] Ordet tålsomhed blev vel valgt i stedet for fremmedordet tolerance; betydningen er under alle omstændigheder den samme: at tåle, at finde sig i, at give plads til. Læs videre Brutalitet, union eller tålsomhed i folkekirken →

Karikatur-Gud

Prædiken til 1. søndag efter Helligtrekonger (1. tekstrække: Sl 84; Rom 12,1–5; Luk 2,41–52)

Det ældste kendte billede af Jesus er … en karikaturtegning, nemlig en romersk graffito fra ca. år 200, der viser en korsfæstet mand med æselhoved og teksten »Alexamenos tilbeder Gud«.
Det ældste kendte billede af Jesus Kristus er … en karikaturtegning, nemlig en romersk graffito fra omkr. år 200, der viser en korsfæstet mand med æselhoved og teksten »Alexamenos tilbeder Gud«.

»Allahu akbar! Allah er stor!« – sådan råbte de to islamister, mens de dræbte tolv mennesker med maskinpistoler i Paris i onsdags, da det nye år bare var en uge gammelt. »Vi har hævnet profeten!« råbte de, da de forlod bygningen, som nu var indsmurt i karikaturtegnernes blod. Næsten lige så gruopvækkende som drabene er den syndflod af idiotisk vrøvl, vi har måttet høre på lige siden. Drabene har intet med islam at gøre, siger politikere på stemmefiskeri, absolut intet. Måske vil de bare gerne sige, at massemordet ikke er alle muslimers skyld, og det har de naturligvis ret i. Men man skal vist være politiker eller professor eller noget, der ligner, for at være så dum, at man kan få sig selv til at sige, at de slet ikke har noget med islam at gøre. På det franske satireblads redaktion var der en kvinde, som ikke blev dræbt. Den ene af massemorderne råbte til hende: »Vi dræber ikke kvinder; det strider mod vores æresbegreber. Men du skal konvertere til islam, læse Koranen og tage hovedtørklæde på! Allahu akbar, Allahu akbar!« Men nej, intet har det at gøre med islam, absolut intet. Fortæller de kloge os.

Men hvad har det så at gøre med vores beretning om det 12-årige vidunderbarn Jesus? Umiddelbart ikke så meget. Det er efterhånden en lidt nedslidt præste-kliché, at Bibelens tekster er verdensfjerne; måske er det i virkeligheden bare vores verden, der er så selvoptaget, at vi er blevet bibelfjerne. Læs videre Karikatur-Gud →